Debat

Dansk Erhverv: En kilometerbaseret afgift skal føres tilbage til branchen, ellers får politikernes troværdighed problemer

En kilometerbaseret vejafgift kan spille en vigtig rolle, men det forudsætter, at provenuet fra afgiften vel at mærke føres tilbage til grøn omstilling af vejgodstransporten. Ellers kan vi ikke bakke op om modellen, skriver Dansk Erhverv. 

Vi skal kort sagt undgå en situation, hvor afgifterne ender med at være en klods om hjulene for danske virksomheder og dermed dansk vækst, skriver Jesper Kronborg.
Vi skal kort sagt undgå en situation, hvor afgifterne ender med at være en klods om hjulene for danske virksomheder og dermed dansk vækst, skriver Jesper Kronborg.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Jesper Kronborg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der skal ikke herske nogen tvivl. Den danske vejtransport står overfor en bunden opgave, hvis Danmark skal i mål med den grønne omstilling. Som et centralt led for vores handel og samfundsøkonomi, kan vi kun opnå den nødvendige grønne omstilling, hvis transportsektoren også følger med.

Derfor er der også brug for, at vi skruer på de mange knapper i samfundsapparatet, så de grønne løsninger bliver attraktive, og de sorte løsninger bliver mindre attraktive.

De danske lastbiler udleder i dag omkring 1,7 millioner ton CO2 ud af de cirka 60 millioner tons CO2, der udledes i Danmark. De er derfor en lille, men ikke ubetydelig, aktør for det samlede danske klimaaftryk. Langt størstedelen af de udledninger stammer fra brændstofforbruget, som i udgangspunktet er baseret på fossile energikilder.

Temadebat

Hvordan skal modellen for kilometerbaserede afgifter se ud?
Støttepartierne venter på, at regeringen melder ud, hvordan den vil have udformet en afgiftsmodel for kilometerbaserede afgifter for lastbiler.

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten landede i december 2020 aftalen om den grønne omstilling af vejtransporten.

Som en del af aftalen valgte de, at Danmark fra 2025 skulle træde ud af samarbejdet om EU's vejafgiftsregler gennem den såkaldte eurovignet og i stedet skulle indføre en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler over 12 tons.

Hvordan bør regeringen udforme afgiftsmodellen? Hvilke greb skal regeringen skrue op – og ned – for? Har regeringen og støttepartierne med et årligt finansieringsbidrag på 500 millioner i 2025 til 2027 afsat nok? Og vil afgifterne for lastbilerne potentielt kunne danne grundlag for roadpricing på personbiler? 

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Omstillingen af den tunge transport har stor prioritet for vores medlemmer, og vi har fulgt udviklingen tæt. Dansk Erhverv var sekretariat for Klimapartnerskabet for Landtransport, og sammen med en bred kreds af aktører kom vi med en lang række forslag, der viste, at vi kan gøre meget for at skabe grønne transportløsninger.

Vi kan for eksempel køre mere effektivt, transportere flere varer på længere lastbiler og optimere vores køretøjer. Men hvis vi for alvor skal have skabt en CO2-neutral transportsektor, så skal vi have tilvejebragt mange flere af de grønne køretøjer og ikke mindst alternative drivmidler og den tilhørende infrastruktur til en såkaldt ”hard-to abate”-sektor, hvor der ikke er nogen lette løsninger.

Afgifterne skal gå til branchen
En kilometerbaseret vejafgift kan spille en vigtig rolle, men det forudsætter, at provenuet fra afgiften vel at mærke føres tilbage til grøn omstilling af vejgodstransporten. Ellers kan vi ikke bakke op om modellen. Vi mener grundlæggende, at det politiske niveau får problemer med troværdigheden, hvis ikke afgiften ender, hvor den skal bruges.

I Dansk Erhverv Transport mener vi, at en vejafgift skal skrues sammen, så det skaber et system, der løbende kan blive drivkraften bag den grønne omstilling samtidig med at erhvervets konkurrencekraft, vækst og jobskabelse bibeholdes.

De centrale elementer i den samlede model bør derfor være, at indtægterne fra en CO2-differentieret kilometerbaseret vejafgift går direkte tilbage til branchen til indkøb af klimarigtige teknologier.

Det sidste, erhvervslivet har brug for, er endnu en afgift til staten

Jesper Kronborg
Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport

Det skal være i form af midlertidige fradrag eller tilskudspuljer til grønnere køretøjer i den svære opstartsfase, hvor de grønne teknologier er markant dyrere end de fossile. Vi ønsker ikke uhensigtsmæssige langsigtede driftstilskud uden slutdato. Samtidig bør modellen indeholde en afgiftsfritagelse for nulemissionskøretøjer, så der skabes et stærkt incitament for at køre grønt.

Modellen skal desuden tage højde for, hvilken type brændstof man benytter. Vi er mange, der forventer, at batteri- og brintteknologien bliver fremherskende på sigt, og vi skal i gang hurtigst muligt.

Men biobrændstoffer som for eksempel anden generations HVO og biogas kan være en vigtig overgangsløsning, der allerede i dag kan sætte gang i den grønne omstilling. For vi er nødt til at erkende, at der fortsat er lang vej endnu, før de grønne tunge køretøjer er udbredt i stor skala, og infrastrukturen er moden.

Grønne og konkurrencedygtige løsninger
Som et konkurrenceudsat erhverv spiller prisen en afgørende rolle for alle transportvirksomheder. Selv små prisstigninger på den indkøbte diesel kan betyde forringede konkurrencemuligheder for transportvirksomhedernes kunder. Samtidig er de grønne løsninger i dag behæftet med betydelige meromkostninger.

Hvad end det er iblanding af biobrændstoffer, indkøb af en el-lastbil eller satsning på grøn brint, så er priserne i dag så høje, at de danske transportvirksomheder har svært ved at tjene de investeringer ind igen. Der er derfor behov for en omlægning af de danske afgifter, så prisen på en CO2-fri fremtid gøres til en reel konkurrencedygtig løsning.

Læs også

Det er desuden vigtigt, at de danske tiltag tænkes sammen med det, der foregår i EU-regi. Det foreslås eksempelvis i EU’s Fit for 55-klimapakke, at handlen med CO2 kvoter udvides til at omfatte vejtransporten. Samtidig indfører Danmark et CO2-fortrængningskrav og en vejafgift for tunge køretøjer.

Her bliver det afgørende, at politikerne holder tungen lige i munden og sikrer, at man undgår dobbeltbeskatning, så erhvervet ikke beskattes flere gange for den samme CO2-udledning. Det sidste, erhvervslivet har brug for, er endnu en afgift til staten, som ikke bruges målrettet på at løse branchens udfordringer, men i stedet blot lægger endnu et fordyrende lag på transporten af gods.

Vi skal kort sagt undgå en situation, hvor afgifterne ender med at være en klods om hjulene for danske virksomheder og dermed dansk vækst.

Hvis vi skal styre uden om det med en kilometerbaseret vejafgift, er der behov for at skabe en model, der reelt gør de grønne løsninger konkurrencedygtige med de fossile løsninger, og som i stedet sigter på at styrke den danske transportbranche. Lad os finde den grønne vej derhen sammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Kronborg

Branchedirektør, Dansk Erhverv Transport
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2007)

0:000:00