Debat

Patient: Psykiatrien er på afgrundens rand

KRONIK: Når jeg læser min journal, bliver jeg vred, frustreret og ked af det. Gang på gang sidder jeg tilbage med en knude i maven, fordi jeg i journalens ordlyd føler mig reduceret til en ting, skriver psykiatripatienten Stefani Mine Schubert.

"Den offentlige sektor gør mange borgere, patienter og ansatte syge, selvom hensigten var det modsatte," skriver Stefani Mine Schubert.
"Den offentlige sektor gør mange borgere, patienter og ansatte syge, selvom hensigten var det modsatte," skriver Stefani Mine Schubert.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stefani Mine Schubert
Patient i psykiatrien 

Psykiatrien i Danmark er presset. Det er der vist efterhånden ingen, der kan være i tvivl om. Den er meget presset.

Denne tekst er baseret på mine personlige erfaringer som tilbagevendende patient på en psykiatrisk afdeling og de mange indlæggelser, jeg har bag mig. Kendetegnende for det, som jeg møder som patient på en psykiatrisk afdeling er, at de ansatte har rygende travlt.

Jeg har ofte tænkt, at hvis jeg var i deres sted og havde så travlt, som de har, så ville jeg gå hjem fra arbejde med ondt i maven og dårlig samvittighed hver eneste dag. De ansatte har ikke mulighed for at give nok tid og opmærksomhed til de indlagte, selvom det ved, at det er det, der er brug for. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Fra min side som patient føles det meget ofte sådan her: 

Jeg kommer ind på afdelingen. Det har som regel været under opsejling længe, hvor jeg tiltagende har følt, at det er blevet mere og mere uholdbart for mig at være derhjemme.

Efter mine selvmordsforsøg fik jeg desværre ikke nogen videre brugbar hjælp til at håndtere de tanker og følelser, der skubbede mig ud over kanten og ned i afgrunden.

Stefani Mine Schubert
Patient i psykiatrien 

Allerhelst undgår jeg dog det psykiatriske system. For efter mere end 15 år med tilknytning til det psykiatriske system, sidder jeg tilbage med en følelse af at have være udsat for utallige svigt. 

Og jeg ér blevet svigtet, selvom jeg aldrig nogensinde vil få nogen af de involverede personer igennem årene til at indrømme det. Jeg er blevet svigtet af dem på tidspunkter, hvor jeg havde allermest brug for at blive mødt med åbenhed, nærvær, omsorg, tid og faglig nysgerrighed.

Nogle dage hader jeg dem nærmest, mens jeg andre dage synes, det er synd for dem. Jeg skriver "dem", fordi jeg som udgangspunkt egentlig ikke rigtig har noget at udsætte på nogle enkeltpersoner. 

Men på trods af de mange svigt er min oplevelse, at langt de fleste ansatte i det psykiatriske ønsker at gøre en positiv forskel for deres patienter. De ønsker virkelig at hjælpe de mennesker, der kommer til dem og har brug for hjælp.

Patienter skal passe ind i snævre kasser 
Problemet er, at alle psykiatriske patienter er forskellige.

Og den konstante nedskæring af de tilgængelige ressourcer i både behandlingspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri, som egentlig skulle samle op efter endt indlæggelse, har gjort, at tiden ikke er til forskellighed.

Som patient skal man helst passe ind i en relativt snæver kasse. Vi skal helst ligne hinanden, når det kommer til adfærd, symptomer og behandlingsbehov. Det er sådan, systemet bedst kan finde ud af det.

For de manglende ressourcer har skabt en psykiatri, hvor der ikke er tid til at være anderledes på hverken den ene eller den anden måde. Det er på en måde symptomatisk for store dele af det danske sundheds- og velfærdssystem.

Menneskeligheden går tabt, når hovedfokus ligger på regneark, omfattende registreringer og alt for lave budgetter. Det reducerer patienter og borgere til et nummer med diagnosekoder, og derfor bliver vi ikke i tilstrækkelig grad set som de hele mennesker, vi er.

Jeg kan naturligvis kun tale om de følelser, jeg har selv oplevet som patient og borger i samfundet. For jeg kan af gode grunde ikke vide, hvordan det føles for hver enkelt af de tusinde andre som mig, der har en historik i de offentlige systemer.

Vi er alle individer med hver vores unikke historie og måde at opleve verden på.

Fejlbehæftet journal
Jeg er med årene begyndt at læse min journal ved enhver form for kontakt med sundhedsvæsnet, hvor jeg kan logge ind på sundhed.dk. Jeg begyndte at læse min journal, fordi jeg opdagede, at der gang på gang var fejl i den. 

I min journal har jeg kunne læse konklusioner, som er baseret på subjektive forforståelser og manglende viden. Der er konklusioner, som tydeligt viser, at der ikke har været den nødvendige tid til at forstå mig og årsagen til min kontakt med systemet.

Jeg vil simpelthen vide, hvilke fejl der bliver noteret. For jeg har oplevet, at jeg igennem mere end et årti er blevet fejlbehandlet på grund af fejltolkninger og konklusioner, der er baseret på subjektive holdninger til mig og mine handlemåder, reaktionsmønstre og udtalelser.

I den slags situationer havde det ønskværdigt, hvis man havde holdt sig til det objektive og havde været mere åben overfor mulige årsager til mine udfordringer. I stedet har jeg oplevet, at man meget hurtigt har låst sig fast på en bestemt holdning til, hvorfor jeg har haft det, som jeg har haft det. 

Forråelse i psykiatrien 
Når jeg læser min journal bliver jeg vred, frustreret og ked af det.

Gang på gang sidder jeg tilbage med en knude i maven, fordi jeg i journalens ordlyd føler mig reduceret til en ting. Jeg føler, at jeg bliver umenneskeliggjort, og gang på gang står jeg tilbage med en oplevelse af at blive latterliggjort og mistænkeliggjort. 

Knuden i maven er min reaktion på den forråelse, jeg oplever i sundhedsvæsenet og især i det psykiatriske system, hvor størstedelen af min journal er forfattet. Den næste følelse, der meget hurtigt følger efter vreden og frustrationen, er afmagt og dernæst en følelses af afvisning på baggrund af frygt.

Jeg føler mig afmægtig, for uanset hvor umage jeg gør mig for at være på den "rigtige" måde, så de måske endelig forstår og ser mig som den, jeg rigtig er med alt, hvad det indebærer, så lykkes det aldrig.

Jeg kan simpelthen ikke knække koden. Dernæst kommer frygten rullende indover mig. For jeg ved godt, at jeg har brug for behandling, så jeg kan få styr på de kampe, mit sind udkæmper hvert eneste sekund døgnet rundt.

Men jeg er bange for kontakten til det system, som besidder nøglen til den skatkiste, hvor behandlingen bliver skarpt bevogtet. Men skatten er kun tilgængelig for dem, der formår at være på den "rigtige" måde.

Jeg er bange for kontakten, fordi jeg har en meget lang journal, der vil forfølge mig resten af mine dage. Når jeg har været i kontakt med psykiatrien, er jeg heldig, hvis den ikke indeholder graverende fejl.

For efter langt de fleste kontakter tegner den et billede af mig, som jeg overhovedet ikke kan genkende. 

Mangler viden om autimse 
Jeg er autist. Det har jeg jo i sagens natur været hele mit liv. Men i psykiatrien har jeg kun været autist siden 2016, hvor jeg blev 32.

Psykiatrien ved meget lidt om autisme. Hvis man er heldig, finder de ud af, at man er autist, og hvis man er uheldig, får man diverse forskellige diagnoser, som måske kan ligne autismen lidt i udtrykket, men som alligevel ikke rammer helt. Jeg har prøvet begge dele.

Alle de fejltolkninger, der er noteret i min journal gennem årene, står der stadig. Og lidt for ofte bliver fejltolkningerne udlagt som om, at de er endegyldige sandheder.

I et samfund, hvor der ikke er ressourcer nok til at tage udgangspunkt i det menneske, man har foran sig ved hjælp af nærvær, omsorg og dialog, så bliver mange ansatte trængt op i en krog.

De er presset på tid, fordi de har en alt for tung arbejdsbyrde at løfte hver dag. Og derfor bliver journalen læst, for det går nu alligevel meget hurtigere end at tale med den person, som man faktisk gerne vil hjælpe.

At være autist indebærer meget ofte, at der opstår mange misforståelser i kommunikationen. Jeg fremstår generelt meget velformuleret og uden sproglige vanskeligheder, på trods af at jeg har rigtig mange kommunikationsproblemer.

Gang på gang forstår jeg ikke, hvad ikke-autistiske mennesker siger til mig. Jeg har af bitter skade lært, at jeg misforstår rigtig meget, så jeg er på overarbejde i kontakten med andre mennesker.

Jeg ved, at jeg misforstår meget, og at jeg derfor skal gøre mig meget umage i kommunikationen med min omverden. Desværre ved min omverden ikke, at de ofte misforstår mig, og at de derfor skal være særligt omhyggelige med at sikre sig, at de forstår mig, og at jeg forstår dem.

Jeg er mester i at maskere og camouflere. Desuden er vi autister jo ikke ligefrem kendte for at have en mimik og et kropssprog, der passer sammen med de ting, vi siger.

Jeg kan sidde foran en læge og en sygeplejerske og være fuldstændig overtaget af de selvmordstanker, der har fulgt mig det meste af mit liv, og jeg kan også ofte sidde og fortælle dem nøjagtig, hvordan jeg har tænkt mig at forsøge at begå selvmord, hvis jeg ikke formår at vende skuden meget snart og få styr på de meget plagsomme tanker, der har ført mig ud til kanten, hvor står og stirrer ned i afgrunden.

I min journal kan jeg så efterfølgende læse noget i stil med, at jeg ikke fremstår forpint, at de ikke vurderer, at jeg har selvmordplaner, at jeg er affektstabil, at min stemning er neutral, og at der ikke er en forhøjet risiko for selvmord.

De er simpelthen ikke i stand til at aflæse mig ud fra mit kropssprog, hvilket de vant til, at de med nogenlunde sikkerhed kan med deres patienter. Og så har vi problemet. Jeg kommer til at fremstå utroværdig og som om, jeg overdriver.

Systemet gør folk syge 
Jeg har desværre forsøgt selvmord en del gange. Jeg har bedt om hjælp, inden jeg havde mine selvmordsforsøg. Men desværre fik jeg ikke den hjælp, som jeg havde behov for.

Efter mine selvmordsforsøg fik jeg desværre ikke nogen videre brugbar hjælp til at håndtere de tanker og følelser, der skubbede mig ud over kanten og ned i afgrunden.

Jeg kender mest til oplevelserne med systemet i autistiske kredse, for det er her, jeg har min største sociale kontaktflade. Det foregår i onlinegrupper, hvor vi fra vores respektive boliger kan opsøge et fællesskab uden at skulle bevæge os ud i den verden, der i mange tilfælde er meget forvirrende og overvældende.

Her er vi på hjemmebane, og her føler rigtig mange af os for en sjælden gangs skyld, at vi er "normale". I autistiske kredse er mine oplevelser med systemet ikke unikke. Langt fra. Mine oplevelser er faktisk ganske almindelige.

I Danmark har vi et offentligt sundhedsvæsen, som vi alle bidrager til med vores skattepenge. I Danmark har vi et offentligt sundhedsvæsen, som er tiltænkt alle landets indbyggere. I Danmark har vi et sundhedsvæsen, som ikke har ressourcerne til at tage sig af os, der ikke falder indenfor det såkaldte normalitetsbegreb.

I Danmark har vi også et sundhedsvæsen, som har en masse dedikerede medarbejdere, som hver dag gør deres bedste for at yde en god behandling. Det gør de på trods af nogle vilkår, der er så dårlige, at det ofte er umuligt at yde den behandling, som, man som sundhedsprofessionel ved, lever op til en tilstrækkelig god faglig standard og som er den bedste for patienten.

I Danmark har vi rigtig mange medarbejdere i den offentlige sektor, inklusiv sundhedsvæsenet, som bliver syge af de vilkår, de skal forsøge at hjælpe borgere og patienter under.

For de ved godt, at de ofte ikke kan give den hjælp og behandling, der reelt er brug for, og at det derfor meget ofte bliver brandslukning, som lindrer lidt men. Men i længden gør behandlingen ikke den store forskel.

I Danmark har vi en offentlig sektor, som vi gerne vil være stolte af og have tillid til. Men den offentlige sektor gør mange borgere, patienter og ansatte syge, selvom hensigten var det modsatte.

Så hvad har vi i virkeligheden i Danmark?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00