Debat

Thyra Frank: Mange medarbejdere vil gerne arbejde mere

DEBAT: Rigtigt at satse på både at give medarbejdere mulighed for at gå op i tid og at ansætte nye medarbejdere, skriver ældreminister Thyra Frank.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson /Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thyra Frank (LA)
Ældreminister

Da regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om at afsætte 500 millioner kroner på finansloven 2018 til bedre bemanding i ældreplejen, havde vi et klart mål:

De ældre skal mærke, at der er lidt mere tid til nærhed, pleje og omsorg, og samtidig skal medarbejderne mærke, at deres arbejdsvilkår bliver bedre.

Nu, blot et halvt år senere, viser en dugfrisk opgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, at kommunerne har hørt opfordringen.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Opgørelsen viser, at kommunerne forventer at bruge cirka 40 procent af bemandingsmidlerne på opjustering af arbejdstiden for de nuværende medarbejdere og cirka 60 procent på at ansætte nye medarbejdere. I grove tal svarer det til, at der samlet set vil blive brugt 300 millioner kroner til nye medarbejdere og 200 millioner kroner til opjustering af arbejdstiden.

Samtidig viser opgørelsen, at midlerne på landsplan fordeler sig i næsten to lige store portioner mellem henholdsvis bedre bemanding i hjemmeplejen og på plejehjemmene.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det er op til den enkelte kommune at vurdere, hvor behovet for ekstra medarbejdere i ældreplejen er størst.

Thyra Frank (LA)
Ældreminister

Jeg synes, det er meget opløftende, at så mange medarbejdere gerne vil arbejde flere timer. Samtidig glæder jeg mig over, at kommunerne både prioriterer at hæve timetallet og at ansætte nye medarbejdere, for det viser, at det var helt rigtigt at satse på at styrke bemandingen i ældreplejen på flere forskellige måder. Vi skal både ansætte flere, give de nuværende og dygtige medarbejdere mulighed for at gå op i tid og sætte ind i forhold til sygefraværet.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det er op til den enkelte kommune at vurdere, hvor behovet for ekstra medarbejdere i ældreplejen er størst, og hvilke konkrete kompetencer der er behov for lokalt.

Nogle kommuner er ved at ansætte flere medarbejdere i ældreplejen, så de kan nøjes med weekendvagter hver tredje weekend i stedet for hver anden. Det kan være med til at mindske nedslidningen og sygefraværet, hvilket også vil kunne mærkes af beboerne.

Andre øger normeringen i aften- og nattetimerne på plejehjemmene med henblik på at sikre roligere vagter, hvor der bliver mere tid til den enkelte beboer.

Og så har nogle kommuner afsat mere tid til hjemmeplejen, så der ud over de konkrete opgaver også bliver mere tid til en lille snak med hjemmehjælpsmodtagerne. Det kan modvirke ensomhed, samtidig med at det giver mere arbejdsglæde blandt medarbejderne.

Mange kommuner er således godt i gang, og jeg ser frem til, at alle kommunernes planer realiseres og dermed giver et løft i ældreplejen, som både borgerne og medarbejderne kan mærke. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thyra Frank

Fhv. ældreminister, MF (LA), fhv. forstander, OK-Hjemmet Lotte (1988-2011)
sygeplejerske (Frederiksberg Sygeplejeskole 1982), diplom i ledelse (Danmarks Sygeplejehøjskole 1991)

0:000:00