Trampolinhuset: Når politikerne svigter asylbørnene, tager frivillige over

Af Morten Goll
Direktør, Trampolinhuset 

Jeg har sat mig foran computeren for at google ordet "asylbørn". Jeg finder masser af informative artikler af folk, som lader til at vide, hvad de taler om. De er i kontakt med flere af børnene, som bor på asylcentre.

De har fulgt specifikke asylansøgende familier i årevis, og de har sat sig til tasterne for at gøre os alle sammen opmærksomme på noget, som foregår lige i vores nabolag. Et par eksempler: Michala Bendixen skriver om "En barndom i ingenmandsland" på den sobre og velargumenterede hjemmeside, som tilhører Refugees Welcome.

Hun fortæller, at Danmark har en praksis for asylbørn, som er i modstrid med børnenes menneskerettigheder, og også i stærk kontrast til hvordan danske børn behandles. Niels Nymann Eriksen skriver i "Når asylcentre bliver barndomshjem" i Kristeligt Dagblad, at ""dilemma" er et farligt ord, når det drejer sig om at tage ansvar for et sårbart menneske. Ordet rummer nemlig en stiltiende accept af handlingslammelse. Når man formulerer et dilemma, giver man gode grunde til ikke at kunne handle".

Olav Hergel skriver i "Afviste Asylbørn er dansk politiks kastebold" i Politiken, at "Gennem årene har familierne og deres børn været kastebolde i en politisk værdikamp mellem dem, som mener, at det vil være moralsk forkert at belønne afviste asylansøgere, der siger nej til at samarbejde, med egen bolig og frit skolevalg og så de politikere, som har svært ved at se den ene barndom efter den anden forsvinde på et asylcenter".

Jeg lærer også, at vores regeringer i perioden fra 2008 til 2012 var enige om, at de afviste asylbørn tog så voldsomt skade af at bo i de almindelige asylcentre, at man var nødt til at indkvartere dem under mere almindelige boligforhold.

Vi frivillige, som har fingeren på pulsen og til daglig udvikler det danske demokrati ved at producere integration mellem de mange forskellige kulturer og religioner, ved, at der er plads

Morten Goll
Direktør, Trampolinhuset

Og jeg lærer, at man siden dengang har arbejdet målrettet på at forværre forholdende på landets asylcentre, samtidig med at man har fjernet børnefamiliers mulighed for indkvartering udenfor centrene.

Jeg lærer, at der bor op mod 2900 børn i danske asylcentre, at mange af dem har skiftet center 6-9 gange, at der kan gå måneder, før den nye kommune finder skole til barnet, og at der på Center Sjælsmark 18. januar 2018 boede 70 børn, heraf 21 som er født i Danmark.

Ikke så sort og hvidt, som politikerne siger
Jeg hører om et barn, som, når hun hører politiet komme, gemmer sig under bordet og tisser i bukserne, fordi hun har oplevet at miste mange af sine venner, når politiet dukker op.

Jeg tænker, at hun måske er blevet mere hårdhudet siden, for i dag sidder der politi og kigger på hende hver dag, når hun skal spise i Sjælsmarks kantine. Jeg hører, at hun har problemer med at spise i kantinen, selvom husordenen på Sjælsmark foreskriver det.

Jeg læser beretninger fra dagens Danmark, som får mig til at gispe efter luft og klemme en tåre. Mange af os, der har ansvar for vores egne børn, har prøvet at tænke denne tanke "hvad nu hvis jeg ikke er i stand til at give min datter en god start på livet?", "hvad hvis det var mig?"

Jeg læser også, at hele Folketinget, fra Enhedslisten og til Dansk Folkeparti, er enige om, at de afviste asylansøgere skal repatrieres. Det er svært at argumentere imod dette standpunkt i dagens Danmark.

"They have had their day in court", som amerikanerne siger. Derfor er det sådan set, med Inger Støjbergs(V) ord, forældrene til de afviste børns egen skyld, at de lader deres børn vokse op under de kummerlige forhold i centrene.

Men problemet er ikke så sort/hvidt, som alle de enige danske politikere ser det. Politikerne ved godt, at det ikke er en vindersag at give børn dårlige opvækstvilkår, så derfor skal der være en krisesituation, der retfærdiggør det.

En brændende platform, som det også kaldes. Den krise, politikerne har defineret, er antallet af flygtninge, som søger beskyttelse hos os. Samtlige politikere medgiver, at der er en grænse for hvor mange flygtninge, vi kan modtage. Det er også meningsløst at påstå det modsatte.

Men hvor mange er det egentlig, vi har plads til?

At svare på det er som at sælge elastik i metermål, men den brændende platform kalder på "nødvendighedens politik", og det er derfor, nogle har en interesse i at tale en krise op.

Nu har vi så en situation, hvor der faktisk næsten ikke længere kommer flygtninge til Danmark. Så skulle man jo tro, at kriseberedskabet kunne afblæses?  Men nej... Politikken er afhængig af den brændende platform, så i stedet ændrer man definitionen på krisen.

Elastik, krise og Støjberg
Inger Støjberg er en mester i denne disciplin. Da det drejede sig om stop for kvoteflygtninge i en tid, hvor tilstrømningen af flygtninge var helt nede på én om dagen, flyttede hun vores forståelse af ordet krise endnu en gang.

Ifølge ministeren skulle der ikke lukkes op for modtagelsen af flere kvoteflygtninge, før hver eneste flygtning med opholdstilladelse er velintegreret i samfundet. På den måde fik hun held til at definere det som en landsdækkende krise, hvis vi har blot én enkelt syrer i landet, som ikke har lært dansk.

Man tænker jo, at så kan den elastik trods alt ikke strammes mere. Men selv dette kategoriske argument indeholder endnu en bekvem elastik, som man kan blive ved med at stramme på: hvordan definerer man "velintegreret"?

Burkadebat, ghettoudspil og nedskæringer på retten til tolke i sundhedssektoren viser, at den elastik sagtens kan strammes.

For politikere, der ønsker at få det til at fremstå som rettidig omhu at forringe asylbørnenes opvækstvilkår ved at placere dem i asylcentre, er det meget belejligt at bruge sådan en elastiskpræmis, fordi enhver brændende platform kan gøres permanent, hvis man løbende kan ændre forudsætningen for, hvorfor krisealarmen oprindelig lød.

Det ved de inde på Borgen. Og der er desværre kun et mindretal derinde, som dog herfra skal have stor ros for deres vedholdenhed, der bekymrer sig om børnenes tarv.

Men hvad nu, hvis krisen er en mindre krise, som er blevet blæst op til ukendelighed? Hvad hvis vi faktisk har værktøjerne til at løse den?

Så burde der vel være plads til flere nye medborgere? Så burde vi vel kunne give børnene et værdigt liv?

Folkebevægelsen for asylbørns fremtid
Når man bevæger sig udenfor Christiansborg, ud blandt de frivillige, blandt medborgerne, ud i foreningerne og ud på arbejdspladserne, så mister virkeligheden sit sort/hvide skær, og nuancerne træder frem.

Det er derfor i det frivillige Danmark, de gode løsninger bliver udviklet. Et sådant initiativ kommer fra en stor gruppe på 30 frivillige organisationer og virksomheder, som er gået sammen om at danne Folkebevægelsen for asylbørns fremtid.

Folkebevægelsen for asylbørns fremtid ønsker at samle disse 30 organisationers kræfter og netværk for at slå fast, at vi ikke anser politikernes brændende platform for en krise, der på nogen måde kan retfærdiggøre dét, der sker for 2900 børn og deres forældre i dagens Danmark.

Vi kan gøre det bedre som samfund!

Vi frivillige, som har fingeren på pulsen og til daglig udvikler det danske demokrati ved at producere integration mellem de mange forskellige kulturer og religioner, ved, at der er plads.

For der er ikke nogen brændende platform. Der er en række alvorlige problemer i samfundet. Problemer med forståelsen for lighed, frihed, demokrati, religionens indflydelse og den sociale kontrakt. Det er problemer, som vi kan og skal løse i fællesskab.

12. marts 2018 klokken 14.00 åbner Trampolinhuset dørene for Folkebevægelsen for asylbørns fremtid. Det bliver et stormøde, hvor alle organisationerne diskuterer bevægelsens næste skridt. Alle er velkomne!

Jeg læser Folkebevægelsen for asylbørns fremtid's anbefalinger på deres hjemmeside, hvor man også kan finde ambassadørerne Mikkel Lomborg, Nadia Nadim og Thure Lindhardt med flere.

Jeg tænker, at det, når alt kommer til alt, er ret simpelt: Det er børn, det handler om, og hvis min lykke, sikkerhed og trivsel afhænger af, at vi gør et barn fortræd, hvad er den så værd?

Så lad os da komme i gang!