Debat

Professor: Børn gøres hjemløse, når vi nægter dem adgang til krisecentre

Vi må droppe den naive forestilling om, at forældre altid vil deres børn det bedste og sikre alle børn under 18 ubetinget ret til ophold på et krisecenter, skriver Hanne Warming.

Tænk, hvis lovgivning var sådan, at den samlever, som en kvinde, der søger ind på et krisecenter, flygter fra, skulle give tilladelse til, at hun kan få ophold! Det giver bare ikke mening, skriver Hanne Warming.
Tænk, hvis lovgivning var sådan, at den samlever, som en kvinde, der søger ind på et krisecenter, flygter fra, skulle give tilladelse til, at hun kan få ophold! Det giver bare ikke mening, skriver Hanne Warming.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Hanne Warming
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse dage kan man se Mette Korsgaards dokumentarfilm 'De Umyndige' i udvalgte biografer. Den viser, med børnenes perspektiv, nogle af de problemstillinger, som børnefaglige har forsøgt at råbe op om i årevis.

Skal børn og unge under 18 have ret til at komme på krisecenter? Svaret burde give sig selv – ikke mindst i lyset af, at der rent faktisk findes et sådan tilbud – men det gør det åbenbart ikke for de danske politikere. I hvert fald er det ikke en rettighed, børn har i dag.

Tværtimod har et bredt spekter af politikere været tilbageholdende med at give dem den ret.

Det, politikerne kunne strække sig til, har hidtil været at tillade, at unge mellem 14 og 17 kunne få ophold på krisecenter i op til maksimum syv dage, hvilket netop er blevet udvidet til 14 dage, og som noget nyt må børnene uden forældretilsagn være der i 48 timer uden forældresamtykke, men hvad så derefter?

Langt fra nok

Det nye tiltag er et supervigtigt skridt, men slet ikke nok. 48 timer er jo ikke lang tid, hvis der skal findes en holdbar løsning for barnet. Vil forældrene ikke give tilsagn, eller er de umulige at få fat på, må et børne-/ungekrisecenter ikke fortsætte med at tilbyde den unge en seng at sove i.

Det er ikke småtingsafdelingen af børn-forældrekonflikter, vi snakker om

Hanne Warming
Professor, RUC

Netop forældre til unge, der har brug for ophold, kan være tilbageholdende med at give tilladelse, eksempelvis forældre, der udøver stærk social kontrol eller vold mod deres børn.

Ligeledes kan forældrene i nogle tilfælde være næsten umulige at få fat på, hvis de er stærkt alkohol- eller stofpåvirket, eller har psykiske lidelser.

Det absurde i kravet om forældresamtykke fremstår i et tydeligt lys, hvis vi laver et lille tankeeksperiment, og bytter ’unge’ ud med ’kvinder’.

Tænk, hvis lovgivning var sådan, at den samlever, som en kvinde, der søger ind på et krisecenter, flygter fra, skulle give tilladelse til, at hun kan få ophold! Det giver bare ikke mening.

I strid med konventionerne

Når det umiddelbart ikke virker helt så absurd, når det handler om børn og unge under 18 år – eller måske endda som det mest naturlige, at forældre eller andre, der har omsorgsforpligtelsen for børnene, skal spørges, skyldes det for det første et naivt og idylliserende forældresyn, der antager, at forældre altid gør og vil deres børn det bedste. 

For det andet et forældet og diskriminerende børnesyn: Et børnesyn, der giver forældrene ejerskab til deres børn, og som legitimerer voksnes dominans over børn og forstår børn som nogle, der ikke ved deres eget bedste.

Men ved børn altid deres eget bedste? Nej, det gør de helt sikkert ikke – det er der nemlig ingen mennesker, der gør.

Læs også

Det er dog primært i forhold til børn, at vi bruger den begrundelse for ikke at lytte til deres råb om hjælp: For ikke at give dem ret til ophold på krisecenter, for ikke at tage deres henvendelse til de sociale myndigheder alvorligt, og for ikke at inddrage dem reelt og give dem en stemme, når kommunen vurderer, at der er brug for en indsats.

Det er et kæmpe svigt over for børnene – og i strid med FN's børnekonvention, som både understreger børns ret til indflydelse på forhold, der vedrører dem selv, og deres ret til omsorg. Ved ovenstående praksis svigter vi begge dele og efterlader disse børn til at klare sig selv.

Hjemløshed

Endnu værre står det til for børn under 14 år. Disse må nemlig slet ikke tilbydes en seng at sove i, forældre tilsagn eller ej, heller ikke hvis de for eksempel flygter fra vold og overgreb i hjemmet, eller lever på gaden.

Efter rådgivningen, lidt omsorg og et måltid mad, må børnene tilbage på gaden

Hanne Warming
Professor, RUC

Der kan dog stadig tilbydes rådgivning og tag over hovedet i forbindelse med rådgivningen til alle børn uanset alder og forældretilsagn, men altså ingen seng at sove i. Efter rådgivningen (som godt kan vare natten over), lidt omsorg og et måltid mad, må børnene derfor tilbage på gaden eller hjem til de forældre eller det anbringelsessted, som de er flygtet fra.

En tredjedel af de børn og unge, der søger rådgivning hos Joannahuset – Danmarks første krisecenter for børn og unge under 18 år – lever i en form for hjemløshed.

Det gør de, fordi de oplever deres hjem – hos forældre eller et anbringelsessted – som så utrygt, at de foretrækker hjemløsheden, eller mere præcist formuleret ikke ser anden mulighed end at flygte og så hutle sig bedst muligt igennem.

Fanget i hjemmet

Det er altså ikke småtingsafdelingen af børn-forældrekonflikter, vi snakker om. Fra forskning på feltet ved vi, at der er endnu flere børn, der bliver i deres hjem til trods for, at det slet ikke er trygt og hensigtsmæssigt for dem. De kan bare ikke se andre muligheder.

Vi ved også, at det skader deres livsmuligheder på sigt. Nogle af dem har forsøgt at råbe myndighederne op men oplever at støde mod en mur: At tale for døve øre, eller at der er blevet iværksat tiltag, som ikke matcher deres behov og situation.

Læs også

At lytte til børn og unge, når de beder om hjælp, og at inddrage dem i beslutninger vedrørende deres eget liv, er ikke bare en pligt for alle myndigheder men også helt afgørende for at finde de rigtige løsninger, der kan fremme børnenes trivsel og udvikling.

I Joannahuset tilbydes børnene og de unge støtte til dialogen med kommunen i form af bisidning og rettighedsbaseret rådgivning. Dette har nogle sagsbehandlere oplevet som utidig indblanding og konfliktskabende.

Der er behov for en lovændring, der giver alle børn under 18 ubetinget ret til ophold på krisecenter

Hanne Warming
Professor, RUC

Spørgsmålet er imidlertid om denne oplevelse ikke stammer fra, at det kan være ubehageligt og ubelejligt at blive konfronteret med, at en beslutning eller løsning, som man måske tænkte var den rigtige/eller praktisk mulige, slet ikke fungerer for barnet, eller at man ikke (helt) har levet op til lovkravet om at informere barnet om dets rettigheder, samt inddrage barnets perspektiv – viden, ønsker og bekymringer – som betydningsfuldt i beslutningen.

Andre sagsbehandlere – heldigvis flere og flere – er imødekommende og værdsætter den brobyggende udstrakte hånd, som Joannahuset med bisidningen og den rettighedsbaserede rådgivning tilbyder.

Det kan hjælpe i sager, der er gået mere eller mindre i hårdknude, og det kan hjælpe med at synliggøre ellers usynlige behov for (anderledes) støtte og hjælp til barnet. Begge dele er vigtigt, for børnenes trivsel nu og i fremtiden, og dermed også i et samfundsøkonomisk perspektiv.

Behov for en lovændring

Det understreger behovet for en lovændring, der giver alle børn under 18 ubetinget ret til ophold på krisecenter – væk med kravet om forældretilsagn.

Derudover understreger det betydningen af at forsætte og yderligere kvalificere den allerede igangværende udviklingsproces i mange kommuners og anbringelsessteders praksis mod at blive bedre til at lytte til og tage børne og de unge alvorligt. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hanne Warming

Professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC
cand.scient.soc (Københavns Uni.), ph.d, samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi (RUC)

0:000:00