Debat

Danske Fysioterapeuter: Kvalitet i hele sundhedsvæsnet

DEBAT: Kvalitetsarbejdet bør være nationalt forankret og styret, sådan at der gælder de samme principper for kvalitetsudviklingen i hele sundhedsvæsenet, også i kommunerne. Det skriver Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.

"Der er brug for nationale behandlingsdatabaser, der
registrerer

behandling og effekt, ligegyldigt hvor i sundhedsvæsnet
patienten har

modtaget
behandlingen," skriver




Tina
Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.



<br>
"Der er brug for nationale behandlingsdatabaser, der registrerer behandling og effekt, ligegyldigt hvor i sundhedsvæsnet patienten har modtaget behandlingen," skriver Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter.
Foto: Danske Fysioterapeuter
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter

Den 15. april kunne man her på Altinget læse om Lægeforeningens nye oplæg til, hvordan vi løfter kvaliteten i sundhedsydelserne. Vi er i Danske Fysioterapeuter meget enige i behovet for en national strategi, men mener samtidig, at der er behov for opmærksomhed på yderligere en række punkter, hvis vi skal sikre kvaliteten.

Det er helt afgørende, at det bliver de samme principper for kvalitetsudviklingen, der gælder i hele sundhedsvæsnet, så man som patient er sikret en behandling af høj kvalitet, ligegyldigt hvilken af sundhedsvæsnets indgange man ankommer igennem. Fra et borger- eller patientsynspunkt er det ikke afgørende, om man modtager sin sundhedsydelse i kommunen, på sygehuset eller i praksissektoren, så længe man kan være sikker på, at indsatserne er underlagt de samme kvalitetskrav. Derfor bør kvalitetsarbejdet også være nationalt forankret og styret. Det bør baseres på nationale standarder, hvad enten behandlingen foregår i kommunalt regi, på et sygehus eller i praksissektoren.

Alle skal forpligtes
Det betyder, at også kommunerne fremover skal forpligtes på kvalitetsarbejdet. De sidste 10 år har de overtaget en stadig større del af behandling, pleje og genoptræning af syge borgere. Trods dét er kommunerne fortsat ikke fuldgyldigt forpligtede på Den Danske Kvalitetsmodel. Det er fuldstændigt håbløst, at det er frivilligt for kommunerne at være en del af kvalitetsarbejdet. Det er simpelthen en del af det at varetage sundhedsopgaver, at man er forpligtet på krav om effekt og patientsikkerhed. Og derfor skal vi naturligvis stille de samme krav til alle.

Fakta

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. Send dit debatindlæg til [email protected]

Overordnet styring sikrer høj og ensartet kvalitet
Samtidig er der behov for et langt større fokus på implementering. Som det er i dag, er alt for meget overladt til lokale initiativer. Det gælder selvfølgelig især i kommunerne, fordi kommunerne ikke er underlagt systematisk monitorering via Den Danske Kvalitetsmodel. Men også i regionerne ser vi stadig eksempler på lokale kliniske retningslinjer, som både i indhold og kvalitet adskiller sig fra de nationale kliniske retningslinjer. Der mangler simpelthen overordnet styring, hvis vi skal nå målet om ensartet høj kvalitet i et sammenhængende sundhedsvæsen. Der er i dag ingen konsekvenser for kommuner og andre, der ikke har fokus på kvalitetsudviklingen i deres sundhedsydelser. Ligesom der med autorisationen for sundhedspersoner følger et ansvar for at udøve sit hverv med omhu og samvittighedsfuldhed, så bør det samme gælde for de instanser, der udbyder sundhedsydelser

Nationale databaser
Qua den store satsning og indsats er vi kommet godt i gang med udviklingen af nationale kliniske retningslinjer. Men hvis det skal batte noget i det lange løb, så må vi ikke stoppe her. Der skal fortsat udvikles retningslinjer, så stadig flere områder dækkes. Og sundhedsvæsenets aktører skal forpligtes på at anvende dem. En af måderne er ved at knytte retningslinjerne op på nationale kliniske databaser. Det, ved vi, fremmer implementering. Og det løser også spørgsmålet om, hvordan man får indsamlet de data om behandlingsforløb, som skal til for at sikre kvalitetsudviklingen. Som det er i dag foregår der for eksempel ingen systematisk dataindsamling i den kommunale del af sundhedsvæsnet. Det er naturligvis uholdbart. Der er brug for nationale behandlingsdatabaser, der registrerer behandling og effekt, ligegyldigt hvor i sundhedsvæsnet patienten har modtaget behandlingen. Vi har et stort behov for at kunne lære af hinandens erfaringer hele sundhedsvæsnet rundt, så vi sammen kan sikre patienterne den bedst mulige behandling.

Der er i dag ingen konsekvenser for kommuner og andre, der ikke har fokus på kvalitetsudviklingen i deres sundhedsydelser.

Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter

Jeg vil gerne takke Lægeforeningen for et godt oplæg til en meget væsentlig debat. Jeg håber at alle – både sundhedsfaglige og politikere – vil være med til at løfte den store, men nødvendige opgave, det er at sikre kvaliteten i hele det danske sundhedsvæsen til gavn for patienterne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tina Lambrecht

Fhv. formand, Danske Fysioterapeuter
fysioterapeut (Ergo- og fysioterapeutskolen Aalborg 1995), diplom i ledelse & økonomi, UCN Erhverv 2020, Strategisk Lederskab, CLAVIS 2016, Chairman Degree, Board Governance 2012

0:000:00