Debat

3F: Taxilov glemmer Udkantsdanmark

DEBAT: Transportminister Ole Birk Olesens (LA) udspil til en ny taxilov mangler planer for job og taxikørsel i den tyndt befolkede del af Danmark, skriver Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Regeringens udspil til en ny taxilov mangler planer for de tyndt befolkede områder, skriver Jan Villadsen fra 3F Transport. 
Regeringens udspil til en ny taxilov mangler planer for de tyndt befolkede områder, skriver Jan Villadsen fra 3F Transport. Foto: pressefoto/3f.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Villadsen
Formand for 3F Transport

Før jul fremlagde transportminister Ole Birk Olesen (LA) sigtelinjer til en ny taxilov.

Det er der brug for, og jeg er glad for, at ministeren inviterer arbejdsmarkedets parter med i diskussionerne. Udspillet ser godt ud på mange punkter, men der mangler planer for gode job og taxikørsel i tyndt befolkede egne. Det vil vi gerne hjælpe med at sørge for.

Taxi til fremtiden 
Henrik Dam Kristensen (S), Pia Olsen Dyhr (SF), Magnus Heunicke (S), Hans Christian Schmidt (V), Ole Birk Olesen (LA)…

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Fem transportministre har haft rattet i Transportministeriet siden 2012, hvor taxibranchen sidst var tiltænkt en stor forkromet reform.

De fem ministre kommer fra fire forskellige partier. Det siger lidt om, hvor svært det er at styre transportområdet, og de fleste har sikkert glemt udvalgsarbejdet og planerne fra 2012 om en ny taxilov. I hvert fald røg de hurtigt i mølposen.

Hvad med sikring af et fair og godt arbejdsliv for taxibranchens ansatte? Det står der ikke noget om i regeringens udspil.

Jan Villadsen
Formand for 3F Transport

Før jul så et nyt udspil dagens lys. Det hedder ”Taxi til fremtiden” og indeholder regeringens sigtelinjer for en ny taxilov.

Her er jeg helt enig med regeringen i, at taxibranchen trænger til modernisering, der kan ruste branchen til at favne fremtiden. Jeg er også enig i, at vi skal gribe mulighederne i den teknologiske udvikling, og i, at en ny lovgivning skal sikre skattebetaling, forbrugerbeskyttelse og trafiksikkerhed.

Også 3F Transport ønsker at favne ny teknologi, ønskerne om bedre service, mulighederne for at branchen kan udvikle sig – samt ikke mindst ønsket om gode muligheder, når det gælder virksomhedernes muligheder for at drive en sund forretning.

Arbejdsvilkår og Udkantsdanmark 
Men hvad med sikring af et fair og godt arbejdsliv for taxibranchens ansatte?

Det står der ikke noget om i regeringens udspil. Derfor er jeg glad for, at transportminister Ole Birk Olesen for åben skærm inviterede arbejdsmarkedets parter med i arbejdet med en ny moderne taxilov. For taxibranchen skal hænge sammen. Både i forhold til hele Danmarks behov, i forhold til erhvervsliv og borgere, i forhold til den øvrige kollektive transport og i forhold til taxibranchens ansatte.

3F Transport savner to vigtige områder i regeringens udspil: Sikring af taxikørsel i hele landet, herunder ikke mindst det såkaldte ”Udkantsdanmark”. Og sikring af lønmodtagernes vilkår, så landets taxichauffører ikke kommer til at betale en dyr pris for at tage en ”taxi til fremtiden”.

Tre forslag til forbedring 
Derfor møder 3F Transport transportministeren med tre ekstra punkter til regeringens udspil. Og til sikring af en smidig og fair gennemførelse af en ny moderne taxilov:

  • Vi skal sikre en sund og holdbar indfasning, der giver mulighed for at rette op på uforudsete konsekvenser og giver branchen, dens arbejdsgivere og lønmodtagere og landets kommuner, regioner og trafikselskaber den fornødne tid til at tilpasse sig den nye virkelighed i et nyt og moderne marked for taxikørsel.
  • Vi skal sikre en gennemtænkt plan for tilbud om taxikørsel i tyndt befolkede egne af Danmark, så alle borgere fortsat har mulighed for at benytte taxikørsel eller et lignende tilbud som teletaxi, flextrafik og andre former for personbefordring, der fungerer sammen med den øvrige kollektive transport.
  • Vi skal sikre fair konkurrence. Dels med stærkere krav til udbud i kommuner og regioner, så vi forhindrer konkursrytteri og urealistisk lave tilbud fra vognmænd på skatteyderfinansieret transport af patienter, skolebørn og pensionister. Dels med styrkede paragraffer i forhold til den nuværende taxilov, så vi sikrer løn og arbejdsvilkår med tilhørende pensionsindbetaling og forsikringer, så taxibranchen undgår underminering og ansættelsesvilkår på Uber-niveau.

Det kan sikre bred opbakning til en ny taxilovgivning fra hele erhvervet og dets aktører. På en måde, der er fair og bæredygtig. Også for de ansatte, arbejdsgiverne og for de kunder, erhvervet skal servicere i hele Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Villadsen

Gruppeformand, Transportgruppen, 3F
(martec søfartsskole)

0:000:00