Aktører: Sundhedsuddannelser skal være for alle. Også dem, der ikke vil have fysisk kontakt med patienter

Vi vil her argumentere for, at der åbner sig nye muligheder for løse en række andre typer af problemstillinger, hvis sundhedsvæsenet er klar på at gentænke en række etablerede logikker, organisering og rammerne for patientbehandling. 

Ny reform, nye muligheder

Som en del af reformen skal studerende have flere timer og mere vejledning.

Derudover skal der skabes bedre simulations- og værkstedsfaciliteter på sundhedsuddannelserne til at opøve kliniske færdigheder, og der skal være nye og bedre muligheder for at tage uddannelserne, eller dele af dem, igennem hele livet. 

Som et nyt tiltag vil det være muligt at gennemføre en hel uddannelse på deltid.  

Uddannelse gennem hele livet og på deltid kræver et tæt samarbejde mellem praksis og uddannelserne, hvilket der er god tradition for i Danmark.

Dette er en oplagt mulighed for at tænke i inkluderende uddannelsestilrettelæggelser, der tilgodeser de forskellige interesser for og ønske om patientkontakt, både for neurotypiske og- divergente studerende. 

Andelen af studerende, der modtager Socialpædagogisk Støtte (SPS) for en psykisk funktionsnedsættelse, er i eksponentiel stigning.

Det er et vilkår for både uddannelsesinstitutioner og samfundet. Det skal vi forholde os til og imødekomme.  

Inklusion der tilgodeser forskellige præferencer 

Sundhedsvæsenet mangler sundhedsprofessionelle.

På den ene side står vi over for en udfordring, hvor sundhedsfagligt personale føler, at den personlige kontakt til patienterne mindskes i takt med digitaliseringen.

Denne kontakt er ofte en central motivation for dem, der vælger sundhedsfaglige uddannelser.  

På den anden side ser vi en stigning i antallet af studerende med diagnoser såsom autisme, der måske ikke trives med den direkte menneskelige kontakt, som traditionelt har været en stor del af sundhedsprofessionernes arbejde.

Disse to modsatrettede udviklinger kan tænkes som løsningen på en række udfordringer i sundhedsvæsenet, men det kræver nytænkning og nye tilgange, der måske også udfordrer fornemmelsen af, hvad der er god patientkontakt. 

Det centrale spørgsmål bliver, om en sådan uddannelsesmæssig prioritering i for høj grad udfordrer værdigrundlaget om, at alle sundhedsprofessionelle skal have direkte fysisk patientkontakt, eller om man kan skabe rum for, at nogle studerende har patientkontakt i nogle perioder og i andre ikke.

Ultimativt rejser det spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at tage en sundhedsfaglig uddannelse uden at have patientkontakt, og hvor man giver mulighed for, at denne relationelle kompetence kan opøves over tid, også efter endt uddannelse.  

Digitalt først og patienten i centrum 

Det dobbelte demografiske pres kan imidlertid mødes i en digital ramme, der tilbyder nye måder at interagere med patienterne på.

Her er sundhedsprofessionelle essentielle i omsætningen af værdiskabelse i mødet mellem menneske og teknologi.

Nytænkning af behandlingsformer og ændrede tilgange giver mulighed for at adressere den bredere udfordring med mangel på sundhedsprofessionelle.

Forsker, direktør og uddannelseschefer

Teknologiske løsninger som telemedicin kan potentielt gøre det muligt for sundhedsprofessionelle, der foretrækker mindre direkte kontakt, at udøve en værdifuld og effektiv patientbehandling – gennem eller via digitale løsninger, som kræver en anden form for interaktioner og andre typer af kompetencer.

Behandling og opfølgning på patienter i nye formater åbner op for en mere inkluderende tilgang til sundhedsarbejdet, hvor der tages højde for de individuelle forskelle og præferencer blandt både sundhedsprofessionelle og patienter.

Den digitale æra i sundhedsvæsenet bør ikke ses som fuld erstatning for den traditionelle sundhedspraksis, men som en komplementær udvidelse for patienter, som kan have gavn af eller kan nøjes med en mere digital løsning.

Dette giver samtidig mulighed for at tilpasse sundhedsvæsenets opgaver med større inklusion og tilpasning til moderne behov og forskellige kompetencer, også under uddannelsen.

Ved at omfavne denne forandring kan vi ikke blot imødekomme fremtidens krav til sundhedsvæsenet, men også skabe et mere robust og tilgængeligt system for alle. 

Meningsskabelse i fremtidens sundhedsvæsen 

Den digitale transformation af sundhedsvæsenet er ikke kun en omstilling fra analoge til digitale arbejdsgange. Den digitale transformation handler om meningsskabelse for de mennesker, der udgør og anvender sundhedsvæsenet.

Sundhedsvæsenet skal give mening, og ydelserne skal tilpasses således, at det er muligt at tilbyde individualiserede og differentierede tilbud, der tilgodeser ikke én gruppe af patienter, men tilgodeser i videst muligt omfang den enkelte patients ønsker uanset forudsætning og præferencer.  

Men det skal også give mening at arbejde i og være en del af sundhedsvæsenet.

Nytænkning af behandlingsformer og ændrede tilgange giver mulighed for at adressere den bredere udfordring med mangel på sundhedsprofessionelle.

Ved at udvide rammerne for, hvem der kan bidrage effektivt i sundhedsvæsenet, kan vi sikre en bredere pulje af talenter, som kan møde det stigende behov for sundhedsydelser.

Denne fleksibilitet i rollerne sikrer, at ingen ressourcer går til spilde, og at hver enkelt medarbejder kan bidrage på den måde, der passer bedst til deres evner og komfortzoner. 

Digitalt kompetente og teknologiparate sundhedsprofessionelle, med eller uden patientkontakt, er en forudsætning for den digitale transformation og den deraf afledte værdiskabelse i både et fremmøde eller digitalt format.

Der skal være plads til alle, og der er brug for alle.