Professor: De frivillige skal ikke blot hjælpe til, men udvikle ældresektoren

Samspil mellem det offentlige og de frivillige

Gennem tiden har der været mange i den frivillige sektor, der har været skeptiske overfor at gøre frivillige indsatser til en integreret del af den offentlige indsats.

Mange er således bange for at den offentlige sektor vil skubbe en del af sit sociale ansvar over på de frivillige kræfter og tvinge dem ind under det statslige åg, så frivillighed mister sin uafhængighed og karakter af kritisk korrektiv.

Det er fint med lidt sund skepsis, men jeg tror ikke, at der er så meget at være bange for. De frivillige bidrager mest af alt med lidt ekstra flødeskum, der lægges oven på medarbejdernes kerneindsats.

Der mangler kompetencer indenfor frivilligledelse i den offentlige sektor. Det er en myte, at frivillige ikke kan eller vil ledes

Jacob Torfing
Professor, Roskilde Universitet

Deres indsats kan ikke sådan gå ind og erstatte den offentlige sektors indsats og ansvar. For eksempel er de frivillige knap så aktive i kolonihavesæsonen fra maj til oktober, hvor mange hellere vil slikke sol og lave andre aktiviteter.

Desuden er mange frivillige nuværende eller tidligere offentlig ansatte, som ikke har problemer med at arbejde side om side med uddannet personale, og der er ofte gode muligheder for at bevare en høj grad af selv-styring ved at have frivillige tovholdere.

Endelig er det sjældent, at den offentlige sektor er afvisende overfor frivillige organisationers forslag til nye initiativer, som ofte kan kvalificeres yderligere gennem samarbejde med offentlige medarbejdere.

I den verden, vi lever i, kan ingen enkeltstående aktør alene løse de problemer, vi står over for.

Tre vigtige udfordringer

Når det er sagt, må vi ikke glemme, at civilsamfundets øgede bidrag på ældreområdet rummer en række udfordringer. Lad mig bare nævne tre af de vigtigste:

1. For det første er det vigtigt ikke at lave en arbejdsdeling, der går på, at det ansatte personale kun skal lave alt det trælse pleje- og sundhedsfremmende arbejde, og de frivillige skal lave det sjove og hyggelige med at snakke med og drage omsorg for de ældre. Personalets indsats på det sidstnævnte område skal ikke fortrænges. Deres tætte personlige kontakt med de ældre er en forudsætning for løsningen af deres andre opgaver.
2. For det andet er det nødvendigt at sikre ligebehandling af brugerne, så alle får glæde af den ekstra ressource, som de frivillige kommer med. Udfordringen er her, at frivillige, som er drevet af lyst fremfor pligt, måske hellere vil hjælpe nogen brugere frem for andre.

   Der er et uudnyttet innovationspotentiale i at mobilisere de frivilliges erfaringer og ideer

   Jacob Torfing
   Professor, Roskilde Universitet

3. For det tredje mangler der nogle kompetencer indenfor frivilligledelse i den offentlige sektor. Det er en myte, at frivillige hverken kan eller vil ledes, og ledelsesopgaven falder ofte på medarbejdere, som skal udøve frivilligledelse ved at rekruttere, motivere, coache og sparre med de frivillige.

Det kræver opbygning af ledelseskompetencer hos de medarbejdere, der skal træde i karakter som frivilligledere.

Potentiale for innovation

Regeringen skal have ros for endelig at have åbnet sine øjne for den frivillige sektors bidrag til at gøre velfærdssamfundet bæredygtigt.

Bidraget har dog mest karakter samproduktion, hvor frivillige tilbyder at være med til at udføre på forhånd definerede opgaver.

De frivillige og pårørende kan dog sagtens spille en endnu større rolle ved også at bidrage til samskabelse af nye og innovative indsatser.

Det kræver, at de ikke kun betragtes som arbejdskraft men også som partnere i udviklingen af ældresektoren.

De frivillige skal inviteres ind i arenaer, hvor de sammen med andre offentlige og private partere kan være med til at identificere og definere problemer og udvikle og afprøve nye løsninger, der bryder med vanetænkningen.

Der er et uudnyttet innovationspotentiale i at mobilisere de frivilliges erfaringer og ideer. Lad os få mere fokus på det.