Debat

Tandlægeforeningen: Arbejdet i strukturkommissionen skal koble tandsundhed tættere til det øvrige system

At tænke den orale sundhed ind i arbejdet har måske ikke ligget først for, da regeringen valgte at tage initiativ til en strukturkommission, men det er oplagt at tænke almen og oral sundhed tættere sammen, da det rummer et kæmpe potentiale for bedre sammenhæng med patienten i centrum, skriver Susanne Kleist.

Munden og tænderne er adskilt fra resten af kroppen i sundhedsvæsenet.
Det er paradoksalt, når vi ved, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem en
række kroniske sygdomme og sygdom i munden, skriver Susanne Kleist.
Munden og tænderne er adskilt fra resten af kroppen i sundhedsvæsenet. Det er paradoksalt, når vi ved, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem en række kroniske sygdomme og sygdom i munden, skriver Susanne Kleist.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Susanne Kleist
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der kommer inden længe en ny kommission for strukturen i det danske sundhedsvæsen ifølge regeringsgrundlaget.

I Tandlægeforeningen er vi klar til at være en konstruktiv medspiller for at finde løsninger, der sikrer et sundhedsvæsen, som er sammenhængende på tværs af fagligheder og nedbringer uligheden.

For det er der brug for. Det danske sundhedsvæsen er nemlig presset.

Mangel på arbejdskraft, manglende samspil mellem de forskellige fagligheder og et stigende antal patienter kalder på forandringer. Ellers risikerer vi nemlig, at det på mange måder stærke sundhedsvæsen, vi har i Danmark, sander endnu mere til. Det er et scenarie, som vi skal undgå.

I Tandlægeforeningen har vi høje forventninger til det brede regeringssamarbejde. Vi ved nemlig, at det er det brede samarbejde, der skaber de bedste og mest langtidsholdbare løsninger for vores sundhedsvæsen, vores patienter og for samfundet.

Læs også

Brug for et helhedssyn på sygdom

Som situationen er i dag, er munden og tænderne adskilt fra resten af kroppen i sundhedsvæsenet. Det er paradoksalt, når vi ved, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem en række kroniske sygdomme og sygdom i munden.

Som situationen er i dag, er munden og tænderne adskilt fra resten af kroppen i sundhedsvæsenet. Det er paradoksalt.

Susanne Kleist
Formand, Tandlægeforeningen

I regeringsgrundlaget lægges der op til at udvikle sundhedsvæsenet, så sektorovergange smidiggøres og patienten kommer i centrum. Det er fornuftige principper, som klart understreger, at regeringens udgangspunkt bør være et helhedssyn på, hvordan man både forebygger og behandler sygdomme bedst muligt. Derfor bør tandsundhed have en større rolle.

Der er for eksempel evidens for, at ukontrolleret diabetes øger risikoen for tandtab og alvorlig parodontitis, og omvendt at alvorlig parodontitis kan fremme udviklingen af diabetes.

Desuden er man i større risiko for at udvikle sygdom i munden, når man har en kronisk sygdom, som man tager medicin for grundet bivirkninger fra medicinen såsom mundtørhed. Forskningen viser også, at der er sammenhæng mellem parodontitis og hjertekarsygdomme, ligesom parodontitis kædes sammen med psoriasis, leddegigt, osteoporose, Alzheimers sygdom og Parkinsons sygdom.

Der er tale om sygdomme, som påvirker rigtig mange patienter, og hvor tandlæger kan være med til forebygge og behandle. Det vil være til gavn for både den enkelte og for vores sundhedsvæsen at forløse det potentiale. 

Klar til at tage medansvar 

At tænke den orale sundhed ind i arbejdet har måske ikke ligget først for, da regeringen klogt valgte at tage initiativ til en strukturkommission, men de danske tandlæger er klar på opgaven – også selvom den bliver svær.

Sammenhængen for patienten og mindre ulighed kommer nemlig ikke af sig selv. Men det er ikke umuligt at få enderne til at mødes. Det kommer til at kræve politisk mod, handlekraft og ikke mindst samarbejde. Det medansvar er vi klar til at løfte.

Vi har en lang række forslag: At få tandlægen på det digitale sundhedskort; at tandlæger får adgang til patientens lægejournal, og at læger skal have adgang til patientens journal hos tandlægen; og mere fælles undervisning på tandlægeuddannelsen og lægeuddannelsen.

I mange år har Tandlægeforeningen haft et konstruktivt samarbejde om at udvikle sundhedsvæsnet med skiftende regeringer. Det arbejde ønsker vi at fortsætte – også før, under og efter arbejdet med en strukturkommission.

Derfor bør tandlægerne også være repræsenterede i regeringens varslede arbejde om en strukturkommission. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Susanne Kleist

Formand, Tandlægeforeningen
Tandlæge (1989)

0:000:00