Debat

Organisationer: Finanslovens redningskrans kan ikke holde verdens bedste kompensationsordning flydende

Der er behov for en massiv og bredspektret indsats fra Folketingets side, som både reparerer på de akutte og mere fundamentale udfordringer ved BPA-ordningen, skriver repræsentanter for CP, FOA, Muskelsvindfonden, Dansk Handicap Forbund og Handicapbranchen.

Genopretning af BPA-ordningen er en hastesag, skriver en række socialaktører. 
Genopretning af BPA-ordningen er en hastesag, skriver en række socialaktører. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Der skal værnes om servicelovens hjælpeordninger.”

Sådan hedder det i vedtagelsesteksten efter forespørgselsdebatten (F43) om borgerstyret personlig assistance (BPA) i juni 2021.

Et stort og massivt flertal af folketingets partier anerkendte helt og fuldt det bekymringsflag vi - en række bruger-, fag- og erhvervsorganisationer - har rejst på vegne af hjælperordningerne.

Finanslovens redningskrans
Vi er selvfølgelig rigtig glade for den håndsrækning, regeringen og støttepartierne, gav til BPA-ordningen ved Finansloven. 30 millioner til at løse det helt akutte problem med kommunernes løbske og ukontrollable brug af rådighedstimer. Det er et første skridt, som vil få stor betydning for borgernes tryghed og bæredygtigheden i den enkelte ordning. Det vil vi gerne kvittere for.

Indlæggets afsendere
  • Pia Allerslev, Landsformand i CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese
  • Torben K. Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren i FOA
  • Simon Toftgaard Jespersen, Formand for Muskelsvindfonden
  • Finn J. L. Kemp, formand i Handicapbranchen Danmark
  • Susanne Olsen, formand for Dansk Handicapforbund

Men vi er også nødt til at sige: Det er ikke nok, og der er langt igen. En redningskrans, som alene samler udfordringerne med rådighedstimerne op, holder ikke verdens bedste kompensationsordning flydende.

Der er behov for en massiv og bredspektret indsats fra Folketingets side, som både reparerer på de akutte udfordringer: hjælpere, der ikke må hjælpe med hverdagsagtige sundhedsydelser, hjælperteams, der opløses og ordninger, der kollapser, fordi hjælperne opsiges uden om de gældende varslingsregler, når borgeren indlægges på hospital.

Og de mere fundamentale udfordringer: kommunernes grundlæggende økonomiske modvilje mod at bevilge nye ordninger – for eksempel ved at anfægte borgerens evne som arbejdsleder eller fastholde, at mennesker med omfattende behov for hjælp kan nøjes med hjemmehjælp og ledsagerordning eller ved ikke at ville afregne borgeren det administrationsbidrag, det rent faktisk koster at få administreret en BPA-ordning.

Kun en grundlæggende reform af finansieringen, kan rettet op på kommunernes iver efter at konvertere BPA-ordninger til institutionsanbringelser i ledige døgnpladser, eller institutionslignende ophold i hjemmet med punkthjælp på faste tidspunkter til at komme op af sengen, på toilettet, madlavning og så videre.

Der er både handicappolitiske, erhvervspolitiske og arbejdsmarkedspolitiske udfordringer i spil, hvis kommunernes pressede økonomi får lov til at lægge verdens bedste kompensationsordning i ruiner. Men aben lander kun ét sted: i skødet på de svært handicappede borgere, som ikke får mulighed for at leve en ligeværdig og selvstændig tilværelse, men stavnsbindes hjemme eller tvinges på døgninstitution.

Derfor opfordrer vi det meget brede politiske flertal, som stod bag forespørgslen F43 og den efterfølgende vedtagelsestekst, om at stå ved ånden i vedtagelsesteksten og ”værne om servicelovens hjælperordninger.” Det kræver en langsigtet, målrettet og øremærket genopretningsindsats.

Giv bemyndigelse til en bekendtgørelse
Det er ikke fikset med et hyrdebrev eller to. I dag kan kommunerne presse ordningerne, fordi reglerne er uklare og i alt for høj grad hviler på fortolkninger og et upræcist og ikke bindende vejledningsmateriale. Kun udmålingen af tilskuddet er i dag fastsat i en bekendtgørelse. 

Skal vi sikre ordningen, har vi brug for, at ministeren får hjemmel til at udstede en langt mere præcis bekendtgørelse

Pia Allerslev, Torben K. Hollmann, m.fl.
Se faktaboks

Skal vi sikre ordningen, har vi brug for, at ministeren får hjemmel til at udstede en langt mere præcis bekendtgørelse, som præciserer målgruppen, udstikker klare og præcise retningslinjer for, brugen af rådighedstimer, hjælpernes muligheder for at assistere med dagligdags sundhedsydelser, varslingsordningens gyldighed ved hospitalsindlæggelser, hvilken arbejdsmarkedsoverenskomst hjælperne kan forvente, hvilket grundlag borgeren får til at vælge hjælp hos forening eller virksomhed til arbejdsgiverdelen med videre.

Samtidig må det politisk sikres, at den eksisterende udmålingsbekendtgørelse efterleves, så borgerne kan få deres BPA-ordninger administreret, at virksomhederne får fair rammevilkår og hjælperne anstændige ansættelsesvilkår, så mennesker med handicap ikke bliver den evige sorteper i den stadig skærpede konkurrence om arbejdskraft og kommunal jagt på besparelser.

Endelig er det helt afgørende, at den igangværende evaluering af handicapområdet resulterer i en finansierings- og visitationsreform, som fjerner kommunernes eneret på visitation og fjerner kommunernes økonomiske uvilje mod hjælperordningerne. Det opnår vi kun, gennem en mere solidarisk finansiering, som sikrer, at de økonomiske incitamenter og visitationen understøtter de fagligt rigtige beslutninger.

Bekræft aftalen i ord og handling
Den 16. marts samles interessenterne på området: politikere, embedsfolk, brugere og brugerorganisationer, faglige organisationer, brancheforeninger og virksomheder til konference i Landstingssalen om lige netop hjælperordningerne.

Her får alle – og ikke mindst det politiske flertal bag vedtagelsesteksten F43 en enestående chance for at bekræfte, at de mente det, og at de har til hensigt at leve op til de løfter, der blev givet under F43. For de mennesker, det handler om, er der ikke brug for mere snak. En velfungerende hjælperordning udgør forskellen på, om man har et liv eller ikke har et liv.

Derfor har vi brug for konkret handling nu.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00