Dansk PersonTransport: Busser kan give mere mobilitet for pengene end tomme tog på dyre skinner

Mere mobilitet for færre penge

Vores analyse tager udgangspunkt i de togstrækninger på det statslige jernbanenet, som det i september blev annonceret, at DSB skal overtage, indtil de kommer i udbud igen.

Vi peger på to togstrækninger, Struer–Thisted og Herning–Skjern, der bør erstattes med busdrift. Ifølge Banedanmark har begge strækninger en infrastrukturrestlevetid på et til fem år, hvis man indfører investeringsstop nu.

På Struer–Thisted viser Trafikstyrelsens tal, at togdriften koster mindst 8,5 kroner per personkilometer i offentligt tilskud og helt op til 14,8 kroner per personkilometer, når vedligeholdelsesudgifter til infrastrukturen medregnes. Til sammenligning kan busdrift leveres for 2,0 kroner i tilskud per personkilometer hos Nordjyllands Trafikselskab.

For det samme nettotilskudsbeløb per personkilometer, som i dag bruges på togdriften, kunne der køre op til syv gange mere busdrift – eller samme transporttilbud kunne leveres langt billigere.

Erfaringerne fra Nordjylland viser tydeligt potentialet. Her er ekspresbusserne kendt som “tog på gummihjul”, populære og binder effektivt byerne sammen. Det er den type tænkning, vi har brug for: hurtige, fleksible og hyppige forbindelser, der gør det nemt for lokalbefolkningen at komme til de store knudepunkter.

På Herning–Skjern koster togdriften som minimum 5,3 og op til 9,4 kroner i tilskud per personkilometer, hvis vedligeholdelsesefterslæbet medregnes. Til sammenligning koster busdrift hos Midttrafik også i gennemsnit 2,0 kroner per personkilometer i offentligt tilskud.

På de fem stationer langs togstrækningen er der mellem 13 og 68 daglige påstigninger spredt ud på 16 daglige afgange – altså meget få passagerer i forhold til togenes kapacitet. Busdrift kan her i langt højere grad matche den faktiske efterspørgsel og give borgerne flere afgange og dermed mere fleksibilitet.

En ulogisk ordning

Selvom vores analyse omhandler de statslige jernbaner, så kan den samme logik bruges på privatbanerne. Generelt er en af udfordringerne i den kollektive transportdebat, at togdrift ofte opleves som mere “tryg” end busdrift.

De faste skinner og store anlægsudgifter skaber en følelse af varighed for borgerne – mens busser, netop fordi de er fleksible og billigere, paradoksalt nok opleves som midlertidige.

Når økonomien er presset, er det lettere at skære i busdriften end at udfordre de dyre togløsninger. Resultatet er dårligere mobilitet for borgerne.

Alexander Höilund
Erhvervspolitisk konsulent, Dansk PersonTransport

Som Peter Have (M) har påpeget: “Vi oplever jo, at hvis en kommune har en skidt økonomi, så slækker man på busdriften med det resultat, at borgernes mobilitet bliver dårligere”. Det rammer hovedet på sømmet.

I dag fastholdes ineffektive privatbaner blandt andet, fordi regioners bloktilskud afhænger af antallet af kilometer privatbane i regionen – og fordi lukning kræver tilbagebetaling af statslige investeringstilskud.

Det er en ulogisk ordning, der binder store dele af de regionale budgetter til løsninger, som ikke nødvendigvis er de mest effektive. Når økonomien er presset, bliver det derfor lettere at skære i busdriften end at udfordre de dyre togløsninger. Resultatet er dårligere mobilitet for borgerne.

Tid til at tænke nyt

Beslutningen om at lade DSB videreføre driften på togstrækninger med dyre tilskuds- og vedligeholdelsesomkostninger – uden at undersøge alternativer – viser, at politisk nytænkning stadig mangler. Men tallene fra Trafikstyrelsen og Banedanmark efterlader ingen tvivl: Det er tid til nytænkning.

Vi mener, at vores analyse bør være en inspiration til beslutningstagerne om, at der bør laves tilsvarende analyser af alle danske togstrækninger, så vi får et fuldt overblik over, hvor busløsninger kan levere samme eller bedre service for færre penge.

Hertil mener vi, at en løsning for privatbanerne er ny lovgivning, som ændrer strukturen for tilskud til kollektiv mobilitet, så midlerne gives samlet og uafhængigt af, om de anvendes i kommunalt eller regionalt regi.

Det vil skabe større tryghed for borgerne, fordi busdriften ikke på samme måde skal finansieres på bekostning af togdriften. Resultatet bliver mere stabile og effektive mobilitetsløsninger.

Kollektiv transport skal ikke være et spørgsmål om skinner eller hjul, men om mest mulig mobilitet for pengene. Vi skylder danskerne at bruge ressourcerne dér, hvor de gør mest gavn – ikke på tomme tog på dyre skinner.