Om  
Jacob Stengaard Madsen

Efter fyringer og krisemøde: Regionsdirektør stopper i Region Midt

Forretningsudvalget i Region Midtjylland har indgået en gensidig aftale om fratrædelse med regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen. Fratrædelsen kommer i kølvandet på to direktørstop i Hospitalsenhed Midt.

Frederik Lange

Region Midtjylland skal på jagt efter en ny regionsdirektør.

Det står klart, efter at den nu forhenværende direktør Jacob Stengaard Madsen har indgået gensidig aftale om aftrædelse med regionens forretningsudvalg.

Fratrædelsen kommer i forlængelse af et tumultarisk forløb i det midtjyske.

I sidste uge fratrådte to direktører i Hospitalenhed Midt med øjeblikkelig virkning deres stillinger på grund af "uenighed omkring den strategiske ledelse og udvikling af sundhedsvæsenet i regionen". 

I den forbindelse gav Jacob Stengaard Madsen følgende begrundelse til Viborg Folkeblad:

"Over de seneste måneder er det spidset til mellem de to og os, og der er i stigende grad blevet en kant."

Nu tyder noget på, at der det ikke kun er de to forhenværende hospitalsdirektører, som Jacob Stengaard Madsen har været på kant med. 

Ifølge en pressemeddelelse fra Region Midtjylland fratræder Madsen selv sin stilling i regionen i kølvandet på de "ledelsesmæssige udfordringer", de to hospitalsdirektørers afgang har kastet lys over.

Regionens forretningsudvalg ser med alvor på de ledelsesmæssige udfordringer, herunder samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere, fremgår det også af pressemeddelelsen.

Krisemøde
Fredag sidste uge mødtes regionsrådsformand Anders Kühnau (S) med repræsentanter fra Region Midtjyllands fælles samarbejdsudvalg og direktionen i Region Midtjylland.

Baggrunden for dette møde var fratrædelsen af de to direktører i Hospitalsenhed Midt.

Mødet var ifølge regionen selv "et konstruktivt møde på en alvorlig baggrund", og der var "lydhørhed på alle sider og en åben udveksling af synspunkter".

Nu tyder noget alligevel på, at lydhørheden ikke var nok til at fastholde regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen i sin stilling. 

Med hans afgang er Region Midtjylland nu oppe på at have måttet sige farvel til tre direktører på kort tid. En konsekvens, som regionsrådsmedlem Jacob Isøe Klærke (SF) i et tweet kalder nødvendig, hvis man vil sikre det ønskede hospitalsvæsen.  

Koncerndirektør Christian Boel konstitueres som regionsdirektør med forbehold for regionsrådets godkendelse.

Stillingen slås op hurtigst muligt, og frem til ansættelsen af en ny regionsdirektør vil Region Midtjyllands direktion bestå af to direktører, Christian Boel og Ole Thomsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Stengaard Madsen

Direktør, Dansk Psykolog Forening
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00