Diabetesforeningen: Liselott Blixts kritik rammer forbi skiven

Af Henrik Nedergaard
Administrerende direktør, Diabetesforeningen

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, vil gerne indgå i debatten om folkesundheden og samfundets ansvar for en forebyggelsespolitik, der virker. Tak for det.

Liselott Blixt er en af de politikere, der står bag den nye nationale diabeteshandlingsplan, som peger i den helt rigtige retning – også på forebyggelsesområdet. Forebyggelse i relation til type 2-diabetes skal gå på to ben: Dels skal vi forhindre så mange som muligt af de frygtelige følgesygdomme, som diabetes kan føre med sig. Dels skal vi sikre, at så få som muligt overhovedet rammes af type 2-diabetes.

Det er derfor, Diabetesforeningen er på banen i denne debat. Diabetespatienter, pårørende og ikke mindst de flere hundrede tusinde danskere, der er truet af diabetes, skal ikke finde sig i, at samfundet ikke tør træffe de rigtige valg, der forbedrer folkesundheden og forhindrer en nær fremtid med 430.000 danskere med diagnosen type 2-diabetes.

Social ulighed i fuld effekt
Men Blixt skyder helt forbi i sin kritik af Diabetesforeningens engagement i debatten, når hun bruger sin taletid på at foreslå, at Diabetesforeningen bør samarbejde med fødevareindustrien om sunde alternativer og flere sukkerfri sodavand på restauranter.

Vi anerkender, at problemerne er større, end en højere afgift på sukker kan løse, som vi også klart anførte i det første indlæg.

Derfor er øgede afgifter på sukker, sodavand og slik også blot en lille del af vores forslag til en løsning, og derfor rammer Blixt også helt forbi skiven, når hendes svar begrænser sig til at udlicitere folkesundhedspolitikken til virksomhederne og folkelige organisationer som os i Diabetesforeningen – med al respekt

Henrik Nedergaard
Administrerende direktør, Diabetesforeningen

Derfor er øgede afgifter på sukker, sodavand og slik også blot en lille del af vores forslag til en løsning, og derfor rammer Blixt også helt forbi skiven, når hendes svar begrænser sig til at udlicitere folkesundhedspolitikken til virksomhederne og folkelige organisationer som os i Diabetesforeningen – med al respekt.

Det understreger desværre alt for tydeligt Diabetesforeningens pointe om, at visse af Folketingets politikere hellere skyder ansvaret fra sig med henvisning til for eksempel grænsehandlen.

Diabetesforeningen mener, at samarbejde med erhvervslivet er godt. Det praktiserer vi i vidt omfang allerede blandt andet i Fuldkornspartnerskabet, som også fokuserer på konkrete forbedringer af de valgmuligheder, danskerne har i supermarkedet.

Men problemerne er desværre større og mere alvorlige end som så:

• Over halvdelen af de voksne danskere er nu overvægtige, og hver sjette voksne er nu svært overvægtig
• Over 13.000 danskere dør hvert år af rygning, og antallet af unge, der begynder at ryge, er stigende
• Hver sjette dansker har et usundt kostmønster, flest blandt de unge for både mænd og kvinder.

For alle parametre i den nationale sundhedsprofil, som disse fakta er taget fra, gælder det, at den tunge ende vender nedad: Jo højere uddannelse, jo højere sundhed – og omvendt.

Det er social ulighed i fuld effekt. En ulighed, som vi i Diabetesforeningen ikke tør overlade til fødevareindustrien alene at rette op på. Der mangler vi politisk lederskab og svar fra blandt andre Liselott Blixt.

Hvor er svarene? Hvor er modet?
Vi kan konstatere, at frivillighedens vej med samarbejde med erhvervslivet simpelthen ikke bringer os i mål samlet set. Et konkret og nyt eksempel:

Da Diabetesforeningen for en måned siden foreslog bedre oplysning om kalorieindholdet til kunderne på fastfood- og kæderestauranter, som man har indført i USA, så afviste erhvervet blankt.

Reaktionen fra Blixt og hendes kolleger i Venstre og Socialdemokratiet på forslaget begrænsede sig desværre blot til noget, som kan sammenfattes som ønsketænkning: Nemlig en opfordring til, at restauranterne af sig selv tog idéen op.

Det får Diabetesforeningen til at spejde med længsel efter det politiske mod, når det gælder folkesundhed og forebyggelse. Ønsketænkning, som vi så om kalorieforslaget, bringer os præcis ingen vegne.

Er ønsketænkning også svaret på udfordringen med for eksempel rygning? Det kunne være rart, hvis tobaksbranchen af sig selv stoppede med at producere, markedsføre og sælge deres produkter.

Hvor er svarene fra Liselott Blixt og hendes kolleger på spørgsmålet om at understøtte danskernes ønske om et sundere liv uden sygdomme som diabetes?

Vi savner reelle initiativer, der tager ansvar og bruger nogle af de strukturelle værktøjer, der er til rådighed, herunder højere priser på for eksempel tobak og læskedrikke.

I sidste måned dokumenterede Vidensråd for Forebyggelse forbilledligt klart, at prisen på tobak er det bedste redskab til at forhindre rygning hos børn og unge med stor effekt og stærk evidens. Det ved Liselott Blixt og hendes kolleger, for rapporten blev forelagt Folketinget i begyndelsen af maj.

Vi indgår meget gerne i en reel diskussion, som bringer folkesundhedsdebatten videre end ønsketænkning.