Bliv abonnent
Annonce
Debat

Læge: LA's skatteudspil er et kærkomment opgør med sundhedssystemets bureaukrati

Når Liberal Alliance vil skære i bureaukratiet og lette skatten, handler det om at redde sundhedsvæsenet fra at drukne i bureaukrati og spild, skriver Johannes Grand.
Når Liberal Alliance vil skære i bureaukratiet og lette skatten, handler det om at redde sundhedsvæsenet fra at drukne i bureaukrati og spild, skriver Johannes Grand.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
24. april 2025 kl. 02.00

J

Læge og seniorforsker, Rigshospitalet og Amager-Hvidovre Hospital

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse uger går bølgerne højt, når Socialdemokratiet og Liberal Alliance debatterer sidstnævnte partis skatteudspil, der lægger op til skattelettelser og afbureaukratisering.

Det er den efterhånden aldrende debat om velfærd mod skattelettelser. Ofte stilles spørgsmålet: "Vil vi ikke hellere have velfærd for de penge?"

Som læge i det danske sundhedsvæsen, hvor manglen på hænder er reel og presserende, forstår jeg bekymringen.

Vi har for få hænder til opgaver, der vokser i kompleksitet og antal. Befolkningen bliver ældre, og den fortsatte positive udvikling i sundhedsvidenskaben medfører, at sygdomme, man før døde af, nu er kroniske tilstande, der kræver årtiers behandling.

Læs også

Debatten om velfærd bør ikke kun handle om kroner og øre og om hvem, der får mest ved en lettelse af skattetrykket.

Debatten bør handle om noget langt vigtigere: Om tillid til vores velfærdsstat. Om at borgerne kan se, at de penge, de betaler i skat, bliver brugt fornuftigt. At pengene i sundhedsvæsenet går til patienterne – ikke til overflødigt bureaukrati og administration.

Koster tusindvis af timer

For nylig forvildede jeg mig ned ad en lang gang i stabsområdet på et større hospital i Hovedstaden. Inden jeg fandt dét kontor, som jeg ledte efter, passerede jeg mellem 50 og 100 kontorer – med HR-konsulenter, jurister, økonomer, kommunikationsfolk, rådgivere, ledelseskonsulenter og alt muligt midt imellem.

Misforstå mig ikke: Hver enkelt af disse medarbejdere gør et vigtigt stykke arbejde. Som læge og forsker er jeg dagligt afhængig af støtte fra dygtige administrativt ansatte, og det kan ikke understreges nok, hvor vigtig en funktion disse dygtige mennesker udfører på et hospital.

Når Liberal Alliance vil skære i bureaukratiet og lette skatten, handler det om at genskabe tilliden.

Johannes Grand
Læge og seniorforsker

Men det siger noget om systemet, at hospitalet – og sundhedsvæsenet generelt – ikke længere kan fungere uden hundredvis af akademiske medarbejdere.

Et eksempel fra virkeligheden er udarbejdelsen af "samarbejdsaftaler" og "databehandleraftaler", når forskning krydser en regionsgrænse.

Dette er et politisk fastsat juridisk krav ved iværksættelse af forskningssamarbejder. Juridisk godkendelse af disse aftaler kan tage over et år, når et nyt projekt eller forsøg skal iværksættes, og koster hundredvis af timer fra os forskere og jurister.

Hvis det selvsamme projekt skal foregå på to hospitaler i samme region, er processen helt anderledes. For eksempel kan et forskningssamarbejde mellem Hvidovre Hospital og Hillerød Hospital juridisk godkendes på en til to dage. Hvis samarbejdet udvides til eksempelvis Roskilde Hospital, kræves måneders sagsbehandling, hundredvis af mails og talrige frustrationer. Tillader man sig at samarbejde med endnu flere regioner, kan man starte forfra i hver eneste region.

Mister tillid til velfærdssamfundet

Dette er blot ét ud af tusindvis af eksempler på, at man med et politisk pennestrøg kan reducere bureaukratiet til glæde og gavn for alle parter, men det kræver politisk vilje og ikke mindst indsigt i sundhedsvæsenet.

Tallene er tydelige: Fra 2021 til 2024 er antallet af administrative årsværk i Region Hovedstaden steget med 483 – en stigning på over 11 procent. Til sammenligning er antallet af sundhedspersonale kun steget med én procent.

Læs også

Vi lever i en tid med kunstig intelligens, digitalisering og fokus på effektivisering, som burde have reduceret behovet for administrativt personale.

Alligevel vokser bureaukratiet under den nuværende regering hurtigere end nogensinde. Det er hverken rimeligt eller bæredygtigt.

Det er den slags historier, der gør, at danskerne mister tillid til den måde velfærdssamfundet bliver forvaltet på.

LA forsøger at grave Danmark fri

Når Liberal Alliance vil skære i bureaukratiet og lette skatten, handler det om at genskabe tilliden. Om at få flere ressourcer derhen, hvor der er behov – i stedet for at lade sundhedsvæsenet drukne i bureaukrati og spild.

Vi skal turde prioritere, så pengene bruges på de behandlinger, der gør mest gavn.

Vi skal måle vores velfærdssamfunds succes ikke på, hvor mange penge det bruger – men på hvor godt det virker.

Johannes Grand
Læge og seniorforsker

Vi skal turde vælge klogt, så unødvendige behandlinger og diagnostiske undersøgelser udelades til fordel for dét, som vi ved virker.

Vi skal forske i både nye innovative løsninger, samtidig med vi tester hverdagen, så vi får forbedret vores behandling, samtidig med at vi rydder ud i de ting, der ikke skaber værdi.

Skatteudspillet fra Liberal Alliance kan være et opgør med de lag af forvaltning, regler, krav om dokumentation og kontrol, som efterhånden sluger en for stor del af kagen. Et forsøg på at vende udviklingen, så vi bruger pengene dér, hvor de virker.

Vi skal ikke måle vores velfærdssamfunds succes på, hvor mange penge det bruger – men på hvor godt det virker. På, om læger og sygeplejersker har tid til patienterne, at ventetiden er acceptabel, og at vi fortsat kan levere sundhed i verdensklasse. Men ikke mindst, så skal succesen måles på, om borgerne oplever, at deres skat går til noget meningsfuldt.

Læs også

Artiklen var skrevet af

J

Johannes Grand

Læge og seniorforsker, Rigshospitalet og Amager-Hvidovre Hospital

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026