Bliv abonnent
Annonce
Debat

Ngo: At dømme efter Borgerligt Konvent er socialpolitikken efterladt hos venstrefløjen

Når de blå partier helt udelader socialpolitikken fra deres 100-dagesplan, sender det et uheldigt signal, skriver Ole Abildgaard Mikkelsen.
Når de blå partier helt udelader socialpolitikken fra deres 100-dagesplan, sender det et uheldigt signal, skriver Ole Abildgaard Mikkelsen.Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
12. september 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lørdag samledes de borgerlige partier til Borgerligt Konvent og fremlagde 50 forslag, som de vil gennemføre på de første 100 dage i en ny regering.

Forslagene handler især om skattelettelser, sundhed og forsvar. Men socialpolitikken glimrer ved sit fravær – og det efterlader et hul i planen.

Læs også

Ganske vist er der tænkt på krigsveteraner, der får billigere offentlig transport. Det er prisværdigt, men ikke en socialpolitisk vision.

For mennesker i hjemløshed, ensomme ældre, unge på kanten og misbrugere er der ikke ét ord om.

Plejer at have øje for de udsatte 

Det undrer mig. For jeg ved, at de blå partier kerer sig om socialt udsatte medmennesker.

Konservatives Mona Juul står jævnligt i køkkenet på et værested for socialt udsatte voksne i Aarhus. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt kritiserede på partiets årsmøde i 2023, at udsatte står for skud, når der skæres i kommunale budgetter. Og LA's socialordfører Katrine Daugaard kæmper stålsat mod kommunale svigt og lovbrud.

Det ser ud som om, området overlades til midten og venstrefløjen. Men det er en blind vinkel.

Ole Abildgaard Mikkelsen
Direktør, WeShelter

Samtidig har jeg i mit arbejde som partipolitisk neutral direktør for WeShelter mange gode samarbejder med borgerlige politikere i regioner, kommuner og Folketing.

Samtalerne viser, at borgerligheden rummer stærke svar på de sociale problemer i Danmark anno 2025.

Deres stemme savner jeg i de 50 forslag.

Et samfund måles ikke kun på sine skatter og sit forsvar, men på hvordan det møder de mennesker, der lever de sværeste liv.

Derfor kommer her fem forslag, som de borgerlige partier kan lægge til listen.

1. Hjemløse skal kunne sove i fred

Mange hjemløse søger tryghed i fællesskab på gaden. De overnatter helst sammen, fordi ensomhed er koldere end frosten – og fordi fællesskabet gør risikoen for chikane mindre. I dag risikerer de at blive bortvist af politiet.

En borgerlig tilgang er, at hjemløse fredeligt kan overnatte i det offentlige rum uden at frygte forbud og fordrivelse.

Frihed og værdighed er retten til at finde tryghed hos hinanden, også under åben himmel.

2. Beskyt borgeren mod systemet

Alt for mange udsatte oplever, at kommunen trumfer afgørelser igennem uden forklaring eller reelle klagemuligheder.

Læs også

En borgerlig socialpolitik bør derfor styrke retssikkerheden: Med uafhængige klageinstanser, hurtigere behandlingstider og krav om, at afgørelser altid skal være gennemskuelige og begrundede.

Beskyttelsen af borgeren mod systemet er et kernepunkt i et frit samfund.

3. Styrk kirkernes diakonale arbejde

Kirkerne har i århundreder rakt hånden ud til mennesker i nød. De åbner kirkerum og krypter i kulden, serverer måltider og driver varmestuer. De er et af civilsamfundets stærkeste fællesskaber.

En borgerlig socialpolitik bør anerkende og styrke kirkernes diakonale indsats – ikke som erstatning for velfærdsstaten, men som en uvurderlig del af den. Når tro bliver til handling, vokser både håbet og hjælpen.

4. Relationer over for regler

Socialt udsatte unge, der er trætte af systemet, har brug for voksne, som de kan stole på. Nogle finder den tillid hos en sagsbehandler, men mange savner relationer til voksne uden for kommunen.

En borgerlig regering bør satse på at udbrede frivillige mentorer og netværksfamilier. For når en voksen tror på en ung, kan det tænde en gnist. Og for mange unge er en relation stærkere end en regel.

5. Civilsamfundet som socialpolitisk kraft 

Civilsamfundets sociale arbejde er ikke pynt, men en strategisk ressource. Frivillige organisationer og partnerskaber kan skabe løsninger, som ingen kommune kan levere alene.

Læs også

En borgerlig socialpolitik bør bygge på tillid og reelle partnerskaber, hvor kommune og civilsamfund mødes ligeværdigt.

Allerede i løbet af de første 100 dage kan en ny regering støtte konkrete partnerskaber – uden lange ansøgninger og ventetid.

Hullet og halvfærdig 100-dages plan

De fem forslag kan suppleres af initiativer mod ensomhed blandt socialt udsatte ældre, lettere adgang til socialt frikort og mere inddragelse og selvbestemmelse – også i sundhedssystemet.

Kernen må være klar: Mennesker før system og skemaer. Socialpolitikken skal hjælpe det enkelte menneske til at udvikle og bruge sine egne kræfter.

Uden socialpolitikken er 100-dagesplanen hullet og halvfærdig.

Ole Abildgaard Mikkelsen
Direktør, WeShelter

Når de blå partier helt udelader socialpolitikken fra deres 100-dagesplan, sender det et uheldigt signal.

Det ser ud som om, området overlades til midten og venstrefløjen. Men det er en blind vinkel. Hvis man vil lede hele Danmarks befolkning, må man tage ansvar hele vejen rundt.

Jeg vil derfor opfordre de borgerlige partier til at revidere deres plan.

De har med Borgerligt Konvent vist, at de kan stå sammen om de store linjer. Men nu er det tid til at supplere skattelettelser og forsvar med en stærk socialpolitisk vision.

Uden socialpolitikken er 100-dagesplanen hullet og halvfærdig.

Mit håb er derfor, at de blå partier tager de fem forslag med tilbage til tegnebrættet til kopiering eller inspiration – og kommer igen med en plan, der favner hele Danmark, også dem på kanten.

Læs også
 

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026