Bliv abonnent
Annonce
Debat

Chefkonsulent: Kollektiv transport er ikke blot en service, men en samfundsinvestering

Vi bør se bredere på gevinsterne i beskæftigelse, produktivitet, sundhed, klima og sammenhængskraft – ikke kun på driftsudgifterne, skriver Mathias Sdun.<br>
Vi bør se bredere på gevinsterne i beskæftigelse, produktivitet, sundhed, klima og sammenhængskraft – ikke kun på driftsudgifterne, skriver Mathias Sdun.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
28. november 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den kollektive transport skaber arbejdspladser, reducerer CO2-udledning, frigør plads i byerne og giver mobilitet til hele arbejdsstyrken – ikke kun dem med bil. Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at investere i kollektiv transport, men hvad det koster samfundet at lade være.

Kollektiv transport skal ses som en del af den basale infrastruktur.

Mathias Sdun.

Der er en tendens til, at medierne dækker kollektiv transport med fokus på forsinkelser, høje tilskud og manglende punktlighed – mens biltrafikken primært omtales som “trængsel på vejene”, der medfører et stort samfundsøkonomisk tab.

Den trængsel skyldes imidlertid, at der bliver flere biler og flere bilture, og konsekvensen rammer også den kollektive bustrafik, der bruger 20-40 procent længere tid for at komme igennem trafik i myldretiden end om aften.

For 400S betyder dette for eksempel en køretid i myldretiden på 75-80 minutter og om aftenen og natten 55-60 minutter.

Når trafikken sander til, går det ud over hele systemet – ikke kun bilisterne.

Læs også

Et valg for fremtiden

Næsten al kollektiv transport i Danmark kræver tilskud. Og ses der på samfundsøkonomien i et isoleret projekt, så er det sjældent at disse med gængse metoder blive positive. Ved at se isoleret på enkelte projekter – frem for at se på helheden – mister man det økonomiske perspektiv.

En tysk analyse fra Mcube Cluster “Wertschöpfung ÖPNV” tydeliggør den værdiskabelse for samfundet som kollektiv transport medfører. Ifølge undersøgelsen skaber kollektiv transport tre gange så stor værdi som der bruges på driftsomkostningerne – og at investeringer på 100 milliarder euro frem til 2030 kan femdoble værdiskabelsen.

Trængslen stiger år for år, og nye motorveje flytter blot flaskehalse – de løser dem ikke.

Mathias Sdun

Danmark mangler en tilsvarende national analyse, en input.output-analyse. Vi bør se bredere på gevinsterne i beskæftigelse, produktivitet, sundhed, klima og sammenhængskraft – ikke kun på driftsudgifterne.

Kollektiv transport skal ses som en del af den basale infrastruktur, der understøtter mobilitet og adgang til arbejdsmarkedet. I hovedstadsområdet har halvdelen af husstandene ingen bil, og på landsplan gælder det for hver tredje.

For unge, ældre, borgere med lav indkomst og personer med funktionsnedsættelser er kollektiv transport ikke et valg – men en forudsætning for deltagelse i samfundet.

Også virksomhederne er afhængige af effektiv kollektiv transport. Ifølge en analyse fra Dansk Industri vurderer næsten syv ud af ti virksomheder, at kollektiv transport er afgørende for medarbejdernes mulighed for at møde på arbejde. I en tid med stigende rekrutteringsudfordringer og længere pendling er mobilitet en produktivitetsfaktor.

Læs også

En national plan

Danmark har brug for en samlet national plan, der sammentænker tog, metro, letbaner og BRT i ét strategisk perspektiv. Projekter bør prioriteres efter cost-effectiveness – hvor samfundet får mest værdi for pengene for det enkelte projekt.

Kommunerne, der stiller infrastrukturen til rådighed, skal have bedre finansielle rammer. Anlægsloft og lånebegrænsninger gør i dag mange regionale kollektive projekter umulige at realisere. Staten bør bidrage mere direkte til finansieringen af den kollektive transport, hvis visionen om et grønt, sammenhængende transportsystem skal realiseres.

Pladsen i Danmark er begrænset. I byområder må vejarealet omfordeles til busser, tog, cykler og fodgængere for at sikre fremkommelighed. Trængslen stiger år for år, og nye motorveje flytter blot flaskehalse – de løser dem ikke.

Kollektiv transport er derfor ikke blot en service, men en samfundsinvestering. Den betaler sig – både økonomisk, socialt og miljømæssigt.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026