Debat

SF-medlem: Jeg undrer mig virkelig over mit parti. Er udsigten til ministerbiler blevet vigtigere end børns rettigheder?

SF deltager stadig i regeringsforhandlingerne. Det vidner om pragmatisme frem for ideologi og truer partiets eksistensberettigelse, skriver Ida Ehrenreich. 

Som aktivt medlem har jeg nu i nogen tid siddet undrende og afventende tilbage. For SF slår vel bremsen i? Men hvad jeg må udlede af situationen, er desværre, at grænsen flytter sig længere og længere ud i horisonten, skriver Ida Ehrenreich.
Som aktivt medlem har jeg nu i nogen tid siddet undrende og afventende tilbage. For SF slår vel bremsen i? Men hvad jeg må udlede af situationen, er desværre, at grænsen flytter sig længere og længere ud i horisonten, skriver Ida Ehrenreich. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fremover kan vi ikke regne med SF som de fattige børns beskytter. Det er, hvad vi må udlede af de seneste ugers handling, eller mangel på samme, fra partitoppen.

At Socialdemokraterne ikke vil stemme for deres eget lovforslag om børnetilskud til udsatte, bør nok ikke komme som den største overraskelse. Årsagen til ikke at stemme for eget lovforslag kan der være mange spekulationer om.

Argumentet om, at det ikke er muligt at vedtage en lov, eftersom regeringen lige nu er et forretningsministerium, virker for mig let købt - særligt nu, hvor ministeren selv trækker i land. For mig at se, er eneste troværdige argument, at de ikke kan stemme for et lovforslag, der vil være i komplet modstrid med den politik, der fremadrettet vil føres, hvis man danner regering med blå partier. Hvilket vi må forstå stadig er ønsket. 

Nej, det eneste der burde overraske her, er SF's eklatante modvillighed til at slå bremsen i.

Dårlig dømmekraft

Som aktivt medlem har jeg nu i nogen tid siddet undrende og afventende tilbage. For SF slår vel bremsen i? Men hvad jeg må udlede af situationen, er desværre, at grænsen flytter sig længere og længere ud i horisonten. 

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om partitoppen slet ikke kan se grænsen længere på grund af udsigten til ministerbiler

Ida Ehrenreich, studerende og SF-medlem

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om partitoppen slet ikke kan se grænsen længere på grund af udsigten til ministerbiler.

Hvis SF vil deltage i, eller danne grundlag for en regering bestående af et eller flere blå partier, er min forsigtige fremtidsspådom, at det kan lede til en nedsmeltning af astronomiske dimensioner. En nedsmeltning i en sådan grad, at nogle kærligt vil mindes 2014 som gode og rolige tider.

Den, efter min mening dårlige dømmekraft vi ser lige nu, vidner om, hvor svær balancen er blevet at finde mellem partitoppen og de menige medlemmer i SF.

Socialdemokraternes politik har gennem de seneste år orienteret sig mere mod højre og SF's ønske om at følge i deres spor, har ledt dem i samme retning, og gør det til stadighed sværere at se forskel på de to partier – i hvert fald uden for forhandlingslokalerne.

For det er dét, der har været forklaringen, når SF har indgået politiske aftaler, man ellers aldrig ville sammenkoble med deres ideologiske grundlag. Det har været for at trække udfaldet i den rigtige retning - mere mod venstre forstås.

Læs også

Al tvivl manet til jorden

Hvad der er blevet trukket i den retning, har dog til tider været til at overse.

Men langt hen ad vejen er det en forklaring, der er blevet købt af både vælgere og medlemmer.
Skulle SF dog ende i eller som støtte til en regering med et eller flere blå partier, vil validiteten i denne forklaring forsvinde som røg mellem hænderne på dem.

Der burde ikke tidligere have været tvivl om, hvad politikken i en regering bestående af blå partier vil indebære, men med Socialdemokraternes pludselige manglende villighed til at støtte de svageste i samfundet, må al tvivl nu være manet til jorden.
 
At SF stadig deltager i regeringsforhandlingerne, mens andre rød/grønne partier er smidt ud, vidner om partitoppens ønske om et parti, der er mere pragmatisk end ideologisk. Idealismen er stærkt funderet i SF, og jo mere pragmatisk partitoppen forsøger at blive, jo mere underkendes de idealistiske græsrødder ude i baglandet. Når vi taler om samfundets mest udsatte, særligt fattige børn, er det SF's hjerteblod. Jeg forestiller mig ikke mange medlemmer, der er villige til at gå på kompromis med netop den dagsorden.
 
Et godt råd til partitoppen er at standse op i tide og sikre, at de ikke pragmatiserer medlemmerne på flugt – for hvis ikke SF står last og brast om fattige børn, hvad er så partiets fremtidige eksistensberettelse?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)