Dansk Byggeri: Vedligehold er lige så vigtigt som varme hænder

Af Torben Liborius
Erhvervspolitisk direktør, Dansk Byggeri

Kommunerne er de største formuebesiddere i landet gennem deres ejerskab til bygninger, veje og anlæg.

Når vi som samfund har valgt, at kommunerne i meget høj grad ejer og driver de mange velfærdstilbud, betyder det, at der er behov for store investeringer og driftsbudgetter for at sikre velfærden.

Den årlige armlægning mellem regeringen og kommunerne er en afgørende forudsætning for, at Danmark har sunde offentlige finanser. Selve aftalerammen er fornuftig. Men når dét er sagt, så bør der tilføjes nogle elementer til forhandlingerne.

Det er langt billigere at vedligeholde i tide end at skulle genoprette, men budgetmodellen står ofte i vejen.

Torben Liborius
Erhvervspolitisk direktør, Dansk Byggeri

Dansk Byggeri vil anbefale, at man får en længere horisont ind i aftalerne, så investeringer ikke politisk behandles som driftsudgifter, når den enkelte kommune skal fastlægge sit budget.

Valg mellem varme hænder og vedligehold skader
Alt for ofte skal der ”handles” om udgifter til ”varme hænder” over for nødvendige vedligeholdelsesopgaver. Det er langt billigere at vedligeholde i tide end at skulle genoprette, men budgetmodellen står ofte i vejen.

Resultatet i form af de milliardstore efterslæb, der er opbygget, fordi offentlige bygninger og anlæg som for eksempel skoler, plejehjem, kloakker og veje ikke er blevet vedligeholdt, gør os fattigere. Og det ikke alene i form af bygninger, der bliver mindre værd.

Det handler også om arbejdsmiljø, indeklima for beboere og institutionsbrugere, børns indlæring, højere driftsomkostninger og så videre.

Samtidig vil diskussionen om overophedning eller nedsmeltning blive mindre aktuel, for med bedre planlægning bliver kommunernes bidrag til ophedning af økonomien mindre, samtidig med at kommunerne får mere for deres skattekroner.

Fra kortsigtet økonomi til totaløkonomi
Det er faktisk bemærkelsesværdigt, at økonomien planlægges så kortsigtet rundt omkring i mange kommuner, når man ved, hvor store gevinster der ligger i at planlægge med en længere horisont. Begrebet ”totaløkonomi” er ganske velkendt, men desværre mest som teori, for der mangler de rette instrumenter til at omsætte det til praksis. Her vil det være på sin plads, at der skabes en vej.

I gode tider burde systemet kunne indrettes således, at kommunerne kan træffe beslutninger om større investeringer, uden at det skal gøres ud fra, hvor det er billigst her og nu.

For at få hul på bylden foreslår Dansk Byggeri, at Finansministeriet etablerer en ”totaløkonomi-lånepulje”, hvor kommunerne kan låne til forskellen mellem laveste udgift og den højere omkostning, der er forbundet med at handle totaløkonomisk.

Som illustration: En kommune skal bygge en ny institution. Det totaløkonomisk bedste byggeri koster 30 millioner kroner mere i opførelse end det billigste, men disse 30 millioner kroner er tjent hjem over 20 år – bygningen står jo meget længere – så skal kommunen kunne låne disse 20 millioner kroner.

Samtidig skal de ikke medregnes, når anlægsrammen skal beregnes. Hensigten er, at det skal give den samme belastning for budgettet i kommunen at træffe den totaløkonomiske beslutning som den billigste. Afdraget skal udredes af de løbende driftsbesparelser.

Frygt for det uforudsigelige er større end overophedning
Hvis man står med en akut frygt for, at kommunerne bidrager til overophedning af økonomien, så må man se på, hvilke faktorer der bidrager mest til den slags. Her er pludselige beslutninger om ændrede forudsætninger blandt de vigtige elementer.

Et illustrativt eksempel er muligheden for en drastisk forhøjelse af grundkapitalindskuddet i almene boliger – det vil sige den del af byggesummen, som en kommune skal komme med til opførelse af almene boliger. Hvis ikke der aftales andet, vil indskuddet vokse fra ti procent til 14 procent.

Det vil erfaringsmæssigt betyde en hamstring af tilsagn om nye byggerier efterfulgt af næsten stilstand året efter. Det vil presse både rådgivere og byggeriet, som har travlt i forvejen.

Tilmed har regeringen åbnet for muligheden for at have forskellige satser for forskellige boligstørrelser. En forøgelse til eksempelvis 24 procent, som var på bordet sidste år, vil øge hamstringseffekten yderligere.

Pointen er, at mangel på forudsigelighed og kortsigtede horisonter skaber unødvendigt dyre udsving.