Tvang rehabiliterer ikke ældre

Foto: Pressefoto
Af Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter
Folketinget førstebehandler torsdag lovforslaget om fremtidens hjemmehjælp. Forslaget har givet fornyede diskussioner, om man kan tvinge ældre til at gennemgå rehabiliteringsforløb ved at true dem med at få frataget deres hjemmehjælp, hvis de ikke deltager. Derfor indeholder forslaget en bestemmelse om, at kommunen ikke må give afslag på hjælp, fordi den ældre ikke kan magte rehabiliteringen.
Rehabilitering kræver samarbejde
Vi er rigtig glade for, at det nu bliver slået fast med syvtommersøm, at man ikke kan tvinge borgere til at deltage i rehabilitering under truslen om, at man mister hjemmehjælpen, hvis man ikke samarbejder om træningen.
Set fra et terapeutisk synspunkt, er den trussel nemlig både meningsløs og destruktiv. Rehabilitering bygger på at støtte borgerne i at bruge deres egne ressourcer til at (for)blive selvhjulpne og forbedre livskvaliteten. Det handler om at støtte op om borgerens indre motivering. Derfor fungerer rehabilitering kun i samarbejde med borgeren. Det opnår man ikke med tvang.
Man ikke kan tvinge borgere til at deltage i rehabilitering under truslen om, at man mister hjemmehjælpen, hvis man ikke samarbejder om træningen.
Tina Lambrecht
Formand for DanskeFysioterapeuter
Det ændrer ikke på, at alle borgere har glæde af rehabilitering på det niveau, de befinder sig på. Rehabilitering giver håb til mennesker, der oplever, at sygdom og svækkelse tager deres muligheder fra dem. Det at få hjælp, så man kan lave kaffe selv, sparer ikke nødvendigvis penge til hjemmehjælp, fordi samme borger kan have brug for hjælp til meget andet, og kaffen ikke tager mange minutter, men det giver livskvalitet selv at kunne vælge, hvornår det skal foregå.
Kommunerne bør agere uden tvang
Samtidig betyder opfattelsen af tvang, at nogle borgere møder tilbuddet om rehabilitering med en mistro, der i sig selv er gift for et vellykket forløb. Kommuner, der presser for meget på, risikerer altså at få mislykkede forløb, der skaber angst og utryghed blandt deres ældre borgere – og i øvrigt ikke giver de gevinster, kommunen håbede på. Det er også gift for relationen mellem det sundhedsfaglige personale og borgeren, som skal samarbejde om rehabiliteringen. Det skaber frustrationer og unødige konflikter.
Langt de fleste kommuner vil satse endnu mere på rehabilitering i de kommende år. Det er godt for både kommunekasser og borgere. Men det er meningsløst og forfejlet at forsøge at tvinge nogen til rehabilitering. Og derfor er det nye forslag uden tvang en rigtig god ide.
Indsigt

Karina Adsbøl spørger Peter HummelgaardHvad er holdningen til, at advokater dropper børnesager efter drastisk nedskæring af honoraret?- Udvalget spørgerKan ministeren se et potentiale i at udvide målgruppen for det sociale frikort?
Karina Lorentzen Dehnhardt spørger Peter HummelgaardEr der varetægtsfængslet på en retspsykiatrisk afdeling?
- B 44 At fratage fagpersoner, ledere og ejere retten til at arbejde med sårbare borgere, hvis de dømmes for tyveri, vold, overgreb eller velfærdskriminalitet (Social- og Boligministeriet)2. behandling
- L 125 Lov om forskellige forbrugsafgifter med videre (Skatteministeriet)1. behandling
- L 135 Lov om sundhedsvæsenet på Færøerne (Indenrigs- og Sundhedsministeriet)1. behandling
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- Minoritetsbørn bliver oftere slået, viser rapport. Men der er mindre chance for, at volden bliver opdaget
- Kommuner på stribe erkender fejl i anbringelsessager
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april
- Futurecare: Pårørende bærer en stor byrde i stilhed. Nu må politikerne tage ansvar





















