Klaus Bondam: Københavns vokseværk giver enorme udfordringer

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet og forhenværende teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune

Jeg blev lidt overrasket over at få en henvendelse fra Altinget om at skrive et debatindlæg til en temadebat i Altinget Hovedstaden om befolkningssammensætningen i København.

Udover at være direktør i Cyklistforbundet bor jeg i dag ude på landet på en lille gård i Odsherred. Men jeg tænker, at Altinget nok har spurgt mig, fordi jeg har en fortid som medlem af Borgerrepræsentationen fra 2002 til 2010 og henholdsvis teknik- og miljøborgmester fra 2006 til 2009 og beskæftigelses- og integrationsborgmester i 2010.

Min tid som kommunalpolitiker ligger efterhånden godt ti år tilbage. På sin vis er det beskæmmende, at de centrale politiske spørgsmål, man som københavnsk lokalpolitiker skal stille sig i 2020, ikke har ændret sig væsentligt, siden jeg stoppede for ti år siden – endsige for 20 år siden, da de første tanker om en politisk karriere slog frø i mig.

Man skal være usædvanlig tonedøv, hvis ikke man har noteret sig det opråb, som en række af omegnsborgmestrene kom med i Politiken.

Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet og forhenværende teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune

Det er en illusion at tro, at alt kan løses i en enkelt valgperiode. Alt, hvad vi lægger øre til i en valgkamp, er alene udtryk for nogle glødende visioner.

I virkelighedens verden skal man nok erkende, at det er de meget lange, seje træk, der skaber forandring, også i en lokalpolitisk kontekst.

København i international liga
Jeg tror ikke, at der er nogen, der er politisk uenige i, at det er klogt at sikre, at byen har en meget bred befolkningssammensætning.

At der på den ene side er boliger til borgere med lav- og mellemindkomster, hvis arbejdskraft København i den grad har brug for, da forudsætningen for vækst skabes af dem, og at der på den anden side også skabes de rammer, der skal til for at tiltrække gode skattebetalere.

På sin vis er dette lykkedes et langt stykke af vejen. I hvert fald for den sidstnævnte gruppe. Fra at have været den fattige og udslidte by, som jeg flyttede til i 1982, er København i dag rykket op i en international liga berømt for sin "liveability".

Det siger sig selv, at billige boliger er afgørende, men til trods for Ritt Bjerregaards "fem gange fem"-boliger og en ny mulighed for at sikre en større andel af almene boliger i forbindelse med nybyggerier, kan det undre, at det på 20 år ikke er lykkedes at udvikle nye former for boliger.

Vi opererer stadig i et boligmarked af leje-, andels-, ejer- og almene boliger. Bør vi ikke arbejde med langt mere innovative tilgange til de strukturer, der er på boligmarkedet?