Debat

Tidligere hjemløs i angreb på populær strategi: Housing first virker ikke uden egnede boliger

Dårlige boligforhold vil skubbe flere ud i hjemløshed. Hvis housing first skal få hjemløse væk fra gaden og ind i egen bolig, kræver det, at kommunerne vurderer den enkeltes behov og fører tilsyn med kvaliteten af boligerne, skriver Søren Dahl Nielsen.

Et opgør med almene boligselskaber er nødvendigt, hvis vi skal løse en af årsagerne til hjemløshed, som er de sundhedsskadelige boliger, skriver Søren Dahl Nielsen. 
Et opgør med almene boligselskaber er nødvendigt, hvis vi skal løse en af årsagerne til hjemløshed, som er de sundhedsskadelige boliger, skriver Søren Dahl Nielsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Endnu en gang kan det konstateres, at housing first ikke har virket i Danmark.

Housing first er en tilgang til hjemløshed, hvor man først vil tilbyde den hjemløse en bolig og derefter hjælp til andre problemer (økonomiske, sundhedsmæssige og så videre).

Berlingske skrev 11. juni, at kun otte procent af hjemløse i Danmark tilbydes en bolig, der er til at betale, samtidig med at de får social støtte. Socialstyrelsen beretter om en stigning fra 4.998 registrerede hjemløse i 2009, da housing first blev indført til 6.431 registrerede hjemløse i 2019. Man skal huske på, at der er flere hjemløse, der ikke bliver registreret i hjemløsetællingerne.

Sundhedsskadelige boligforhold
Formand for Rådet for Socialt Udsatte og Hjem til Alle-alliancen Vibe Klarup siger, at man skal erstatte herberger som midlertidig boligløsning med en permanent boligløsning, hvilket jeg er enig i.

Vil vi virkelig tilbyde hjemløse, der har levet miserabelt på gaden, en ny form for boligløshed i form af sundhedsskadelig boligslum?

Søren Dahl Nielsen
Tidligere hjemløs og initiativtager til Hjemløsemarchen

Men jeg ser ikke Vibe Klarup lave den analyse, at problemet nemlig ikke kun er manglen på billige boliger. Problemet er også, at mange af de boliger, som hjemløse og andre bliver tilbudt i den almene boligsektor, er fyldt med sundhedsskadelig skimmelsvamp og fugtproblemer, hvilket jo kan forårsage, at borgeren bliver hjemløs igen. Vil vi virkelig tilbyde hjemløse, der har levet miserabelt på gaden, en ny form for boligløshed i form af sundhedsskadelig boligslum?

Boligskift og dårlige boligforhold er også det, der skaber unge hjemløse og hjemløse studerende. Det fjerner fokus væk fra studiet, hvis man hele tiden skal finde en bolig og måske have arbejde ved siden af studiet.

Jeg synes, at Vibe Klarup skal tage fat og kritisere de organisationer, der repræsenterer den almennyttige boligsektor i Hjem til Alle: BL (Danmarks Almene Boliger) og boligselskabet KAB. Et opgør med almene boligselskaber er nødvendigt, hvis vi skal løse en af årsagerne til hjemløshed, som er sundhedsskadelige boliger, der også gør folk syge.

Skal tilpasses den enkelte
Mig og min mor blev hjemløse i 2015, da boligselskabet Boliggården i Helsingør Kommune lod os bo i sundhedsskadelig skimmelsvamp, hvilket kun nødtørftigt blev skimmelsaneret.

Helsingør Kommunes tilsyn med almene boliger ville ikke gøre noget ved det dengang, men noget må være galt, siden der i dag står 15 ud af 28 rækkehuse tomme uden at blive genudlejet på vores gamle bebyggelse, Vingen.

Postkasserne ved de tomme boliger er blev taget af, og seks år efter venter man stadig på en total skimmelsanering af Vingen. Vingen 50 har fra 1. januar 2016 til 1. april 2021 stået tom og har kostet 500.000 kroner i denne periode i husleje.

Siden december 2015 er de i alt 15 boliger blevet fraflyttet som følge af sundhedsskadelig skimmelsvamp, så den samlede omkostning for alle boliger har kostet almene lejere millioner af kroner i husleje til boliger, der står tomme, fordi de ikke er blevet skimmelsaneret.

Vibe Klarup, Hjem til Alle og Rådet for Social Udsatte burde se til den aarhusianske rådmand fra Socialdemokratiet, Kristian Würtz, der i en artikel på Altinget har erkendt, at ti år med housing first ikke har båret frugt.

Würtz taler helt rigtigt om behovet for "egnede" boliger. Egnede boliger er jo netop boliger, som er tilpassede den enkeltes behov og kriterier. Hvis kommunerne inddrager dette, undgår de også, at flere ender i hjemløshed igen.

For nogle er en egnet bolig en bolig med øget boligstøtte, som Würtz foreslår. For andre er det en bolig, hvor der ikke er skimmelsvamp, der gør dem syge (det burde være et generelt krav). For nogle er det en kombination, og nogle hjemløse kan ikke bo op og ned ad almindelige mennesker i almene boliger, hvis de eksempelvis har psykisk sygdom.

Sagsbehandling afgørende for virkning
Housing first virker ikke, når sagsbehandlerne giver den hjemløse en bolig uden at have undersøgt, om boligen er egnet til den hjemløse, eller om den hjemløse overhovedet kan være i en bolig.

Tallene modsiger den nuværende hjemløsetilgang og dermed forsvarerne af housing first, der egentlig ikke er klar til at reformere systemet

Søren Dahl Nielsen
Tidligere hjemløs og initiativtager til Hjemløsemarchen

Tilgangen virker heller ikke, når hjemløse flytter ind i en bolig uden indbo. Da vi fik fast bolig i marts 2019, stod vi uden nødvendigt indbo som senge, lamper og støvsuger (nødvendigt på grund af vores astma- og støvallergi) frem til december 2019, hvor vi fik støtte til dette fra Helsingør Kommune, men ikke til et køleskab – det er åbenbart ikke nødvendigt i et moderne samfund.

Vores indbo fra Vingen stod på depot siden 2015, og Helsingør Kommune ville ikke hjælpe med at få det udbetalt, så det kunne vi først betale selv uden kommunens hjælp i april 2020.

Det er uretfærdigt, at vi skulle betale for dette med vores helbred, økonomi og det at være hjemløse, når det var Helsingør Kommune, som var med til at gøre os hjemløse på grund af deres mangelfulde tilsyn med almene boliger.

Tallene modsiger den nuværende hjemløsetilgang og dermed forsvarerne af housing first, der egentlig ikke er klar til at reformere systemet, da det ikke er karrierefremmende at kritisere den hjemløsetilgang, der holder dem beskæftiget.

Jeg mangler at høre, hvad der kan forbedre de hjemløses forhold, i stedet for bare at bevare status quo og ikke forandre housing first-indsatsen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vibe Klarup

Generalsekretær, Amnesty International Danmark, formand, Foreningen Folkemødet
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1996)

Kristian Würtz

Direktør, Brabrand Boligforening, fhv. 1. viceborgmester (S) og rådmand, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

0:000:00