Socialrådgiverne: Specialeplan kan ende som en papirtiger for socialområdet

I årevis har vi set en afspecialisering, hvor tilbud og fagligheder langsomt, men sikkert er eroderet.

Og vi har manglet den motor, der kan sikre visioner, vidensmiljøer og udvikling på socialområdet.

Det er dén udfordring, regeringens udspil søger at løse, og udspillet rummer ganske mange gode takter. Jeg tror overordnet set på, at vi har brug for en specialeplanlægning, som kan sikre, at de mest specialiserede tilbud er der.

Jeg vil også gerne give point for, at regeringens udspil lægger op til at beskrive den faglighed, der skal være i tilbuddene. At det kræver noget særligt – uddannelse, kvalifikationer – at tage vare på borgere med højt specialiserede behov. Det er mit håb, at netop den tilgang vil kunne løfte hele området på sigt.

Som socialrådgiver er jeg da – indrømmet – også ret skuffet over at udspillet ikke er mere ambitiøst, når det gælder visitationen

Ditte Brøndum
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Regeringens udspil har mest fået opmærksomhed for det, udspillet ikke rummer. Og som socialrådgiver er jeg da – indrømmet – også ret skuffet over, at udspillet ikke er mere ambitiøst, når det gælder visitationen.

Mens specialeplanen vil stille krav til fagligheden hos de nye specialfunktioner, er der omvendt ikke samme fokus på det arbejde, socialrådgiverne laver, og det er synd og skam. For det er jo os socialrådgivere, der skal henvise borgerne til de nye specialfunktioner, det er os, der skal bruge deres rådgivning, og der skal død og pine både være tid og de rette kvalifikationer til at varetage den vigtige opgave. Det er desværre ikke tilfældet i dag.

Økonomien trumfer ofte fagligheden

Dansk Socialrådgiverforening anbefaler derfor, at aftalen om en specialeplan, der forhandles netop nu, skal rumme en anbefaling til kommunerne om at sikre en uddannelse som socialrådgiver eller socialformidler til medarbejdere, der varetager myndighedssagsbehandlingen.

Samtidig skal socialrådgiverne have tid til at lave et godt stykke socialt arbejde med at inddrage borgere og pårørende, inddrage de nye specialfunktioners rådgivning, oplyse sagerne, vejlede og visitere.

Flere steder sidder vores medlemmer med 150 sager på voksenområdet. Det er for mange. Det bør derfor være et krav, at kommunerne tager beslutning om, hvor mange sager, de vil have i deres forvaltning. Det konkrete antal sager bør være op til kommunerne selv inden for rammen af det kommunale selvstyre.

Med rette har det været kritiseret, at der er så stort og uhensigtsmæssigt et pres på økonomisk på det specialiserede socialområde, at det risikerer at bremse kommunerne i at visitere til de nye specialfunktioner, som det er hensigten.

Og vi socialrådgivere oplever ofte, at økonomien trumfer fagligheden og den enkeltes borgers behov. Det problem kommer udspillet ikke til at løse.

Hvis specialeplanen skal få det liv, den vitterligt fortjener, skal vi være mere ambitiøse, når det gælder finansieringen, og når det gælder et løft af kvaliteten i sagsbehandlingen

Ditte Brøndum
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Netop derfor er det afgørende, at implementeringen tager højde for at sikre socialrådgivernes mulighed for at visitere til det fagligt relevante tilbud. I modsat fald er jeg bange for, at vi ikke vil se afspecialiseringen stoppe. Og så er vi jo lige vidt.

Planen kan blive en papirtiger

Samtidig har jeg et hjertesuk, og det er, at vi som socialrådgivere ofte ser de store udfordringer i forhold til borgere, der har komplekse behov. Det kan for eksempel være en borger, der både har et misbrug og en psykisk lidelse eller en borger med både et udviklingshandicap og autisme.

Det er netop i forhold til de borgere, der har komplekse problemstillinger, vi har brug for rådgivning, og det kan også være svært at finde de rette tilbud til dem. En helt ny analyse fra KL viser, at netop den gruppe borgere er medvirkende til at udgifterne stiger på det sociale område.

Jeg kunne derfor ønske mig, at en specialeplan kom et stykke nærmere de løsninger, der kan hjælpe med at sikre både visitationen og tilbuddene til de 'komplekse' borgere.

Derfor: Hvis specialeplanen skal få det liv, den vitterligt fortjener, skal vi være mere ambitiøse, når det gælder finansieringen, og når det gælder et løft af kvaliteten i sagsbehandlingen. Uden at de elementer er på plads, kan jeg frygte, at vi med specialeplanen får en papirtiger, som ikke vil komme borgerne til gavn i tilstrækkelig grad.

Det er mit håb og min bøn, at det vil blive husket ved forhandlingsbordet. Når det er sagt, skal vi huske at udspillet rummer gode elementer, som kan løfte udviklingen på socialområdet – ikke bare nu, men også i de kommende år.