Verden er ikke så smuk, som Radikale tror, og det står i vejen for deres genrejsning

Hvorfor ikke sende ham på tourné som ’Mr. International’? Lade ham snakke om EU-samarbejde, øse ud af sine erfaringer som udenrigsminister, globale klimamål, humanitære indsatser, forholdet til vores allierede og så videre.

Eller lade ham være den forsonende midte i dansk politik? Han vil utvivlsomt kunne fylde adskillige journalisters båndoptagere ud med fortræffelighederne ved det brede samarbejde.

Han kunne snakke om, at der, modsat hvad andre partier antyder, ikke er noget moralsk forkert i at bo i en by og tage en lang videregående uddannelse. Gøre sig til talsmand for og forsvarer af by- og forstadsvælgerne. Der er mange ting, han kunne blive bygget op som.

I stedet gør medierne det for ham, og det bliver som ham, der ikke kunne svare på, om det var et ultimativt krav, at Rwanda-planerne skulle droppes.

Radikale gik til valg på sloganet ’Tænk nyt’. Hvad betyder det?

Efter at have grublet lidt over det, forestiller jeg mig, det er i tråd med et tidligere, nemlig ’Fremad.’ Sidstnævnte står dog en del skarpere i mine ører. Som et kampråb og en bøn for de progressive vælgere, der synes, udviklingen går for langsomt.

’Tænk nyt’ lyder mere som en intellektuel øvelse end et kampråb.

Morten Reimar
Kommentarskribent, fhv. seniorpresserådgiver, Radikale

Det er til, når campingvognsejere brokker sig over udfasning af dieselbiler – fremad!

Det er til, når bitre kældermennesker skriver forfærdede kommentarer på Facebook, fordi en transkønnet person er gået på toilettet – fremad!

Det er til, når vindmølleparker bliver blokeret af den ene petitesse efter den anden – fremad!

Det giver super meget mening. Men ’Tænk nyt’? Det lyder mere som en intellektuel øvelse end et kampråb, selvom budskabet muligvis er det samme.

Radikale er nødt til at tale mere rent ud af posen. Hvad er det, I vil? Hvad er det, Radikale kan, de andre ikke kan? Tænke nyt, ja, men hvad er I så kommet frem til?

Man kunne kigge på et parti som SF, der under valgkampen havde valgt en tre-fire klokkeklare mærkesager og gentog dem igen og igen og igen. Miljø, børns trivsel og ligestilling.

Ikke til at tage fejl af, ikke til at undgå. Og jævnfør tidligere nævnte måde at gå til politisk kommunikation i Radikale, så bliver det en omvendelse.

Radikale er bange for at dumme tingene ned. De ønsker ikke at være med til at forfladige debatten eller gøre komplekse problemstillinger falsk overskuelige, og det er utvivlsomt agtværdigt. Risikoen er bare, at det flyver hen over hovedet på alle andre end dem selv.

Verden er simpelthen ikke så smuk, som Radikale tror. 

Morten Reimar
Kommentarskribent, fhv. seniorpresserådgiver, Radikale

Hvad andet er, så behøver man i den radikale verden kun sige tingene én gang. ”Det skrev vi jo på Facebook i onsdags, og ellers må folk kigge på hjemmesiden,” ville de sige.

Helt modsat var SF ikke bange for at gentage og gentage, og resultatet har været derefter.

Man kunne også kigge på Liberal Alliance, der jo på ingen måde har kørt en kedelig kommunikation.

Det har været friskt og nyskabende hele vejen igennem, men der er næppe nogen, der har været i tvivl om, hvad LA er gået til valg på.

Og der kommer den nedslående pointe: Verden er simpelthen ikke så smuk, som Radikale tror. Det er langt de færreste vælgere, der sætter hele eftermiddage af til at læse hvert partis hjemmeside fra ende til anden for så til slut at holde dem op imod hinanden.

Langt de fleste lægger kun mærke til den del af den politiske debat, der bliver sagt direkte til dem.

Vil Radikale genrejse det gamle parti, er der ikke nogen vej uden om: åbn munden.