Debat

Sorgcenter: Sorg er overset hos ældre

DEBAT: Vi må ikke glemme, at ældre har samme behov for hjælp som unge, når vi i livet mødes af sorg. Mange ældre mødes ikke med den støtte, forståelse og interesse, de har brug for, skriver Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.

Ældre mennesker har ret til
samme hjælp som unge, der mister, skriver Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.
Ældre mennesker har ret til samme hjælp som unge, der mister, skriver Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.Foto: /ritzau/Tue Hoe/
Bjørn Strøm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Preben Engelbrekt
Direktør i Det Nationale Sorgcenter

Danmark er et svært samfund at blive gammel i. Vi lever længere og længere og har gjort store fremskridt på sundhedsområdet, når det gælder behandling af sygdom.

Men kulturelt og socialt er det svært at blive ældre i Danmark. Det overses alt for ofte, at ældre har præcist samme behov som yngre for social kontakt, fællesskab, livskvalitet og for at kunne se og skabe mening i tilværelsen. 

Og de har samme behov som yngre for at blive set af personalet i sundhedsvæsenet, når de får brug for professionel støtte og behandling.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Sorg diskriminerer ikke på baggrund af alder
En af de helt store udfordringer, der følger med alderen, er, at sandsynligheden for, at ens nærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom eller dør, bliver langt større.

Men sorg bliver ikke lettere at bære, blot fordi man er ældre, og dødsfaldet kan siges at være mere naturligt eller forventeligt på grund af høj alder. Den oversete sorg hos ældre er et enormt – og voksende – problem.

Det er i dén grad brug for en fælles plan til at imødegå en voksende problemstilling for en usynlig, men meget stor gruppe mennesker i vores samfund, der lever en skyggetilværelse og i social isolation.

Preben Engelbrekt
Direktør i Det Nationale Sorgcenter

Antallet af årlige dødsfald vil på grund af demografien i Danmark vokse med 25 procent over de næste 20 år. Fra omkring 51.000 til 65.000 og langt størstedelen er naturligvis ældre mennesker.

Mange ældre møder ikke den støtte, forståelse og interesse for deres tab, som de har brug for. Mange ældre mødes af deres omgivelser med formuleringer om ’de mange gode år, I trods alt havde’ eller ’det var jo den vej, det gik’.

Ældre sidder derfor ofte alene med svære tanker og følelser omkring tabet og sidder derudover ofte HELT alene tilbage. Også fysisk. De står udenfor arbejdsmarkedets fællesskab og har måske voksne børn, der bor langt væk eller har travlt.

Den partner eller ægtefælle, de har mistet, er ofte den primære sociale kontakt, de har haft gennem mange år.  

Nyt initiativ skal tilbyde hjælp til håndteringen af sorg
I slutningen af året starter Det Nationale Sorgcenter derfor i samarbejde med TrygFonden en ny landsdækkende Sorglinje, hvor voksne og ældre efterladte kan få støtte og hjælp fra andre voksne og ældre efterladte. 

Også i sundhedsvæsenet bliver ældre menneskers sorg ofte ikke set eller deres mistrivsel fejlkategoriseret og -behandlet som depression, og svaret bliver antidepressiv medicin.

Der mangler i høj grad viden om sorg, sorgreaktioner og sorgarbejde hos personalet i kommuner og sundhedsvæsen. 

Manglende viden om forebyggelse, opsporing og behandling af komplicerede sorgreaktioner, som hver tiende efterladte rammes af, og manglende anerkendelse af, at ældre kan lide så meget under tabet af en nærtstående som yngre, leder til et helt unødvendigt svigt af en stor, voksende og meget overset gruppe mennesker i Danmark.

Faktisk er der ifølge forskningen en lille tendens til, at ældre efterladte i højere grad end yngre udvikler vedvarende sorgreaktioner, som kræver specialiseret sorgterapi. Et tilbud, der ikke findes i dag. 

Efteruddannelser skal gøre op med manglende viden på området
I Det Nationale Sorgcenter har vi netop sammen med Helsefonden lavet en omfattende undersøgelse blandt flere tusinde ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet og kommunerne. Den viser blandt andet, at:   

1) Uddannelse inden for sorg mangler selvstændigt fokus.

2) Der mangler kendskab til risikofaktorer for kompliceret sorg hos ældre.

3) Der mangler handleplaner for håndtering af sorg både i kommuner og på hospitaler.

4) Sorg og kompliceret sorg figurerer ikke som en del af de sundhedsprofessionelles dokumentation.

I Det Nationale Sorgcenter har vi derfor taget teten og skabt de første danske efteruddannelser indenfor sorgområdet til personalet i både kommuner og regioner.

Og vi arbejder for at finde midler til at teste og dokumentere behandling af ældre efterladte med svære sorgreaktioner, ligesom vi allerede tester og dokumenterer behandling af børn og unge med svære sorgreaktioner, som vi har behandlet gennem snart 20 år. Ældre mennesker har ret til samme hjælp som unge, der mister!

Håndteringen af de ældre er et kollektivt ansvar
Ansvaret for at tage hånd om ældre efterladte ligger ikke ét sted. Det handler både om viden og efteruddannelse i regioner og kommuner, og det handler om den indstilling og holdning, vi alle møder ældre efterladte med. Også landets plejehjem har en stor rolle at spille i de efterladtes liv. 

Det er i dén grad brug for en fælles plan til at imødegå en voksende problemstilling for en usynlig, men meget stor gruppe mennesker i vores samfund, der lever en skyggetilværelse og i social isolation.

Dén plan bidrager vi gerne selv til og løfter vores del af! Men vi har også brug for dialog med vores ældreminister og alle relevante organisationer, beslutningstagere og politikere lokalt, regionalt og nationalt for at skabe bedre rammer for ældre efterladte. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Preben Engelbrekt

Direktør og grundlægger, Børn, Unge & Sorg - Det Nationale Sorgcenter
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2000), psykoterapeut (MPF), socialrådgiver

0:000:00