Direktører og forskere: Danmark forsømmer sundhedspersonale, der begår fejl

Det gør det desto vigtigere, at vi anerkender og handler på at etablere de sikkerhedsnet, der skal gribe både borgeren/patienten – 'det første offer' – og personalet.

Ledelserne – også den politiske – skal tage ansvar for at tilvejebringe de værnemidler, der skal være til stede i en organisation. Vi ved, at det kan lade sig gøre. Det viser erfaringer både i Danmark og udlandet.

Frygt for fejl lever i sundhedsvæsenet

Begrebet second victim blev introduceret af læge og professor Albert Wu i 2000 og beskriver sundhedspersonale, der bliver følelsesmæssigt ramt efter at have været involveret i en fejl eller en utilsigtet hændelse.

Ofte føler sundhedspersonalet et personligt ansvar for det, der skete med patienten. Det anslås, at op mod 50 procent af sundhedsprofessionelle oplever at være second victim i deres karriere.

Meget tyder på, at frygten for at begå en fejl er evigt til stede hos alle, der arbejder i det, der kaldes frontlinjen af sundhedsvæsenet.

Katja Schrøder, Inge Kristensen, Erik Jylling, Marlene Dyrløv Madsen

Meget tyder på, at frygten for at begå en fejl er evigt til stede hos alle, der arbejder i det, der kaldes frontlinjen af sundhedsvæsenet.

Til en forelæsning på lægestudiet på Syddansk Universitet svarede 97 procent af de studerende sidste år, at de frygter at stå i en situation, hvor de træffer en forkert beslutning, der får konsekvenser for patienten.

For nyligt skrev en erfaren, amerikansk mave-tarm kirurg i det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift JAMA, at det sværeste ved at være læge er at håndtere de psykiske følger af de forløb, hvor der sker fejl eller skade på patienten. 

'Second victims' oplever angst

Det er påvist i efterhånden mange studier, at second victims typisk oplever reaktioner som genoplevelse af hændelsen, skyldfølelse, angst, tvivl på egne evner, uro, sorg og vrede – og rent fysisk kan kroppen respondere med søvnløshed, rastløshed, nedsat appetit og hjertebanken.

Alt sammen normale reaktioner på en voldsom oplevelse. Alt sammen noget, man ikke skal lades alene med at håndtere. På sigt kan summen af ubearbejdede hændelsesforløb føre til udbrændthed, stress og PTSD.

Medarbejdere, der arbejder med eksempelvis behandlings- og omsorgsopgaver, har et stort ønske om at hjælpe, lindre eller helbrede.

Utilsigtede hændelsesforløb, der medfører skade eller i værste fald dødsfald, kan derfor opleves som et brud på den faglige identitet.

Der er på den måde en indlejret risiko, når man går på arbejde med det formål at hjælpe andre mennesker. Men man går hjem med en oplevelse af at have medvirket til at skade dem.

Danmark forsømmer omsorg

Når en medarbejder påtager sig en sundhedsrisiko i forbindelse med sit arbejde, indebærer arbejdsmiljølovgivningen, at arbejdsgiveren er forpligtet til at etablere og opretholde de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

Denne forpligtelse omfatter både etableringen af et proaktivt system, der forebygger fejl og utilsigtede hændelser, og et reaktivt system, der kan håndtere og afbøde konsekvenserne, når skaden er sket.

Der er et klart behov for yderligere forskning på området. Men samtidig er det væsentligt, at eksisterende og afprøvede indsatser i højere grad implementeres og udbredes.

Katja Schrøder, Inge Kristensen, Erik Jylling, Marlene Dyrløv Madsen

Denne indsats bør rettes mod både den berørte patient, pårørende, og de involverede sundhedsprofessionelle.

I Danmark har vi udviklet en relativt stærk patientsikkerhedskultur med vægt på læring og åbenhed i forbindelse med utilsigtede hændelser. Men vi har forsømt at tage tilstrækkeligt vare på de følelsesmæssige implikationer af disse forløb for alle parter.

I Norge har Helsedirektoratet sidste år udgivet en guide, der rummer begge perspektiver – omsorg for både brugere og pårørende og for medarbejdere ved utilsigtede hændelser.

Denne helstøbte håndtering af efterforløbet bør efterprøves i en dansk kontekst, og vi efterlyser en national ramme og retning for arbejdet.  

Traumer kræver tid i et presset system

Efter COVID-19 er det blevet tydeligt, at vi som samfund er dybt afhængige af, at der er tilstrækkeligt personale i vores sundhedsvæsen.

Der er desuden kommet fokus på, at ikke kun utilsigtede hændelser, men også langvarig belastning kan give stressreaktioner og i sidste ende fravalg af professionen.

I en række studier har man set, at kollegastøtte er den mest efterspurgte hjælp efter en utilsigtet hændelse eller et traumatisk forløb.

Det skyldes, at kolleger forstår de faglige og følelsesmæssige udfordringer forbundet med at arbejde i sundhedsvæsenet, kender til beslutningspresset i akutte eller komplekse situationer, de følelsesmæssige konsekvenser ved fejl eller alvorlige hændelser og frygten for konsekvenser og stigmatisering.

Men tiden til at støtte er ikke altid til stede i en travl hverdag.

To danske projekter har derfor arbejdet med en mere formaliseret tilgang, hvor kollegastøtte tilbydes systematisk, suppleret med andre typer af interventioner ved behov for intensiveret støtte.

Indsatserne har været testet på afdelinger på henholdsvis Herlev Hospital – Mental sundhed for sundhedsprofessionelle (MeSu) – og Odense Universitetshospital og Regionshospitalet Nordjylland, Hjørring – The Buddy Study.

Indsatserne dokumenterer, at medarbejderne oplever en forbedring af deres mentale sundhed ved systematisk indførelse af kollegastøtte. Begge indsatser er ikke store og forkromede, og de er baserede på eksisterende ressourcer i organisationen.

Men de kræver som alt andet systematik og ledelsesunderstøttelse, og det er et arbejdsgiveransvar at iværksætte sådanne tiltag.

Kollegastøtter påvirker patientsikkerhed

Både Buddy Study og MeSu har været fulgt forskningsmæssigt, og der er udgivet flere peer-reviewed artikler om resultaterne.

Udover den positive effekt af kollegastøtte viser MeSu også tegn på en positiv effekt på patienternes sikkerhed: I et spørgeskemastudie fandt man en klar sammenhæng mellem lav belastning og godt teamwork, patientsikkerhedskultur og psykologisk tryghed.

Det er en meget vigtig sammenhæng, som vi i Danmark imidlertid endnu ikke har udforsket tilstrækkeligt.

Filmen 'Det andet offer' viser en voldsom, men nuanceret og helt realistisk situation.

Katja Schrøder, Inge Kristensen, Erik Jylling, Marlene Dyrløv Madsen

Der er international konsensus om, at medarbejdernes helbred og trivsel har væsentlig betydning for kvaliteten af den behandling og omsorg, der ydes i sundhedsvæsenet.

Dette understreger behovet for støtte til second victims for at forebygge langvarige belastningsreaktioner.

Det europæiske forskningsnetværk for second victim støtteindsatser (ERNST) fremhæver et markant behov for systematiske støttetiltag, men peger samtidigt på, at der fortsat er begrænset forskningsbaseret viden om, hvilke interventioner der er effektive.  

Der er et klart behov for yderligere forskning på området. Men samtidig er det væsentligt, at eksisterende og afprøvede indsatser i højere grad implementeres og udbredes. Indsatser, der fremmer kollegial støtte, kan med fordel udbredes systematisk, og forskningen i sammenhængen mellem patientsikkerhed og personalets sikkerhed bør intensiveres.

En national guide – med inspiration fra den norske guide – vil også være et oplagt indsatsområde.

Filmen 'Det andet offer' viser en voldsom, men nuanceret og helt realistisk situation, og der skal lyde en tak for at give dette vigtige område lyd og billeder. Det er ikke en svaghed at vise menneskelighed. Det vil være til gavn for både borgerne, patienterne, de pårørende, personalet og det samlede sundhedssystem, hvis der tages ansvar for både det første og det andet offer.