Lægeformand med opfordring til Heunicke: Beskyt patienter mod farlig alternativ behandling
DEBAT: Sundhedsministeren skal tage ved lære af Norge og oprette et statsligt vidensråd, som kan skille fup fra fakta og beskytte patienter mod i værste fald livsfarlig alternativ behandling, skriver Camilla Noelle Rathcke.
Af Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen
Mange af de alternative behandlinger, som udføres i Danmark, er ikke farlige. Men der er desværre også alvorlige eksempler på, at patienter kommer til skade eller mister livet i mødet med alternativ behandling.
Det kan true helbred og liv, når patienter med alvorlige sygdomme som kræft rådgives til at fravælge lægevidenskabelig behandling for i stedet at bruge planter med såkaldte ’anti-cancer-stoffer’ eller lignende, der ikke er dokumentation for.
Vi skal som samfund beskytte patienterne mod dette, især når de står i en meget sårbar situation med alvorlig sygdom.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Skal skille fup fra fakta
En rundspørge, Lægeforeningen har foretaget, viser, at to ud af tre læger oplever, at patienter ønsker at tale med dem om alternativ behandling. Det er især viden om virkningen af forskellige alternative behandlinger, som efterspørges.
Læger skal naturligvis være parate til at tage en åben dialog med patienten. For at kunne gøre det er det nødvendigt, at vi kan tage udgangspunkt i den nyeste viden og forskning om de forskellige konkrete behandlinger.
Mange ender med selv at eksperimentere eller google sig frem til tvivlsomme råd på nettet. Det kan have alvorlige konsekvenser for deres helbred.
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen
Læger kan nemlig heller ikke vide alt om alternativ behandling, da vores hjemmebane er behandlinger med dokumenterede virkninger.
Derfor bør Folketinget oprette et statsligt vidensråd om alternativ behandling, som vi har foreslået sammen med blandt andet Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse.
Lægeforeningen mener, at et vidensråd om alternativ behandling på et objektivt grundlag skal skille fup fra fakta.
Inspiration fra Norge
Det handler om at beskytte patienters sundhed og om at sikre, at patienter, læger og andre sundhedspersoner har adgang til den viden, der måtte findes om de forskelige alternative behandlingsformer.
Et vidensråd vil være en stor hjælp for patienter, pårørende og læger, idet selv sparsom viden også kan give en pejling på, hvor meget man kan sige om virkning og bivirkninger.
Uden et vidensråd er patienterne efterladt i en svær situation. Mange ender med selv at eksperimentere eller google sig frem til tvivlsomme råd på nettet. Det kan have alvorlige konsekvenser for deres helbred.
I Norge har man vist vejen ved at etablere NAFKAM, Nasjonalt forskningssenter innen komplementær og alternativ medisin. NAFKAM blev fra begyndelsen støttet med et beløb svarende til 9,5 millioner kroner og har styrket vidensgrundlaget og folkeoplysningen om alternativ behandling i landet.
Gør holdning til handling
Min opfordring til sundhedsminister Magnus Heunicke er at gå samme vej som i Norge. Ministeren og flere andre politikere har nemlig af flere omgange anerkendt behovet for at beskytte patienterne mod farlige alternative behandlinger.
Samme politikere har også været positive overfor forslaget om et statsligt vidensråd.
Nu er det på tide at gøre holdning til handling for at sikre patienternes sikkerhed i mødet med alternativ behandling.