Henriette Kjær: Hvis vi kun ser på jernbanens røde tal, mister vi overblikket

Forfriskende diskussion

Derfor var det sådan set også forfriskende, da Transportministeriets departement for et års tid siden præsenterede et sæt beregninger, som de kaldte ‘Sæt pris på jernbanen’. 

Beregningerne sammenligner de statslige omkostninger til henholdsvis passagertogstrafik og personbiltrafik.

Ser man på de direkte statslige udgifter og de såkaldte eksternaliteter (som er luftforurening, støj, trængsel, uheld med videre) viser det sig, at statens udgifter per personkilometer løber op i 2,05 kroner, hver gang vi sætter os i et tog og kører en kilometer. Og 0,72 kroner, når vi tager bilen og kører en kilometer. 

Det er heller ikke populært op til et kommunalvalg at melde ud, at en lokalbane skal lukkes ned.

Henriette Kjær
Direktør for mobilitet, Geelmuyden Kiese

Og senest har en ny opgørelse fra Trafikstyrelsen vist, at der skal bruges 28 milliarder kroner i 2030, hvis jernbanerne skal holdes i god og ordentlig stand. 

Det er jo tal, der er til at forstå, og nu er det så op til politikerne på Christiansborg at beslutte, i hvor høj grad der fortsat skal satses på jernbanen.

Af de politikere, der har udtalt sig, er ingen særligt konkrete. Det er heller ikke populært op til et kommunalvalg at melde ud, at en lokalbane eller sidebane skal lukkes ned.

Men det er også klogt. For man skal jo ikke i et øjebliks frustration over udgifterne til jernbanen, nedlægge stort set alt ud over hovednettet, det såkaldte store H. 

En stor og kompleks beslutning

Der skal meget mere analyse til, så beslutningerne kan træffes på et oplyst grundlag. Og samtidig skal jernbanens fremtid ses i en større kontekst.

Der er et stort behov for at aflaste vejene, hvor der i forvejen er trængsel.

Henriette Kjær
Direktør for mobilitet, Geelmuyden Kiese

For det er ikke et spørgsmål om, at jernbanen skal romantiseres som en del af stationsbyens identitet, og det er heller ikke et spørgsmål om at reducere den til et regnskab med røde tal, der skal laves om til sorte.

Det er et spørgsmål om, hvordan vi bedst sikrer tilgængelig mobilitet i hele landet.

Når vi diskuterer om de mange penge, vi bruger på jernbanen, er det værd, bliver vi nødt til at se udgifterne i sammenhæng med al øvrig mobilitet, bosætning og adgang til uddannelse samt arbejdspladser.

Hvis vi kun ser på jernbanens røde tal, mister vi overblikket over, hvordan investeringerne spiller sammen.

Et tog er måske dyrt i drift på en strækning, men hvis det kobles til busnettet, eller der er anlagt cykelsti med tilknyttet dele-cykel ordning, bliver det samlede transportsystem langt mere attraktivt for borgerne og dermed også langt mere samfundsøkonomisk bæredygtigt.

Øje for helheden

Derfor har vi brug for en mere kvalificeret diskussion om jernbanens fremtid, hvor vi ser på helheden, og hvordan vi sikrer mobilitet for alle.

Altingets spørgsmål “kan jernbanen betale sig?” er altså mere abstrakt end som så. For jernbanen er en vigtig forudsætning for, at Danmark kan fungere.

Selv om staten har færre udgifter per kørte kilometer, når vi tager bilen frem for toget, giver det god mening at sikre persontransport i tog. Der er et stort behov for at aflaste vejene, hvor der i forvejen er trængsel, som hvert år koster samfundet dyrt.

Det bliver kun værre, hvis flere skal bruge bilen til at komme frem. For det er jo ikke givet, at alle vil tage en bus i stedet for det tog, der er taget ud af drift, fordi skinnerne ikke er blevet vedligeholdt.

Derfor bør diskussionen handle om, hvordan vi bruger de penge, vi uundgåeligt skal investere, på den mest kloge og fremtidssikrede måde.