Debat

Dansk Energi: Elektrificering af den tunge trafik stiller nye krav til elnettet

Elektrificering af transportsektoren er afgørende for den grønne omstilling. DTL kunne med fordel have bidraget med indvendinger i den høringsproces, Forsyningstilsynet netop har gennemført omkring tilslutningssatser. Så kunne vi have etableret en dialog tidligt i processen, skriver Nicolaj Mølgaard Jakobsen 

Elektrificeringen af transportsektoren er et afgørende skridt i den grønne omstilling, og netselskaberne har en ambition at sikre god og hurtig tilslutning til en god og omkostningsægte pris. 
Elektrificeringen af transportsektoren er et afgørende skridt i den grønne omstilling, og netselskaberne har en ambition at sikre god og hurtig tilslutning til en god og omkostningsægte pris. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et indlæg i Altinget 9. juni opfordrer chefkonsulent Søren Büchmann fra DTL til, at man fortæller den fulde historie om elektrificeringen af transporten. En historie, der heldigvis overvejende er positiv, men som ifølge forfatteren også er krydret med lidt kedelige oplevelser om netselskaberne. 

Alle står vi overfor en stor opgave, hvis vi i fællesskab skal lykkes med at gennemføre en omfattende elektrificering af samfundet. Vognmændene, som Büchmann repræsenterer, skal forholde sig til og investere i fremtidens grønne lastbiler. Og netselskaberne skal indfri de store forventninger, som samfundet, heriblandt den tunge transport, stiller til elnettet i en elektrisk fremtid.

Netselskaberne har travlt
Her oplever netselskaberne naturligt en meget stor og voksende efterspørgsel efter nye tilslutninger. En efterspørgsel, som er steget markant, særligt grundet elektrisk transport. Det betyde, at netselskaberne har travlt og arbejder hårdt med at indfri forventningerne. 

Elektrificeringen af transportsektoren er et afgørende skridt i den grønne omstilling, og netselskaberne har en ambition at sikre god og hurtig tilslutning til en god og omkostningsægte pris. 

Nicolaj Mølgaard Jakobsen
Chefkonsulent, Dansk Energi

Det skal selvfølgelig gå så hurtigt som muligt at få tilsluttet ladestandere, uanset typen. Blot for nuanceringens skyld skal det nævnes, at ladestandere hjemme i carporten som regel i dag går rigtig hurtigt. Men en lynladestander, der stilles op langs motorvejen, hvor der ikke er et elnet i forvejen, eller en lynladestander hos en virksomhed, kræver mere omfattende arbejde hos netselskabet.

Mere belastning af nettet kræver udvidelser af det bagvedliggende edistributionsnet og ofte også en opgradering af transmissionsnettet. Ligesom mere trafik i vejnettet kan kræve tidskrævende udvidelser af vejene, noget alle vist har oplevet, kan udvidelser af elvejene heller ikke gennemføres fra den ene dag til den anden.

Det kræver komplekse netberegninger, for at vi kan sikre elkvaliteten, indkøb af netkomponenter, der ikke er hyldevare, og efterfølgende anlægsarbejder med at etablere nyt eller stærkere net. 

Nelselskaberne har derfor fokus på serviceniveauet og tilslutningsprocesserne. Fra Dansk Energis side arbejder vi med optimering af tilslutningsproces ved store produktions- og forbrugsanlæg. Vi arbejder også for styrkede brancheprocesser for tilslutning af ladestandere ved alt fra parcelhuse og lejligheder, til offentlige veje, parkeringspladser og langs motorveje. Vi vil gerne, at kunderne møder en ens, høj og god behandling.

Et afgørende skridt
Der er en omkostning forbundet med at udvide elnettet og derfor en pris for at få tilsluttet ladestandere til nettet. Vi er glade for, at transportbranchen interesserer sig for tilslutningsomkostningerne og kan fortælle, at netselskabernes priser selvfølgelig skal følges tæt af Forsyningstilsynet, så der er sikkerhed for, at de er omkostningsægte.

Vi har her i foråret fået godkendt opdaterede nye satser for at blive tilsluttet. Her kunne DTL med fordel have bidraget med eventuelle indvendinger i den høringsproces, Forsyningstilsynet netop har gennemført omkring tilslutningssatser. Så kunne vi have etableret en dialog tidligt i processen herom.

Elektrificeringen af transportsektoren er et afgørende skridt i den grønne omstilling, og netselskaberne har en ambition at sikre god og hurtig tilslutning til en god og omkostningsægte pris. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00