Debat

CP Danmark: Screeningprogrammer overser systematisk kvinder med handicap

Kvinder med cerebral parese er rystende fraværende i det forebyggende screeningsprogram for brystkræft. Det er ubegribeligt, at det er gået ubemærket hen, skriver Pia Allerslev.

For mange kvinder med cerebral parese bliver overset i screeningprogrammet for brystkræft, skriver Pia Allerslev. 
For mange kvinder med cerebral parese bliver overset i screeningprogrammet for brystkræft, skriver Pia Allerslev. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Pia Allerslev
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hver tredje kvinde med cerebral parese screenes ikke for brystkræft. Ser man specifikt på kvinder med CP, som er kørestolsbrugere, så er det hele 75 procent, der ikke screenes for brystkræft.

Det er de chokerende tal, som kan læses i en helt ny analyse fra Statens Institut for Folkesundhed: Brystkræftscreening blandt kvinder med funktionsnedsættelser, som blev offentliggjort den 23. marts

Vi har siden 2007 haft et nationalt screeningsprogram, hvor vi systematisk tilbyder alle kvinder over 50 år, at de - hvert andet år - kan få foretaget en forebyggende røntgenundersøgelse af deres bryster – en såkaldt brystmammografi.

Ser man specifikt på kvinder med CP, som er kørestolsbrugere, så er det hele 75 procent, der ikke screenes for brystkræft.

Pia Allerslev
Landsformand, CP Danmark

Det gør vi fordi brystkræft er den hyppigst forekommende kræftform og den næsthyppigste årsag til død på grund af kræft blandt kvinder i Danmark. Brystkræft er hyppig og farlig.

Alligevel viser undersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF), at en stor andel af kvinder med cerebral parese, ikke deltager i de forebyggende undersøgelser. Det har vi tidligere set i undersøgelser om screening for livmoderhalskræft – og nu ser vi det igen for screening mod brystkraft.

Går under radaren
Det er mig helt ubegribeligt, at det uopdaget, og uden der er gået en eneste alarmklokke, har kunnet passeret upåtalt i årevis. En stor gruppe kvinder – ikke kun med cerebral parese, men også kvinder med en række andre fysiske og kognitive handicap – er, ubemærket gået under radaren i det kræftforebyggende arbejde.

Antallet af kvinder med handicap, som ikke deltager i screeningprogrammet, er så stort, at der utvivlsomt er kvinder, der er døde af brystkraft, fordi deres kræft forblev uopdaget.

Undersøgelsen fra SIF er en såkaldt registerundersøgelse, det vil sige en undersøgelse som alene bygger på statistiske data. Derfor kender vi nu det skræmmende store omfang af problemet, men vi kender ikke svaret på ”hvorfor.”

Hvorfor er der så mange kvinder med CP, der ikke deltager i screeningsprogrammet? Får de aldrig indkaldelsen, er det for besværligt for borgeren/for systemet, vælger nogen den laveste vej over gærdet og vender nogen det blinde øje til? Alle disse spørgsmål skal vi selvfølgelig have svar på.

I Danmark dør kvinder med cerebral parese og andre handicap på grund af ulighed i vores sundhedssystem.

Pia Allerslev
Landsformand, CP Danmark

Men den viden, vi har med den nye undersøgelse, er så belastende, at den umuligt kan siddes overhørig. I Danmark dør kvinder med cerebral parese og andre handicap på grund af ulighed i vores sundhedssystem.

I regeringens nye sundhedsudspil hedder det blandt andet:

”Statistikker viser, at chancen for at overleve en kræftdiagnose er bedst blandt de mest velstillede i samfundet. Derfor skal det undersøges, hvordan uligheden på kræftområdet kan bekæmpes, hvilket blandt andet kan ske gennem bedre opsporing, står der i udspillet”.

Det er præcist det, vi er vidne til her. Kvinder med cerebral parese og andre funktionsnedsættelser er en af de mindre velstillede grupper, som slår ud i statistikken.

Derfor skal der lyde en kraftig opfordring til sundhedsminister Magnus Heunicke om straks at indkalde handicaporganisationer og relevante sundhedsmyndigheder til drøftelser om, hvordan vi kan indrette screeningprogrammerne, så de ikke systematisk overser og udgrænser kvinder med handicap.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00