Sygehusledere: Vi driver ikke en restaurant

Sundhedsvæsenet er ikke en restaurant

Som ledere på et universitetshospital har vi et medansvar for at skabe rammer, hvor flest muligt får mest mulig sundhed for de midler, vi forvalter i sundhedsvæsenet. Sådan er det ikke altid i dag.

Der er enorme forventninger til sundhedsvæsenet, og derfor kommer vi let til at drive vores sundhedsvæsen, som man driver en restaurant. Et sted, hvor individuelle forventninger til service styrer indsatsen, og hvor tilfredshed bliver et mål i sig selv.

Nogle forventer en ekstravagant Michelin-menu, andre et måltid af god kvalitet med de ressourcer, der er til rådighed. I restauranten handler det om at levere på oplevelse og forventning.

Personalet må reagere på "Undskyld – jeg synes ikke, bøffen er medium-rare", "mit glas er lidt beskidt", eller "hvornår kommer min mad, jeg har ventet længe."

I sundhedsvæsenet må logikken være en anden. Her skal vi ikke levere det, folk ønsker sig mest, men det, de har mest brug for. Vi skal tjene vores syge borgere og involvere patienter og pårørende, så beslutninger fremover træffes fælles på et oplyst grundlag.

I dag får de, der har mest overskud, ofte mest ud af systemet – mens de, der har størst behov, ikke altid får den hjælp, de har brug for. De forstår måske ikke koderne.

Måske når de aldrig længere end til at kigge ind ad restaurantens vinduer, måske træder de ind ad døren, men ved ikke hvad de skal spørge efter?

Måske er de tjenere, de møder, mere optagede af at være en del af et eksklusivt Michelin-miljø, end at sikre sig at alle får et solidt måltid mad? Måske servicerer de dem ved de dyre borde mest, fordi de råber højest?

Og så får alle ikke det måltid, de har brug for. Her må og skal vi adskille os markant i sundhedsvæsenet.

Fra drift til sundhedsledelse

Vi må løfte blikket fra den enkelte konsultation, det enkelte speciale og den enkelte matrikel og se på, hvordan vi samlet set skaber mest sundhed for pengene.

Gør vi det godt nok? Har vi indrettet vores arbejdsgange, uddannelse og samarbejder, så vi sikrer, at vi har blik for dem, der har allermest brug for vores indsats, eller er vi som hospital i sig selv en af de dyre restauranter i forhold til resten af sundhedsvæsenet?

Vi skal tale med vores medarbejdere og borgere om, at vores opgave ikke er at servere, hvad vi selv har lyst til, eller hvad folk forventer.

Hospitalsledelsen på Sjællands Universitetshospital

Ikke at det er nem opgave at løfte blikket i en travl hverdag, hvor dygtige og dedikerede medarbejdere ofte løber stærkt for at for at tage imod og hjælpe de mere eller mindre syge patienter.

Men det er den opgave, vi har taget på os som ledere i sundhedsvæsenet. Og med så stor en mængde højtuddannede på hospitalerne har vi et meget stort ansvar for, at vi hele tiden tilpasser os til den opgave, der skal løses.

I fremtiden må vi indstille os på at lægge en større indsats uden for vores egne mure. Vi skal gå fra at være sygehusledere med fokus på drift, faglighed og aktivitet til at være sundhedsledere, der har blik for, hvordan vi leverer mere sundhed til flere.

Vi skal tale med vores medarbejdere og borgere om, at vores opgave ikke er at servere, hvad vi selv har lyst til, eller hvad folk forventer, men at betjene en befolkning for at skabe mest mulig sundhed.

Vi skal flytte os efter patienterne, uddanne sundhedspersonale tæt på praksis og måle effekten af sundhedskronerne ikke bare på aktivitet og ventetider, men også på, hvordan borgerne klarer sig i hverdagen:

Om de bliver raske, om de undgår genindlæggelser, om de oplever tryghed og kontinuitet.

Vi skal arbejde mere sammen på tværs – mellem hospitaler, kommuner og praksissektor, så vi styrker den forebyggende indsats, finder nye innovative løsninger, udvikler mere smidige overgange og bidrager til trygge forløb også i den sidste del af livet.

Vi driver ikke en restaurant, men et hospital. Og prioritering er ikke et udtryk for afsavn – men for ansvar.

Vores vigtigste opgave er at tage ansvar for, at alle har mulighed for at få solid sundhed, uanset hvor de træder ind ad døren til sundhedsvæsenet – i almen praksis, psykiatrien, kommunen eller på hospitalet.

Det vil og skal altid være vores ledestjerne. Det kan kun lykkes, hvis vi ikke skubber forventningerne rundt mellem os.