Diabetesforeningen: Uambitiøse økonomiaftaler stiller høje krav til sundhedsudspillet

Af Henrik Nedergaard
Adm. direktør, Diabetesforeningen    

I betragtning af at sundhedsområdet i kommunerne bliver et af de vigtigste elementer i fremtidens såkaldte borgernære velfærd, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt sundheden blev prioriteret i den netop indgåede økonomiaftale mellem KL og regeringen.

100 millioner kroner til et kompetenceløft i 98 kommuner var tilsyneladende det, det kunne blive til.

Bekymrende? Måske. Det stiller i hvert fald højere krav til indholdet af det kommende udspil om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som statsministeren har kaldt en reform med et ambitionsniveau svarende til kommunalreformen.

Et beskedent løft
På få dage er der indgået aftaler om både regionernes og kommunernes økonomi for næste år, og de er bestemt et skridt i den rigtige retning.

Sammen med andre initiativer som for eksempel den nationale diabeteshandlingsplan fra 2017 må økonomiaftalerne fungere som trædesten til det store udspil om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Som det er i dag, mangler kommunerne i udstrakt grad blandt andet den sundhedsfaglige kompetence, det kræver at kunne vurdere behov hos for eksempel diabetespatienter og handle forsvarligt på den baggrund.

Henrik Nedergaard
Adm. direktør, Diabetesforenignen

For som aftalerne ligger nu, er det slet ikke nok. Relativt set løfter regionsaftalen kun sundhedsområdet beskedent.

Lagt sammen med en kommunal aftale med meget begrænsede yderligere midler til sundheden begynder det kommende sundhedsudspil med et relativt minus. For der skal flere midler til, hvis vi skal indfri de ambitioner, som regeringen har, og de naturlige forventninger, som danskerne har.

Således også diabetespatienterne, som der er flere end 250.000 af. Tallet vil formodentlig tæt på fordobles over de kommende 10-20 år, hvilket i sig selv indrammer den gigantiske udfordring, der venter forude – og det er blot på diabetesområdet.

Patienten skal være over systemet
Derfor er det indlysende for Diabetesforeningen og vores 90.000 medlemmer, at der skal markant flere ressourcer til at klare udfordringen. Det er ressourcer til behandling og støtte.

Og så skal vi have samarbejdet mellem myndighederne til at fungere bedre, så patienterne kan leve et godt liv med deres kroniske sygdom uden alvorlige følgesygdomme og uden konstant at skulle slås med systemet for at få de relevante behov dækket.

Som det er i dag, ser vi kommuner og regioner have så modstridende interesser, at banal kommunikation og smidigt samarbejde fungerer så ringe, at det reelt risikerer at skade patienter og bidrage til mere ulighed i sundhed.

Det skal den kommende sundhedsreform som absolut minimum rydde op i, så vi får et sammenhængende sundhedsvæsen med patientens – og ikke systemets – interesser i centrum. Det kræver blandt andet et massivt kompetenceløft, der ikke er gratis, i både kommuner og i praksissektoren, hvor langt de fleste patienter med kroniske sygdomme skal have deres – gode – behandling.

Som det er i dag, mangler kommunerne i udstrakt grad blandt andet den sundhedsfaglige kompetence, det kræver at kunne vurdere behov hos for eksempel diabetespatienter og handle forsvarligt på den baggrund.

Samtidig mangler kommunerne et langsigtet fokus på sammenhæng, samarbejde med almen praksis og flere målrettede og relevante tilbud om patientuddannelse.

Her forslår de afsatte 100 millioner kroner i kommuneaftalen som en skrædder et vist sted. Med lidt god vilje giver det en-to ekstra medarbejdere i hver kommune. Det gør reelt ingen forskel.

Vi venter på, at Christiansborgs politikere udviser det nødvendige mod til handling – der er folketingsvalg om cirka et år.