Selveje Danmark: Socialøkonomiske virksomheder er også truet af krisen

Af Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

For at undgå, at vi mister det, der ikke må mistes, bruger vi nu milliarder på at holde hånden under det danske samfund. Men der er noget vigtigt, der synes at løbe ud mellem fingrene, for det er desværre ikke alt, vi sikrer med lønkompensation og dækning af faste udgifter.

Vi har i Danmark en række selvejende socialøkonomiske organisationer. Organisationer, der med afsæt i et levende og engageret civilsamfund og styret af deres arbejder med og for nogle af de allermest sårbare grupper i samfundet.

Det handler om de udsatte, om de psykisk syge, om handicappede og om andre grupper af mennesker, der af forskellige årsager allerede står – eller er i risiko for at stå – uden for det fællesskab vi andre tager for givet og er en del af.

Truslen er umiddelbar
En stor gruppe af de organisationer har i det daglige et tæt samarbejde med landets kommuner. Et samarbejde, der typisk forgår i regi af kommunernes jobcentre.

Nu er jobcentrene lukket, og mange af de forløb, der var igangsat, er suspenderet, og ingen nye iværksættes. Men de udsatte, de psykisk syge forsvinder jo ikke af den grund.

Nu er jobcentrene lukket, og mange af de forløb, der var igangsat, er suspenderet, og ingen nye iværksættes. Men de udsatte, de psykisk syge forsvinder jo ikke af den grund.

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Tværtimod har mange af de mennesker i en tid med usikkerhed, knuste rutiner og coronafrygt endnu mere brug for den støtte og hjælp de får, end de havde tidligere. Derfor arbejder mange organisationer også videre – de kan næsten ikke andet.

De fanges nu mellem det at forfølge deres formål og en økonomisk virkelighed, der fjerner forudsætningerne for deres fundament. Man forsøger at sende nogle medarbejdere hjem med lønkompensation, andre forsøger sig med jobdeling, nogen må afskedige medarbejdere, men intet af det kan i længden dække udgifterne.

Og for en formålsdrevet socialøkonomisk organisation, der har anvendt sit overskud til formålet, fremfor at lade egenkapitalen vokse, så er truslen umiddelbar.

Brug for bredere sikkerhedsnet
Derfor spørgsmålet: Har vi som samfund brug for organisationer, der arbejder non-profit med socialt udsatte og psykisk syge? Hvis svaret er nej – jamen, så skal vi bare lade stå til. Men hvis svaret er ja, så skal vi meget hurtigt samles og finde ud af, hvordan det sikkerhedsnet, vi disse uger har spændt ud under erhvervslivet, også kan fange de socialøkonomiske organisationer.

For Selveje Danmark er svaret på spørgsmålet entydigt ja. Det tror jeg egentlig også, det er for regeringen og kommunerne, for hvem de socialøkonomiske organisationer udgør en væsentlig samarbejdspart i forhold til særlige målgrupper. Og de mange mennesker, for hvem vejen til højere livskvalitet er gået gennem en socialøkonomisk organisation, vil sikkert også være enige.

Så lad mig endnu engang foreslå, at der i regi af Beskæftigelsesministeriet eller Social- og Indenrigsministeriet inviteres til en fælles drøftelse af, hvordan vi sikrer, at vi også efter corona-krisen vil opleve socialøkonomiske organisationer, der i samspil med kommunerne løfter en række vigtige samfundsmæssige opgaver.