Debat

R om stoffer i København: Vi har taget første skridt. Nu skal Moderaterne holde deres valgløfte

Statsminister Mette Frederiksen svigter dem, hun påstår at ville hjælpe, når Socialdemokratiet på Christiansborg er imod at afkriminalisere hårde stoffer. Men Moderaterne har før og efter valget givet et løfte, som de nu må leve op til, skriver Katrine Kildgaard (R).

Lars Løkkes parti har både før og efter valget lovet at afkriminalisere de hårde stoffer. Det løfte skal nu indfries, skriver Katrine Kildgaard (R).
Lars Løkkes parti har både før og efter valget lovet at afkriminalisere de hårde stoffer. Det løfte skal nu indfries, skriver Katrine Kildgaard (R).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Katrine Kildgaard Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

2. februar stemte et bredt flertal i Borgerrepræsentationen ja til, at stofbrugere skal hjælpes – ikke straffes. Det er et stærkt signal til regeringen om, at vi har brug for et paradigmeskifte i narkotikapolitikken.

Kun Konservative kunne ikke se sig selv i forslaget. De argumenterer med mavefornemmelser om, at straf altid virker, og at en afkriminalisering vil sende forkerte signaler.

Det er da også fristende at lade sig opsluge af frygten for forandring. Men hvis vi kigger på resultaterne fra Portugal, så viser de, at afkriminalisering har ført til færre stofbrugere og færre overdosisdødsfald. De er gået fra at have massive problemer med narkotika til at have færre stofbrugere og færre overdosisdødsfald end i Danmark.

Vi står i den absurde situation, at vi i flere årtier har accepteret, at mellem 200 og 300 mennesker hvert år har mistet livet til en overdosis. Det tal har ligget højt og stabilt siden 90’erne. Det hører ikke hjemme i et land som Danmark, men vi har bare kigget stiltiende til. Tiden er kommet til at gøre noget andet.

Debatserie

Skal København give grønt lys til hårde stoffer?

Inspireret af erfaringer fra udlandet, ønsker et politisk flertal i Borgerrepræsentationen at gøre København til en forsøgsby ved at afkriminalisere besiddelsen af hårde stoffer til eget forbrug. 

Men er det den rigtige vej at gå? 

Det spørgsmål sender Altinget Hovedstaden videre i en ny debat, hvor politikere, fagpersoner, sociale aktører og lokale stemmer vil give deres syn på, om dette paradigmeskift i narkotikapolitikken er, hvad København har brug for.

Ønsker du at bidrage til debatten?

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere. Du kan sende din henvendelse til [email protected].

 

Massiv mistillid i stofmiljøet

Ved afkriminalisering sætter man grænser for, hvornår det stof du har på dig er til eget forbrug.

Hvis du bliver taget med stoffer på dig, som er under grænseværdien, så skal du ikke ind og sidde eller betale en bøde, men derimod møde op i en kommission, hvor der for eksempel er en psykiater og en socialarbejder, som vil tilbyde dig hjælp til at komme ud af dit forbrug. På den måde sikrer afkriminalisering af hårde stoffer en værdig behandling af stofbrugere. De skal ikke ses som kriminelle, men mennesker der kan have brug for hjælp.

Kriminaliseringen af hårde stoffer skubber udsatte væk fra den hjælpende hånd. I stofmiljøer er der en massiv mistillid til det system, der ellers skulle være til for at hjælpe. Afkriminalisering fjerner afstanden mellem bruger og system. Den fjerner den stigmatisering som stofbrugere lever under i dag, fordi stofbrug bliver set som et socialt problem frem for en sag for politi og domstole. 

Portugal blev ikke et narkomekka

Men hvad med de unge? Og hvad med signalværdien, spørger Konservative.

I Portugal er antallet af unge stofbrugere også faldet efter afkriminalisering, og modsat hvad nogle frygtede, er folk ikke valfartet til Portugal for at bruge stoffer. Så der er altså intet, der taler for, at København vil flyde over med stofbrugere.

Læs også

Derudover hviler antagelsen på en falsk præmis. Hvis kriminalisering og straf virkelig virkede, så burde vi have set et fald i forbruget siden 2004, hvor man begyndte den benhårde forbudspolitik, men der er sket præcis det modsatte. Aldrig før har flere brugt stoffer, og aldrig har de været mere tilgængelige end nu.

Flere unge prøver stoffer, og det afholder dem ikke, at de er kriminaliserede. Jeg vil være mere tryg ved, at de ved, at det er en hjælpende hånd og ikke en plet på straffeattesten, der møder dem. Det skal blive aftabuiseret at række ud efter hjælp.

Det er også derfor den konservative norske statsminister Erna Solerg kaldte afkriminalisering for “den vigtigste sociale reform”. Desværre faldt afkriminalisering i Stortinget efter valget, men Oslo og Trondheim er i gang med at afkriminalisere.

Holder Moderaterne deres løfte?

Ingen drømmer om at bliver afhængige af stoffer, men der er et kæmpe mørketal af folk, der bruger stoffer til at selvmedicinere, fordi de aldrig har fået hjælp i psykiatrien. Ved at skifte fra en gammeldags tanke om straf til hjælp kan vi nå denne målgruppe, så de kan blive udredt og sikret den rigtige hjælp.

Lige nu svigter statsministeren dem, som hun påstår at ville hjælpe

Katrine Kildgaard (R)
Medlem af Borgerrepræsentationen, København

Afkriminalisering er ikke kuren alene, det skal ses i sammenhæng med massive forebyggende og behandlende indsatser. Vi skal fortsat have stofindtagelsesrum, lægeordineret heroin og metadonbehandling, men sikre at flere får modet til at række ud efter den hjælp frem for at frygte systemet.

Jeg har stærke forhåbninger til, at regeringen giver os grønt lys. Statsminister Mette Frederiksen (S) efterlyste en værdig socialpolitik i sin nytårstale, og intet er mere værdigt end at hjælpe stofbrugere frem for at straffe dem.

Men lige nu svigter statsministeren dem, som hun påstår at ville hjælpe, når hendes parti er imod at afkriminalisere hårde stoffer. Jeg håber, at hun vil ændre mening og stå ved sit ord om at hjælpe de mest udsatte.

Derudover sætter jeg min lid til, at Moderaterne holder deres løfte og sørger for, at afkriminalisering bliver til virkelighed. Det har de lovet både før og efter valget.

Vi starter gerne i København, før vi ruller det ud i hele landet. 

------------

Ønsker du at bidrage til debatten?

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere. Du kan sende din henvendelse til [email protected].

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katrine Kildgaard Nielsen

Medlem af Borgerrepræsentationen (R), Københavns Kommune
stud.scient.pol. (Københavns Uni.)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00