K-kandidat: Minimumsnormeringer skader demokratiet

Af Nikolaj Bøgh
Rådmand og konservativ folketingskandidat på Frederiksberg

For nylig var der demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutionerne mange steder i landet.

Kraftigt inspireret af BUPL, pædagogernes fagforening, krævede masser af håbefulde forældre et landsdækkende mindsteantal voksne per barn i vuggestuer og børnehaver.

Umiddelbart et sympatisk og meget forståeligt ønske, men adressen var desværre helt forkert.

En falsk påstand
For det er og bliver kommunernes opgave at bestemme, hvor mange pædagoger der skal være i daginstitutionerne, ligesom det er kommunernes opgave at prioritere andre dele af den nære borgerservice såsom skoler, ældrepleje med mere.

Hver gang Christiansborg blander sig i den kommunale prioritering, skærer man en lille luns af det kommunale selvstyre og efterlader i større og større grad kommunalpolitikerne som administratorer af beslutninger, der er truffet centralt.

Hver gang Christiansborg blander sig i den kommunale prioritering, skærer man en lille luns af det kommunale selvstyre og efterlader i større og større grad kommunalpolitikerne som administratorer af beslutninger, der er truffet centralt.

Nikolaj Bøgh
Rådmand og konservativ folketingskandidat på Frederiksberg

”Så kan kommunerne da bare beslutte en endnu bedre normering end den fælles minimumsnormering,” bliver indvendingen så.

Men det er en falsk påstand, for ingen kommuner i landet ligger i dag på BUPL's minimumsnormeringer, og det bliver dyrt for mange af dem at komme derop.

Derfor bliver minimumsnormeringer hurtigt til maksimumsnormeringer − eller rettere sagt bliver ”minimumsnormeringen” til den faktiske normering i alle landets daginstitutioner. Henholdsvis tre vuggestuebørn og seks børnehavebørn per voksen.

Lokale ved, hvor skoen trykker
At kræve landsdækkende minimumsnormeringer er med andre ord ensbetydende med at bede Christiansborg om at tage endnu en central kommunalpolitisk opgave væk fra kommunerne og gøre den til et landspolitisk spørgsmål.

Det er meget uheldigt for det samlede demokratiske system i Danmark, for det slører billedet af, hvilke kompetencer kommunalpolitikerne i virkeligheden har, og hvad forskellen egentlig er på at stemme på det ene eller det andet parti i den enkelte kommune.

Det trækker beslutningerne længere væk fra den enkelte borger, selvom det netop er lokalt, man ved, hvor skoen trykker og har forudsætningerne for at foretage den nødvendige prioritering mellem forskellige typer af borgerservice – afhængig af de lokale ønsker og det lokale behov.

Det er ikke nogen god demokratisk udvikling, og det kunne være godt, hvis vi kunne benytte det kommende folketingsvalg til at udvise respekt for det kommunale selvstyre og for arbejdsdelingen mellem kommuner og folketing, som netop giver mulighed for, at beslutningerne kan træffes så tæt på borgerne som muligt.

Lad kommunalpolitikerne have lov til at være kommunalpolitikere, mens landspolitikerne til gengæld meget gerne må holde op med at være det.

Når Christiansborg blander sig
Det er ofte ikke svært for forskellige interessegrupper at ”overtale” landspolitikere til at forsøge at blande sig i den kommunale service og afsætte penge, der er øremærket til helt bestemte formål inden for ældrepleje, daginstitutioner, folkeskoleområdet eller andre dele af den nære borgerservice.

For det er netop den velfærd, der administreres af kommunerne, som er mest synlig for borgerne og derfor afføder glæde og taknemmelighed – når niveauet vel at mærke bliver bedre.

Og det gør det altid, når Christiansborg blander sig.

For som tilfældet er med de eventuelle minimumsnormeringer, så tilføjer man altid ekstra service til det serviceniveau, kommunerne selv har fastlagt.

Man er til gengæld aldrig til stede under de svære budgetforhandlinger, hvor der skal skæres i servicen på grund af de snævre økonomiske rammer for den kommunale service, som de selvsamme landspolitikere har besluttet.

Med andre ord er landspolitikerne der ofte, når der skal deles milde gaver ud, men de er altid væk, når der skal skæres ned og træffes følsomme beslutninger, der går ud over borgerne.