Søren Balds mindeord om Poul E. Frederiksen

Min bedste politiske legekammerat i mere end 40 år er her ikke længere. Et sammensat og dog meget helstøbt menneske. En usvigelig kammerat, der altid var klar med råd, latter og nye temaer, når vi havde grinet færdigt. Et menneske der forenede den politiske virksomhed med både arbejdslivet i DSB og et stort engagement i familien, hvor tre børn fik en smuk opvækst. Poul og Sonja opfyldte til fulde Grundtvigs smukke ord i sangen til Marie om: "Det er, at vi vil være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinanden som vi er." Det er sværere, end man tror, men Poul og Sonja kunne! Jeg lærte ham at kende som aktiv og social-radikal i partiets forretningsudvalg, hvor han med sit folkelige udgangspunkt bekæmpede datidens tendenser til topstyring fra Christiansborg. Han blev et dygtigt byrådsmedlem i fire perioder i Birkerød og havde bl.a. poster som formand for teknik- og socialudvalget. Han var aktiv i foreningen Norden. Ikke af nostalgiske grunde, men fordi han troede på folkelige fællesskaber – også over grænserne. I en superengageret radikal vennegruppe med jævnaldrende med store forkromede uddannelser var han med sin faglige baggrund en enlig svale, men til gengæld kom han med erfaringer fra både den store og den lille virkelighed. Den slår som regel alle teorierne. Det gjorde den også, når han var dens repræsentant. Tidligt formulerede han påstanden om, at man altid skulle kende svaret på de spørgsmål, man stillede centralt placerede politikere i kontroversielle sager, for "ellers kan man jo ikke vide, om de svarer sandt." Læs: 'tamilsagen'. Han ville have haft udbytte af samtaler med både Machiavelli, Grundtvig og ATS’ redaktion. Han kendte til og mestrede statskynismen, han kom fra det folkelige Danmark, bar det med sig og var fuldt bevidst om dagligdagens tosserier – også sine egne. Hans bramfrie bemærkninger er talløse, og hans livsvilje var stor. Da jeg for år tilbage besøgte ham under en af hans mange indlæggelser og fortalte om en middag, som han på grund af sygdommen ikke kunne være med til, sagde han lidt underspillet: "Bagtalte man mig?" Som sandt var, sagde jeg nej! Hvortil han replicerede: "Det er godt. Det er tegn på, at man regner med, at jeg er med næste gang." Nu er han ikke med næste gang, men mindet om en livsklog, musisk, eftertænksom og loyal ven vil blive stående. Et stykke radikal historie båret af et enestående menneske er slut. Jeg er taknemmelig over at have haft ham som legekammerat.