Vi fik en historisk sundhedsreform, men den vil næppe føre til historisk få syge danskere

Som læser skal man holde tungen lige i munden for at gribe de mange initiativer. Kronikerpakker, kvalitetsstandarder, opgaveflytning og investeringer.

Indførsel af et nyt politisk organ i form af de 17 sundhedsråd, som ved nærlæsning af såvel aftaletekst og bilag fortsat fremstår som et ukonkret organ og underlagt den reelle ledelse fra de fire regionsråd.

Mange sundhedskroner skal administreres af rådene. Men mandatet og indflydelsen lader meget tilbage at forstå konkret.

Aftalen er lang og vil meget. Men vil vi også om fem til ti år se tilbage på den som den aftale, der reformerede sundhedsvæsenet og fremtidssikrede os i forhold til de velkendte demografiske udfordringer, vi har set ind i de foregående 10-15 år siden seneste reform?

Reformen er også på lange stræk en samling af opgaver, finansiering og ansvar. Den indfører nye patientrettigheder (kronikerpakker), øget frit valg, flere kvalitetsstandarder og en styrkelse af almen praksis.

Det har sine store fordele, men må samtidig ikke forveksles med, at reformen giver det fuldgyldige svar på alle snitflader og sektorproblematikker.

Der skal indgås nye aftaler mellem regionerne og kommunerne om hjemtagelse af borgere fra de midlertidige pladser. 

Aftaler om varetagelsen af den specialiserede genoptræning skal fortsat forhandles – blot for at give et par eksempler.

Nye incitamentsproblemer er allerede til at øje på.

Ej heller vil reformen betyde, at det bliver lettere at sikre de nødvendige hænder til de bydende nødvendige opgaver, en stigende ældre befolkning får brug for.

Ambitioner om øget hjemmebehandling og nære sundhedstilbud kræver også sygeplejersker, terapeuter og social og sundhedspersonale i fremtiden. Lægedækning eller ej. Kapacitet på andre faggrupper end lægerne er stort set fraværende i aftaleteksten.

Aftalen flytter opgaver fra kommunerne til regionerne med et afsæt om bedre behandlingsforløb og mere nærhed. Men 17 nye sundhedsråd med 250 politikere giver umiddelbart ikke færre syge borgere på Lolland, i Grenå eller i Lemvig. Hverken nu eller i fremtiden.

Opgavepresset vil derfor fortsat være stort. En af de hovedudfordringer, som aftalen var tænkt at kunne løse.

Der vil fortsat bo cirka en million danskere i den almene sektor, hvis helbred vil halte bagefter den øvrige befolknings sundhedstilstand, hvis ikke sammenhængen mellem menneskers sociale forhold, beskæftigelsessituation, det mentale helbred og sociale relationer anerkendes som fundamentale, for at kunne såvel forebygge fysisk sygdom som styrke behandlingen heraf.

Reformen forholder sig ikke til de nødvendige sammenhænge mellem sundhed, social og beskæftigelsesområdet.

Annemarie Zacho-Broe
partner, Not at box

Reformen forholder sig ikke til de nødvendige sammenhænge mellem sundhed, social og beskæftigelsesområdet.

For selvom reformen adresserer stigende kronikerproblematikker, så udgør stigende udgifter til danskernes sygefravær, tabt arbejdsfortjeneste og pensioner på grund af stress og fysisk sygdom et langt større og svimlende milliardbeløb, som kræver langt mere end faste kronikerforløb.

De demografiske udfordringer findes ikke først, når reformen er fuldt indfaset og fulgt af milliard-investeringer i 2030. De demografiske udfordringer er her i dag, ligesom den sociale og geografiske ulighed også er her allerede.

Hvis vi skal have historisk færre syge danskere i fremtiden, har vi brug for en reform, der holder danskerne raske.

Den får vi så måske i 2027 med den varslede folkesundhedslov, og hvor man kan ønske, at ihærdigheden, inddragelsen og ambitionsniveauet bliver mindst lige så højt som i sundhedsreformens tilblivelse.