Trampolinhuset om burkaforbud: Tillid og krav er løsningen – ikke tvang

Af Morten Goll
Direktør i Trampolinhuset

Jeg har brugt et par måneder på at blive enig med mig selv, for det er ikke så ligetil at have en klar holdning til et burkaforbud.

Det er derfor glædeligt, at der diskuteres, og det er også glædeligt, at det ikke er et spørgsmål, der deler Folketinget op i den traditionelle rød-blå-skala. Det tyder på, at der er nogen, der tænker sig om, før de følger trop.

På den ene side er et burkaforbud klart i strid med Grundloven, så det burde ikke have gang på jorden. Punktum.

Måske er problemet med forbuddet, at det er symptombehandling på et dybereliggende problem, som absolut bør behandles med største alvor i det danske samfund. Problemet er manglen på tillid og respekt mellem medborgerne.

Morten Goll
Direktør i Trampolinhuset

På den anden side har vi jo alle sammen en levet erfaring med det her samfund.

Vi bryster os af den høje grad af tillid, som borgerne har til hinanden og myndighederne, af ligestilling mellem kønnene, demokratiet og den individuelle frihed.

Jeg har set effekten af tillid og gensidig respekt gennem de sidste otte år i Trampolinhuset. Det virker afradikaliserende – modsat et forbud. Forbuddets natur er det modsatte af tillid, og derfor får det den modsatte effekt.

Morten Goll
Direktør i Trampolinhuset

Hvordan passer burkaen ind i dette scenarie? For at svare på det på en fornuftig måde, tror jeg, det er en god ide at kigge på, hvordan vi har sociale relationer sammen.

Personligt har jeg virkelig svært ved at forestille mig, at vi på Trampolinhusets husmøde skulle sidde og diskutere fredeligt med hinanden, samtidig med at der i vores midte befandt sig et par burkaklædte personer.

Vores husmøder fungerer som et forum med en åben agenda, hvor frivillige med og uden CPR-numre øver sig i fredelig, demokratisk samtalekultur.

Der diskuteres alt fra afvikling af den daglige fælles middag, situationen i asylcentrene, ombygning af køkkenet, regeringens seneste asylstramninger og til #metoo og intern konflikthåndtering.

Den eneste regel, som er skrevet i sten i Trampolinhuset, er: betingelsesløs gensidig respekt i alle relationer. Og det er denne regel, der gør burkaen til et problem.

Burkaen er undertrykkende
Så vidt jeg har forstået, er burkaen indført, fordi kvinden ikke må friste manden seksuelt.

Man gør det til kvindens problem, at hun giver mænd lyst til sex, og man forventer ikke, at han er i stand til at udsætte sine behov. Mænd er som vilde dyr, som ikke kan og skal tøjle deres drifter, mens kvinder modsat kan og skal civiliseres og opdrages til fuldkommen undertrykkelse af deres seksualitet i det offentlige rum. Manden bliver på denne måde ansvarsfri, fordi kvinden bærer arvesynden.

Det paradigme er lige så gammelt som fortællingen om Eva, som spiste af den forbudte frugt. Og det er et sygt kulturelt mønster, som også findes i dansk kultur, hvilket kan ses af, hvor få voldtægter der rent faktisk fører til dom, fordi vi også i dansk retspraksis accepterer, at hvis hun var fuld eller udfordrende klædt, så var hun selv ude om det.

Det er jo derfor, vi har brug for #metoo. Mange fortalere for burkaen mener ligefrem, at den beskytter kvinderne mod de ansvarsfri mænd, som ikke er skabt til at holde sig tilbage, fordi den viser mændene, at der er tale om en ærbar kvinde som ikke er ude på noget. Noget i retning af en “hold-fingrene-for-dig-selv-jeg-kræver-respekt-kjole”.

Den åbne samtale
Set på denne måde er burkaen en pragmatisk løsning på et praktisk problem båret af kulturen.

Men det er en løsning gennemsyret af et middelalderligt hierarkisk kønsrollemønster baseret på ekstrem kvindeundertrykkelse og nogle meget lave forventninger til mændene, som nærmest betragtes som et laverestående dyr.

Som et medmenneske, der møder en burkaklædt person, må jeg tolke masken som en mistro til andre medmennesker, der er så afgrundsdyb, at det er umuligt at have en åben dialog.

Problemet er ikke, at man taler til en maske, men at masken fortæller dig, at personen bag masken ikke har tillid til dig.

Derfor må jeg give justitsminister Søren Pape ret, når han siger, at hvis vi vil et åbent demokratisk samfund, så skal vi kunne se hinanden, mens vi taler sammen. Det argument er det eneste, der virkelig bør tillægges vægt i dette spørgsmål.

Det lyder dog ganske hult, når danske politikere vil forsvare kvinders frihedsrettigheder med et forbud.

Den burkaklædte er muligvis individuelt undertrykt, men det kan vi ikke vide uden at spørge ind til, hvem der har bestemt, at vedkommende skal bære burkaen. Og her er det jo interessant, at de fleste burkaklædte personer i Danmark faktisk er indfødte danskere, som selv har valgt deres religion og deres burka.

Her må jeg erklære mig enig med Eva Kjer Hansen, som siger, at “når vi griber til at lovgive mod beklædningsgenstande, går vi alt for langt i forhold til de grundlæggende værdier i det danske samfund. Vi skal have lov til selv at bestemme, hvordan vi vil klæde os”.

Måske er problemet med forbuddet, at det er symptombehandling på et dybereliggende problem, som absolut bør behandles med største alvor i det danske samfund.

Problemet er manglen på tillid og respekt mellem medborgerne. Her taler vi om en grundsten i vores demokratiske kultur, og spørgsmålet er ikke, hvordan vi bevarer den, men hvordan vi forøger den gensidige tillid og respekt?

Tillid og krav frem for tvang
Det gør vi ved at vise tillid og respekt!

Vi har en del erfaringer med den metode i Trampolinhuset, så lad mig give et eksempel.

Vi havde på et tidspunkt et par afghanske kvinder i praktik. De gik begge med slør, der dækkede deres hår, og det var tydeligt, at de var meget optaget af at holde på denne tradition. Det var ikke noget, vi snakkede om. Vores princip er, at alle er velkomne, så længe de viser os samme behandling.

Kvinderne havde praktik i huset, som de passede, og deres interesse for den demokratiske proces på husmødet var stor. Som månederne gik, skete der en forandring. De følte sig mere og mere trygge, begyndte at føle, at de var en del af familien. De begyndte at kalde mig deres “far”. Deres rigtige far var blevet dræbt af Taleban, så jeg tog det som en ære.

En dag droppede de sløret, og det var min klare opfattelse, at Trampolinhusets medborgere nu var blevet inkluderet i deres “familie”.

Man kunne med andre ord færdes trygt hos os. Trampolinhuset er en ret stor familie på omkring 500-600 individer og en åben dør, så det siger noget om, at man kan forandre et menneske, en kultur og et samfund med tillid.

Til Dansk Folkeparti vil jeg lige indskyde: Bare rolig, tillid og gensidig respekt indebærer også, at vi stiller krav til hinanden.

Trampolinhuset har et kærlighedsforhold til den sociale kontrakt og noget-for-noget, som er grundlaget for velfærdssamfundet.

Men jeg har set effekten af tillid og gensidig respekt gang på gang gennem de sidste otte år i Trampolinhuset. Det virker afradikaliserende – modsat et forbud. Forbuddets natur er det modsatte af tillid, og derfor får det den modsatte effekt.

Et forbud mod burka vil fjerne burkaer fra gaderne, men det egentlige problem med sammenhængskraften vil blive forværret.

Det er, så vidt jeg kan høre, det modsatte af, hvad forbuddets fortalere ønsker.