Sikring af specialisering kræver nye reformer

Af Sytter Kristensen
Formand for Landsforeningen LEV

Selvfølgelig er det godt, at der overhovedet kom en evaluering af kommunalreformen. En så gennemgribende reform skal selvfølgelig kigges efter i sømmene - ikke mindst når det gælder reformens konsekvenser for nogle af samfundets mest sårbare og udsatte borgere. Men evalueringen er underligt berøringsangst over for et helt centralt emne, når det gælder det specialiserede socialområde: nemlig den kommunale myndighedsfunktion - altså kvaliteten af kommunernes sagsbehandling, visitationer, personrelaterede tilsyn og så videre efter reformen.

Derfor har jeg i dag sendt en henvendelse til medlemmerne af Folketingets Socialudvalg med en opfordring til også at se på andre løsningsmuligheder end dem, som skitseres i evalueringsrapporten.

Myndighedsfunktion bortcensureret
Den kommunale myndighedsfunktion på socialområdet ser nærmest ud til at være bortcensureret i rapporten om evalueringen af kommunalreformen. Myndighedsfunktionen er tilsyneladende omskrevet til det diffuse og ansvarsfrie 'efterspørgsel'. Det er stærkt bekymrende. Ikke mindst for LEV's målgruppe (cirka 40.000 mennesker med udviklingshæmning), der trods alt må betegnes som en af de grupper, hvis helt fundamentale vilkår er blevet berørt mest af kommunalreformen.

Uden fokus på den kommunale myndigheds-/visitationspraksis overser evalueringen reelt en af de vigtigste bagvedliggende årsager til den afspecialisering og det videnstab, som rapporten trods alt ikke kan komme uden om at erkende.

Rapportens løsningsmuligheder er manglefulde
Årsagen til afspecialiseringen er nemlig ikke nogle diffuse markedskræfter - men derimod, at der siden kommunalreformen er sket markante - og ofte lokalpolitisk styrede - ændringer i kommunernes visitation til den nødvendige specialiserede indsats. Ændringer, hvor borgerne i markant mindre omfang visiteres til de specialiserede tilbud, som de har behov for.

Helt basalt så hjælper det jo slet ikke nok at opretholde specialiserede tilbud, hvis kommunerne fortsat ikke vil visitere de borgere, som har behov for indsatsen i tilbuddene.

Sytter Kristensen
Formand for Landsforeningen LEV

De forskellige løsningsmuligheder, som evalueringen skitserer i rapporten, skyder derved delvist forbi målet. De fokuserer udelukkende på leverandør-/tilbudsniveauet - for eksempel med overvejelser om statslige pålæg til kommuner om at opretholde eller ligefrem etablere specialiserede tilbud på området.

Problemet er ikke løst
Men denne type statslig intervention (samt de øvrige leverandørrettede initiativer) vil kun løse en mindre del af problemerne med den tiltagende afspecialisering. Helt basalt så hjælper det jo slet ikke nok at opretholde specialiserede tilbud, hvis kommunerne fortsat ikke vil visitere de borgere, som har behov for indsatsen i tilbuddene. Uanset at de specialiserede tilbud eksisterer - for eksempel på baggrund af statslig intervention - så vil der fortsat være masser af borgere, som nægtes den specialiserede indsats, de har brug for. Det nægtes de, fordi deres kommune af den ene eller anden årsag (typisk økonomi) ikke vil foretage visitationen til indsatsen.

Den situation er et problem for den fortsatte brug af specialiserede tilbud - og det er et grundlæggende retssikkerhedsproblem for den enkelte borger med behov for indsatsen.

Min konklusion på evalueringen er som antydet indledningsvist, at truslen mod specialiseringen på socialområdet kræver, at der både gennemføres en retssikkerhedsreform og en finansieringsreform. Retssikkerhedsreformen skal styrke retssikkerheden for den enkelte borger og kvaliteten i kommunale visitationer. Finansieringsreformen skal sikre, at der sker en rimelig og ikke-tilfældig fordeling af udgifterne på det specialiserede socialområde mellem kommunerne. I dag er det sådan, at borgere i økonomisk trængte kommuner havner i en helt urimelig situation, hvor det er postnummeret, der afgør, om man får den nødvendige hjælp med den rette kvalitet og specialisering.