Debat

Dansk PersonTransport: Region Sjælland bør genoverveje mulighederne og potentialerne i Bus Rapid Transit

Med BRT skal der ikke gives køb på regularitet, rejsetid, frekvens eller komfort for kunderne. Derfor bør Region Sjælland reevaluere mulighederne i Bus Rapid Transport, skriver Dansk PersonTransport.

Regionsrådet i Sorø skylder både nuværende og
fremtidige borgere, pendlere, passagerer og skatteyder at genoverveje lade BRT-løsningen, skriver Dansk Persontransport.<i></i>
Regionsrådet i Sorø skylder både nuværende og fremtidige borgere, pendlere, passagerer og skatteyder at genoverveje lade BRT-løsningen, skriver Dansk Persontransport.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lasse Repsholt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et overophedet arbejdsmarked og stigende priser på byggematerialer og energi kan udfordre store anlægsprojekter. Det har Region Sjælland som én af de første fået at mærke med en fordobling af prisen for den planlagte skinnerenovering på Østbanen.

Regningen for det netop gennemførte anlægsudbud er fordoblet i forhold til grundlaget for regionens beslutning i juni 2020. Regningen for sporrenoveringer på Østbanen stiger fra en forventning på 510 millioner kroner til 1,1 milliarder kroner.

I den nationale infrastrukturaftale fra juni 2021 blev der afsat 700 millioner kroner til investeringsefterslæbet på lokalbanerne, og herfra har Region Sjælland nu modtaget 416 millioner kroner.

Læs også

Region Sjælland skal altså selv finansiere op imod 700 millioner kroner i stedet for de 100 millioner, der oprindeligt var forventet. Lokaltog A/S og Movia, der skal løse opgaven for Region Sjælland, har nu sat gang i et udredningsarbejde med at se på, om priserne kan forhandles ned og for at afdække alternative muligheder.

Dansk PersonTransport mener, at Region Sjælland og samarbejdspartnere bør skrue tiden tilbage til juni 2020 og se på de muligheder, der lå på bordet dengang. Region Sjælland besluttede dengang, at man ville gå videre med en renovering af den eksisterende jernbaneforbindelse.

Dermed sagde man også nej tak til muligheden med Bus Rapid Transit som Vejdirektoratet med bistand fra Movia og COWI havde lavet en analyse af. Denne beslutning blev taget af et bredt flertal i Region Sjælland.

Beslutningen afspejler et højt ambitionsniveau for den kollektive trafik i regionen, generelt gode erfaringer med serviceniveauet for kollektiv trafik mellem Køge, Faxe Ladeplads og Rødvig samt stor loyalitet overfor pendlernes ønsker og behov i Stevns, Faxe og Køge Kommuner.

De samme grundlæggende hensyn og ambitioner bør nu – to år senere – ligge til grund for at Region Sjælland genovervejer mulighederne og potentialerne i løsningen med Bus Rapid Transit. Det er vores helt faste overbevisning, at regionens høje ambitioner for den kollektive trafik både nu og i fremtiden kan indfris med denne løsning. Med BRT skal der ikke gives køb på regularitet, rejsetid, frekvens eller komfort for kunderne.

Den økonomiske baggrund
Det er også vigtigt at huske, at Bus Rapid Transit på Østbanen helt grundlæggende er et godt projekt. Det konstaterer Vejdirektoratet i sin rapport fra juni 2020. Anlægsomkostningerne blev estimeret til henholdsvis 510 millioner kroner for skinnerenoveringen og mellem 804,6 millioner kroner og 892,4 millioner kroner for BRT-løsningen.

Det er jo ikke en god start med en højere engangsinvestering for BRT. Men ser man på udgifterne til drift af køretøjerne som tog og busser og på vedligeholdelse af infrastrukturen som jernbaner og BRT-tracéer, så vender billedet over tid (Der regnes med 50 år).

Region Sjælland og samarbejdspartnere bør skrue tiden tilbage til juni 2020 og se på de muligheder, der lå på bordet dengang

Lasse Repsholt
Sektorchef ved Dansk PersonTransport

Så sparer Region Sjælland mellem 331 millioner kroner og 950 millioner kroner afhængig af den valgte BRT-løsning på Østbanen. Det er penge, som regionen vil råde over til andre aktiviteter og prioriteringer i regionen. 

Der er sket to ting siden Region Sjælland tog beslutning om skinnerenoveringen i juni 2020. For det første er anlægsbudgettet som nævnt øget fra 510 millioner kroner til 1,1 milliarder kroner. For det andet har Bus Rapid Transit som trafiksystem udviklet sig teknologisk og konceptuelt samtidig med, at trafiksystemet fast er blevet etableret som et attraktivt og relevant virkemiddel i den kollektive trafik. 

I 2023 åbner Plusbus i Aalborg, i hovedstadsområdet er det foreløbig besluttet at etablere to BRT-linjer i de korridorer, hvor 200S og 400S i dag kører, og endelig er Aarhus Kommune langt med overvejelserne om BRT på Ringvejen og som en del af fremtidens højklassede transport i byen.

Mere end en økonomisk gevinst
Bus Rapid Transit er ikke kun en økonomisk gevinst for Region Sjælland. De trafikale fordele er også til at tage at føle på. Driftsudgifterne er lave, og det giver mulighed for at tilbyde afgange op til otte gange i timen mellem Øge Station og Hårlev Station indenfor samme økonomi. I dag afgår der tog på denne strækning fire gange i timen.

Derudover er det en fordel, at komfort og adgangsforhold for kørestole, barnevogne, gangbesværede og folk med meget bagage bevares på stationer og i køretøjer. I dag rejser der desuden 1.029.800 passagerer med Østbanen (2019). Det er fordelt på cirka 3.300 om dagen på hverdage og mellem 1.200 og 1.500 om dagen i weekenden.

Bus Rapid Transit vil have rigelig kapacitet til at betjene dette publikum og absorbere en fremtidige passagervækst, som også bør være målet for Region Sjælland. Derudover er og skal Bus Rapid Transit være entydigt klimavenlig. I 2020 var både biogas, biodiesel og el nævnt som muligheder, men med den teknologiske og markedsmæssige udvikling, der har fundet sted indenfor elbusserne, er det ikke tvivl om, at Region Sjælland skal sætte barren højt med en både fossil- og emissionsfri teknologi baseret på grøn strøm. Farvel til dieseltog.

Bus Rapid Transit giver derudover Region Sjælland muligheden for at være forrest i trafikudviklingen i Danmark. Vi har i dag en førerløs Metro, og førerløse S-tog er også planlagt. BRT er den trafikform, der som det næste skal foregå førerløst, og den østsjællandske strækning virker oplagt som det første skridt.

Derudover kan hele projektet skabe ny viden og erfaringer fra både Region Sjælland og andre regioner til brug for overvejelser og beslutninger om fremtiden. Det kan være i forhold til andre lokalbaner, der er tynget af enten vedligeholdelsesmæssige efterslæb eller driftsomkostninger, der ikke står mål med det kundepotentiale, banerne henvender sig til. Endelig har Bus Rapid Transit et helt særligt udviklingspotentiale i form af forlængelse af forbindelsen til Køge Universitetshospital, Campus og Køge Nord.

Der er flere ulemper
Men er der slet ingen ulemper ved Bus Rapid Transit på Østbanen? Jo, et af dem er for eksempel, at anlægstiden for det nye BRT-anlæg er længere end for sporrenoveringen. Perioden uden drift på Østbanen vil derfor være længere for BRT end for fortsat togdrift. Derudover skal det vigtige passagerskifte mellem Østbanen og S-tog i Køge etableres på en anden måde end i dag af hensyn til de fysiske og sikkerhedsmæssige forhold for jernbanetrafikken på Køge station.

Læs også

Samtidig kan muligheden for direkte tog mellem fra Østbanen over Køge station til Roskilde (Lille Syd om Lokaltog A/S overtog fra DSB i december 2020) ikke videreføres med BRT-løsningen. Rejsetiden kan også blive øget med fem minutter i forhold til et tog, der på nye skinner ventes at kunne køre 100 kilometer i timen.

Meget taler for, at Region Sjælland skal genoverveje mulighederne på Østbanen. Vi vil endda gå så langt som til at sige, at Regionsrådet i Sorø skylder både nuværende og fremtidige borgere, pendlere, passagerer og skatteyder at lade BRT-løsningen indgå i drøftelserne.

Det er de drøftelser, der nu skal ske på baggrund af anlægsudbuddet for sporrenoveringen, bevillingen fra infrastrukturpuljen og de ambitioner, ønsker og budgetter, og som udgør rammerne om regionens kollektive trafik i de kommende år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lasse Repsholt

Formand, Kollektiv Trafik Forum, sektorchef, Dansk Persontransport
cand.scient.pol (Aarhus Uni. 2002), HD (Copenhagen Business School 2010)

0:000:00