PLO: Der er brug for en reform

DEBAT: Kassetænkning, manglende beføjelser og manglende incitamenter går ud over patienterne hver eneste dag. Der er brug for en reform, men vi risikerer at ende med status quo, når alt skal handle om regionernes fremtid, skriver formand for PLO Christian Freitag.

Af Christian Freitag
Formand, Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Igennem flere år har den sundhedspolitiske diskussion kredset om problemerne i det nære sundhedsvæsen og den manglende sammenhæng mellem sektorerne. Der har endda været talt om ”en brændende platform”.

Alle har været enige om, at det var tid til betydelige ændringer. På det seneste har vi ventet på de konkrete løsninger, ikke mindst på regeringens sundhedsreform – mon den ville indeholde svarene? 

For eller imod regionerne
Men så kom regionernes eksistens på dagsorden, og pludselig ændrede debatten karakter. Nu handler debatten næsten ensidigt om for eller imod regionerne – en debat med nogle ret forudsigelige politisk prægede positioner.

For dem, der ønsker at nedlægge regionerne, gælder det nu om at kritisere alt, som regionerne rører ved.

Mens regionernes fortalere nu kun påpeger succeserne og nærmest erklærer den brændende platform for slukket.

Samtidig får vi at vide, at regeringens såkaldte ”sundhedsfællesskaber” allerede er på vej i form af ”regionale sundhedsklynger”.

På sidelinjen står nu et hav af patienter sammen med kommunerne og de praktiserende læger. Dem, som det vist nok handler om.

Gu ved, om det hele ender i politiske positioner og egeninteresser, hvor mange interessenter måske vil have det helt o.k. med en status quo?

For de praktiserende læger handler dette ikke om for eller imod regionerne. Vi kommer ikke uden om, at regionerne blev skabt for at drive sygehuse, og det har de gjort.

De fleste er dog også enige om, at der samtidig har været store mangler i udviklingen af almen praksis – herunder sammenhængen mellem kommuner, sygehuse og almen praksis.

Måske er det interessant at se på årsagerne til, at vi står i den situation i dag: 

Almen praksis har været i langvarig stagnation
I de 12 år, som regionerne har eksisteret, har almen praksis stået nærmest helt stille, hvis man måler på økonomi, faciliteter og ikke mindst antal praktiserende læger.

Den seneste overenskomst indeholder nogle klare forbedringer, men der er ikke kommet flere læger. Her har vi den brændende platform – og vi har den på grund af 12 års stagnation, fordi regionerne og skiftende regeringer alene har ladet væksten ske på sygehusene.

I samme periode har kommunerne, hårdt presset, opbygget en anseelig plejemæssig kapacitet for at kunne håndtere langt mere syge borgere.

Det har medført en ret stor variation i kommunernes tilbud, og det har betydet en stærkt stigende efterspørgsel efter de praktiserende lægers hjælp.

En efterspørgsel, som vi mærker dagligt i vores telefoner og i vores indbakke, og som vi slet ikke kan imødekomme. Det er ikke godt for borgerne, at kommunerne mangler de praktiserende lægers hjælp.

Det etablerede samarbejde magter ikke opgaven
Hvad så med de regionale ”sundhedsklynger” – er de på vej?

Vi er bekendt med, at en del sygehuse har nogle ganske fornuftige samarbejder med de lokale kommuner og praktiserende læger, men der er enorme geografiske forskelle, og PLO er meget lidt involveret. Det medfører blandt andet, at vi ikke kan forpligte de praktiserende læger som gruppe.

Vi har en lang række mødefora, blandt andet ”Praksisplanudvalg”, ”sundhedsaftaler” og ”sundhedskoordinationsudvalg”. Der er, sat på spidsen, en masse møder – og endnu flere dokumenter. Det er bare ikke her, problemerne bliver løst i det nære sundhedsvæsen – man har forsøgt i 12 år.

Og nu nærmer vi os den varme grød: I 2016-17 arbejdede regeringen sammen med KL og Danske Regioner i et udvalg på at få kommunerne og regionerne til at tage nogle reelle skridt i samarbejdet mellem sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger. Det kom der ret beset intet ud af – intet.

Dette område er ramt af kassetænkning, manglende beføjelser og manglende incitamenter, og det går ud over patienterne – hver eneste dag. For denne del af sundhedsvæsenet er der efter min mening ingen tvivl: Her har vi brug for en reform.

Vi har et system, der uden for sygehusene ikke har fungeret godt nok i 12 år. Det duer ikke at lappe videre på det.

Det behøver ikke at betyde, at regionerne skal nedlægges, men det betyder, at denne del af sundhedsvæsenet skal have ændret sin struktur.

Hvis samarbejdet mellem sygehuse, kommuner og de praktiserende læger skal fungere, kræver det følgende:

  • Ledelsen af patienternes forløb uden for sygehusene bør i sagens natur være centreret omkring kommunerne og de praktiserende læger – der, hvor patienterne befinder sig. Det er os, der kender patienterne, deres generelle helbredstilstand, deres ægtefælle, deres sociale forhold, deres bolig og deres personlige ressourcer.
  • Kommunerne skal kunne trække på langt flere lægefaglige ressourcer, uden at det bliver en kamp for den enkelte kommunale sygeplejerske.
  • Vi skal etablere et fagligt og økonomisk fællesskab mellem almen praksis, kommunerne og sygehusene, der kan skabe incitamenter, så patienterne får nogle bedre forløb på tværs af de tre sektorer. Det skal alle tre parter bidrage til.

Grundlæggende ændringer kræver reform
De praktiserende læger skal først og fremmest løfte deres bidrag på to områder i forhold til i dag.

For det første skal vi udfylde en større rolle, inden borgeren eventuelt får behov for behandling på et sygehus. Det gælder ikke kun over for den store gruppe danskere med kroniske sygdomme.

Det gælder i høj grad også i vores diagnostiske arbejde – altså i arbejdet med at skelne de meget syge fra de meget lidt syge. Her kan de praktiserende speciallæger også spille en større rolle – der, hvor nærheden giver mening.

For det andet skal vi med tiden i langt højere grad være kommunens sparringspartner. Den lægefaglige viden i Danmark skal fortsat ligge på sygehusene og i almen praksis i et tæt samarbejde. Vi skal ikke have ”kommunelæger” som en form for ”episodelæger”.

Når patienten ikke er afhængig af lægehjælp fra sygehuset, så er det borgerens egen praktiserende læge, der tager over – entydigt.

Denne udvikling kommer ikke af sig selv, ellers ville vi have set den allerede i dag. Den kommer ikke i økonomiforhandlingerne mellem regionerne og kommunerne, og den kommer slet ikke i aftaleforhandlingerne mellem regionerne og PLO.

Den grundlæggende ændring kræver en reform. Vi har gennem 12 år og i tiden før med al tydelighed vist, at vi ikke kan løse problemerne i det nuværende setup.

Regionsstruktur er ikke afgørende
Hvis en reform for det nære sundhedsvæsen skal virke, så skal man naturligvis vise, at man prioriterer den. Ligesom man viste det, da man i Lars Løkke Rasmussens tid som finansminister afsatte over 40 milliarder kroner til nyt sygehusbyggeri og medfølgende læger og personale.

Denne gang skal investeringerne ligge i kommunerne, i almen praksis og i de andre praksisformer, der ligger tæt på borgerne. I modsat fald bliver det bare et tomt organisationsdiagram.

Hvis man virkelig ønsker denne udvikling, så kan den lade sig gøre både med og uden en regionsstruktur. Det er ikke afgørende. Det afgørende er, at vi skal gøre noget andet, end vi har gjort i de forgangne 12 år.

De praktiserende læger vil meget gerne være med i et reformarbejde, der har som formål at forbedre hele det nære sundhedsvæsen, herunder forholdene for de alt for mange borgere, der i dag får nogle dårlige oplevelser i samarbejdet mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge.

Hvis ellers vi kan få det til at handle om dem?

Forrige artikel Sygeplejeråd til Løhde: Giv os en løsning på problemet med ledelsesspændet Sygeplejeråd til Løhde: Giv os en løsning på problemet med ledelsesspændet Næste artikel Dansk Sygeplejeråd: Investér nu – i fremtidens sundhedsvæsen Dansk Sygeplejeråd: Investér nu – i fremtidens sundhedsvæsen
Læger har planer om kæmpe fusion

Læger har planer om kæmpe fusion

LÆGER: Yngre Læger og Overlægeforeningen arbejder på en fusion. En sammenlægning kan få stor betydning for magtfordelingen mellem Lægeforeningens undergrupperinger, men begge foreningers formænd understreger, at der fortsat er brug for en stærk lægeforening.