Borgmester og DGI: Ny national bevægelseskanon kan sætte skub i en moderne folkesundhedspolitik

Maja Højgaard
Borgmester (S), Brøndby Kommune
Charlotte Bach Thomassen
Landsformand for DGI, næstformand for Danske Spil, Madkulturen og Frivilligrådet, i bestyrelsen for TV 2 og Foreningen Folkemødet, medlem, Rådet for et Aldersvenligt Danmark
Uligheden i sundhed stiger. Danskerne lever længere, men har flere år med sygdom. Danmarks første folkesundhedslov kan tage livtag med problemet, hvis vi tør bruge loven til at bringe ny energi og nye samarbejder ind i dansk sundhedspolitik.
I årtier har kost, rygning, alkohol og motion været grundstammen i den danske forebyggelsesindsats – også kaldet KRAM. Alle livsstilsfaktorer.
Vi har kendt forkortelsen, værktøjerne og retorikken. De har givet et billede af danskernes fysiske sundhed. Men det er ikke lykkedes at få krammet på mistrivsel, ensomhed og den stigende ulighed i sundhed.
Det er tid til at tænke folkesundhed som noget, vi løfter i fællesskab.
Maja Højgaard (S) og Charlotte Bach Thomassen
Hhv. borgmester, Brøndby Kommune og landsformand, DGI
KRAM-faktorerne behandler danskernes sundhed – eller mangel på samme – med fuld fokus på den enkelte. Men det er ikke hensigtsmæssigt.
Usundhed er nemlig tæt forbundet med den sociale ulighed i samfundet generelt og ulige muligheder for at deltage i motiverende fællesskaber, hvor vi bevæger hinanden.
En moderne folkesundhedspolitik skal sætte rammer for investering i, at alle folk kan leve godt og længe. Det er tid til at tænke folkesundhed som noget, vi løfter i fællesskab. Det er på tide, at vi for alvor forpligter hinanden på det gode liv, som vi gerne vil leve det.
Ensomhed og mistrivsel
Fællesskaber er livsnødvendige. Et stigende antal danskere kæmper med ensomhed og manglende sociale bånd, og mistrivsel blandt unge er på et bekymrende niveau.
Foreninger og fællesskaber skal anerkendes som en hjørnesten i folkesundheden. De skaber stærke sociale bånd, motiverer til fysisk aktivitet og styrker mental trivsel.
Idræt og bevægelse i fællesskab med andre er også folkesundhed i form af livskvalitet.
Maja Højgaard (S) og Charlotte Bach Thomassen
Hhv. borgmester, Brøndby Kommune og landsformand, DGI
Når mennesker mødes om meningsfulde aktiviteter, opstår der livskvalitet, ansvar og samhørighed. Her formes sunde vaner, og gensidig omsorg erstatter ensomhed med fælles styrke.
Fællesskaber er livsforlængende. Alligevel er fællesskaber og forbundethed til andre mennesker sjældent middel og mål i sundhedspolitikken. Det bør ændres. For folkesundhed handler ikke kun om fravær af sygdom krydret med KRAM, det handler også om mental trivsel og livskvalitet.
Behov for bevægelseskanon
Livet har mange faser. Vi starter i skole, flytter hjemmefra, får børn, bliver skilt, går på pension.
I skiftet mellem livsfaser er vi ofte klar til at ændre adfærd, prøve noget nyt, opsøge nye fællesskaber og blive en del af nye hverdagsrytmer. Her er det oplagt at sætte ind med initiativer, der styrker folkesundheden.
En bevægelseskanon kan sætte fokus på værdien af idræt og bevægelse.
Danmarks idræts- og bevægelsestraditioner er kulturarv, dannelse og demokrati. Og et vigtigt plus; idræt og bevægelse i fællesskab med andre er også folkesundhed i form af livskvalitet.
En national bevægelseskanon vil inspirere til mere aktivitet og understrege, at sundhed ikke alene fås i sundhedsvæsenet, men også i folkeskolens idrætssal, på cykelstien og i idrætsforeningerne. Der er færdigheder i idræt og bevægelse, som ikke kun gavner din fysiske sundhed, men også din livsmestring og dit tilhør til andre.
Lad os bevæge os sammen, lad os bevæge hinanden, lad os bevæge dansk sundhedspolitik med den kommende folkesundhedslov.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Patientforeninger opfordrer regioner til at bruge omstridt vetoret mod kommuner



















