Socialborgmester: Frivillige skal skabe relationer, ikke kernevelfærd

DEBAT: Frivillige kommer til at spille en afgørende rolle i hovedstadens kommende helhedsorienterede plan på hjemløseområdet. De skal ikke levere kernevelfærd, de skal derimod levere, hvad en kommune aldrig kommer til at kunne, nemlig en relation, skriver Mia Nyegaard (R).

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Problemet med hjemløshed er selvfølgelig, men ikke kun, et spørgsmål om manglen på billige boliger. Spørger du de hjemløse, så holder de også af gaden, fordi her finder de nærvær og et netværk, som de ellers ikke har i deres liv.

Så når kommunen søger frivillige til hjemløseområdet, så er det, fordi de frivillige kan noget helt særligt. En frivillig kan være en ven. Det kan eller skal en kommune ikke være.

Frivillige kan åbne døren til nye fællesskaber. De kan skabe netværk. Og de kan være en vej ud af ensomhed.

Frivillighed som del af en helhedsorienteret indsats
Hjemløshed er efter min mening et stort og synligt socialt problem i Danmark. Det er bekymrende at se, at antallet af hjemløse i Danmark stiger år for år. Så selvom de officielle tal siger, at hjemløsheden er faldet i København, så er der stadig meget at gøre, især fordi hjemløshed handler om meget andet end at mangle et sted at bo.

Derfor er kernen i en langsigtet socialpolitik, der gavner de hjemløse, for mig at se ikke kun et vedvarende fokus på alternative boformer og billige boliger, men også på en professionel og helhedsorienteret indsats, der selvfølgelig inddrager civilsamfundet der, hvor det giver mening.

For vi ved, at det er det, der skal til. At det er det, som flytter, nytter og gør en forskel: Flere tilgængelige, blandede billige boliger spredt over hele København. Professionel indsats. Og flere frivillige, som åbner døren til netværk og nærvær, så den enkelte udsatte borger skridt for skridt kommer tættere på et liv uden hjemløshed.

Der er brug for, at frivillige organisationer, borgerne selv og andre aktører fra civilsamfundet bliver inddraget i at skabe nye løsninger – også på hjemløseområdet.

Frivillige skal skabe relationer, ikke kernevelfærd
Frivillighed kan og skal ikke erstatte kernevelfærden og den professionelle hjælp, men frivillige kan netop være den relation, som en kommune aldrig kan eller skal være. Så selvom frivilligt arbejde ikke er, og aldrig skal være, svaret på kernevelfærden, så kan frivillighed forhåbentlig være svaret på flere venskaber og fællesskaber for den enkelte.

Innovation og udvikling sker, når vi møder borgere, frivillige og foreninger med åbenhed og inddrager dem, hvor de bidrager bedst.

Socialforvaltningen og de frivillige kan berige hinanden, når vi samarbejder og hver især bidrager med det, vi er bedst til. For eksempel er civilsamfundet i nogle tilfælde bedre rustet til at skabe et stabilt og nærværende fællesskab omkring hjemløse.

Mange hjemløse har en del professionelle aktører omkring sig, men de har ofte et begrænset netværk af venner og familie uden for hjemløsemiljøet. Her kan frivillige komme til at spille en central rolle. De kan blive en del af den hjemløses netværk og bane vejen for nye fællesskaber.

Det er dér, deres største styrke ligger.

Forrige artikel Børneorganisationer til regeringen: Skal børn ikke garanteres retssikkerhed? Børneorganisationer til regeringen: Skal børn ikke garanteres retssikkerhed? Næste artikel Trampolinhuset om burkaforbud: Tillid og krav er løsningen – ikke tvang Trampolinhuset om burkaforbud: Tillid og krav er løsningen – ikke tvang
En dag i Løkkeland:

En dag i Løkkeland: "Det kan jo være, det er sidste gang, man er her ..."

INTERVIEW: Venstre har erstattet Socialdemokratiet som velfærdsstatens store arkitekt. Det er den røde tråd gennem 20 år med borgerlig dominans, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen. Altinget har fulgt ham fra tidlig morgenløbetur til et sent stop på en midtfynsk tankstation, mens han prøver at nå det hele. En dag, hvor tidsplanen skrider, og udlændingepolitikken er fraværende.