Alternativet i København: Tænk, at vi er de økonomisk ansvarlige i snakken om mere metro
Konservative i København lover mere metro, men hvor skal pengene komme fra? Det er nemt at bruge fantasi-milliarder og forgælde sig – men så ender København før eller siden i Luksusfælden, skriver Troels Christian Jakobsen (ALT).
Troels Christian Jakobsen
Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune, Freelance manuskriptforfatter og instruktørHvor er den konservative ordentlighed i København? Partiet fører en uhyre populistisk og uansvarlig kampagne, hvor deres leder Jakob Næsager (K) lover metro til alle.
Når jeg hører løfterne om Metro til enhver afkrog af København og omegn måber jeg over skamløsheden, for Jakob Næsager er jo ikke dum, og han kender godt prisen for at bygge metro.
Det koster vildt mange penge.
Der er brugt 48 milliarder til nu. M5-linjen til Lynetteholm vil koste 30 milliarder. Med alle de linjer, Konservative nu vil bygge i en fart, vil det i mit forsigtige skøn, på baggrund af de foreslåede linjer og tidligere anlægsudgifter, hurtigt løbe op i et trecifret milliardbeløb.
Hvordan vil Konservative få det til at hænge sammen økonomisk? Det er jo nemt nok at bruge fantasi-milliarder og forgælde sig – men så ender København før eller siden i Luksusfælden.
Skal kirkegårdene også privatiseres?
Hvis der skal være nok passagerer til at billetindtægten kan dække bare den sædvanlige del af anlægsudgifterne, så kræver det, at der bor og arbejder rigtig mange mennesker, hvor der er metrostationer.
Hvad er Konservatives hemmelige plan for finansiering af deres fantastiske metro-til-alle?
Medlem af Borgerrepræsentationen, Alternativet, Københavns Kommune
Så skal vi byfortætte i alle de kvarterer, hvor de konservatives fantasi-metro går igennem. Betyder det, at Konservative vil rive villakvarterer ned i Brønshøj og bygge masser af etageejendomme?
Skal haveforeningerne smides ud og afløses af kontorbygninger? Hvad er Konservatives hemmelige plan for finansiering af deres fantastiske metro-til-alle?
For hverken Hellerup, Hvidovre eller staten vil næppe betale metroen for os, bare fordi Jakob Næsager fantaserer om det.
Vi har allerede solgt meget ud af kommunens arealer og ejendomme for at få råd til den nuværende metro, og nu vil Konservative også sælge Kødbyen for at spare på renovering og få penge i kassen.
Hvad bliver det næste?
Skal vi sælge Langebro, som også står overfor renovering? Så kan en privat aktør tjene lidt på en broafgift – og vi kan få en milliard mere skrabet ind til Konservatives metro-gavebod.
Københavns kirkegårde skal også snart bruge en halv milliard til renovering, så de kan vel så også bare sælges og give en milliard mere. Det var så tre milliarder – hvor skal de næste 117 milliarder komme fra?
Metro koster dyrt på flere bundlinjer
De fleste københavnere elsker metroen, så det er jo oplagt at love mere metro, og der er da også nærmest ved at brede sig en intern konkurrence på Rådhuset om, hvem der kan love mest metro til københavnerne.
Det føles lidt vildt, at det er mig fra Alternativet, der må slå på tromme for økonomisk ansvarlighed.
Medlem af Borgerrepræsentationen, Alternativet, Københavns Kommune
Og jeg må indrømme, det føles lidt vildt, at det er mig fra Alternativet, der må slå på tromme for økonomisk ansvarlighed – og udover den økonomiske bundlinje, må vi også have styr på de andre, bæredygtige bundlinjer.
Det er frygteligt meget beton, der skal hældes ned i jorden, og derfor udleder anlægget af metro langt mere CO2 end eksempelvis anlæg af hurtige busbaner eller letbane.
Vi skal holde øje med vores CO2-regnskab. Og netop de næste 25 år er kritiske for klimaet. Derfor må man også spørge Konservative: Hvad skal vi så bygge mindre af i beton andre steder?
Skal vi droppe de fire planlagte P-huse? Skal vi sige nej til at Nordisk Film må rive Palads ned og lave seks etagers betonkælder? Dropper vi skolebyggerier? Plejehjem, skæve boliger eller bosteder til borgere med handicap?
For vi kan ikke få det hele.
Hastværk giver lastværk
Jeg synes helt klart også vores metro er en succes på mange måder, og er super stolt over Metroselskabet, hvor jeg fra første række som bestyrelsesmedlem kan følge med i hvor vidunderligt kompetente selskabets medarbejdere er.
Det konservative hastværk risikerer at gå ud over kvaliteten.
Medlem af Borgerrepræsentationen, Alternativet, Københavns Kommune
Den seneste udvidelse af metroen blev færdig til tiden på trods af Covid-nedlukning, forsyningsproblemer og alle mulige andre forhindringer. Bravo må man bare sige.
Men uanset hvor dygtige, de er, så skal de immervæk stadig have mulighed for at udbygge metro i et tempo, hvor man ikke går på kompromis med arbejdsmiljø, kvalitet og hvor man kan fortsætte en organisk udvikling af selskabets organisation.
Det konservative hastværk vil risikere at gå ud over kvaliteten.
Den eneste vej til en mere hastig og ambitiøs udbygning af den offentlige transport i hovedstadsområdet er en bred alliance mellem kommunerne om at lægge pres på regeringen for at få staten til at tage et medansvar – for både økonomi og planlægning.
Ellers drukner vi i både biltrafik, oversvømmelser, gæld og den uansvarlige byudviklings dyre boliger i stål og glas.
Det er fortsat for dyrt for København at gå enegang.