Sådan udhuler regeringens skattereform dagpengene

DOKUMENTATION: Dagpengenes værdi i forhold til lønmodtagernes arbejdsindkomst vil på 10 år blive udhulet med cirka fire procentpoint med regeringens forslag til en skattereform. Se regeringens beregninger her.
Jørgen Skadhede

Det bliver væsentligt dyrere at blive arbejdsløs med regeringens forslag til en skattereform.

Over de næste ti år vil en lønmodtagers indtægtstab ved at gå fra arbejde til dagpenge blive væsentligt større. Dagpengenes værdi vil i gennemsnit blive udhulet med cirka fire procentpoint for både højtlønnede og lavtlønnede.

Det fremgår af et skriftligt svar fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl.

I svaret fra Økonomi- og Indenrigsministeriet kan man se, at dagpengenes såkaldte dækningsgrad for en faglært arbejder i den private sektor vil falde fra 58,4 procent i 2012 til 54,5 procent i 2022 (efter skat).

For en ufaglært i den private sektor vil dækningsgraden falde fra 64,2 procent til 59,7 procent, mens dagpengenes dækning af lønnen vil falde fra 41,3 til 37,6 procent for en akademiker i den private sektor.

Skal give penge til skattelettelser
Regeringen vil med sin skattereform give skattelettelser for 3 milliarder kr. ved at lade overførselsindkomsterne stige mindre end hidtil de næste ti år.

Det skal ske ved, at overførselsindkomster som eksempelvis førtidspension, dagpenge og kontanthjælp for fremtiden skal stige i takt med inflationen i stedet for i takt med lønudviklingen.

Historisk set har lønudviklingen over tid været klart højere end inflationen, selvom det faktisk forholder sig omvendt netop nu, hvor lønmodtagerne i disse år siger ja til historisk magre lønstigninger ved overenskomsterne.

Meget tyder dog på, at denne del af regeringens skattereform slet ikke bliver til noget. Efter at Venstre og Dansk Folkeparti har meldt sig ud af forhandlingerne, tegner Enhedslisten sig til at blive partiet, der skal bære regeringens skattereform igennem Folketinget.

Og Enhedslisten har ét ultimativt krav i forhandlingerne. At den dæmpede regulering af overførselsindkomsterne bliver fjernet fra reformen.    
                 

Dækningsgrader for dagpenge i pct. (nettodækningsgrader)

Kilde: Økonomi- og Indenrigsministeriets egne beregninger efter deres familietypemodel.

0:000:00