Debat

Direktør: Lektor tager fejl – danskere på landet kan nemt oplade elbiler

REPLIK: Det er forkert, når lektor Niels Agerholm påstår, at Danmark mangler ladeinfrastruktur til elbiler. Faktisk har danskere langt flere ladepunkter end nordmænd. Men det skal være mere attraktivt at købe og oplade elbiler i hjemmet, skriver Casper Kirketerp-Møller, direktør i Clever.

Virksomheden Clever udvikler hurtig-ladestandere til elbiler. Direktør Casper Kirketerp-Møller mener, at det skal gøres attraktivt at investere i elbiler. For eksempel ved at undlade afgifter ved
hjemmeopladning.
Virksomheden Clever udvikler hurtig-ladestandere til elbiler. Direktør Casper Kirketerp-Møller mener, at det skal gøres attraktivt at investere i elbiler. For eksempel ved at undlade afgifter ved hjemmeopladning.Foto: Clever
Christoffer Miguel Frendesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Casper Kirketerp-Møller
Direktør, Clever 

Ingen elafgift på hjemmeopladningen til elbilerne, så der fortsat er god grund til at installere opladning i hjemmet – også på landet.

Casper Kirketerp-Møller
Direktør, Clever

Niels Agerholm forsøger i sit debatindlæg i Altinget 31. oktober at lede læsernes opmærksomhed hen på, at vi skal sikre lige og nem adgang til elbilerne, så alle danskere kan nyde godt af politikernes velmenende intentioner om at trykke på speederen for den grønne omstilling af transporten ved at slippe mange flere nul- og lavemissionsbiler løs på asfalten.

Det kan vi så vidt hurtigt blive enige om. Agerholm glemmer dog at holde øjnene på vejen og er derfor kørt i grøften, når han skriver, at ”(…) ladefaciliteterne på nuværende tidspunkt er nærmest ikke eksisterende, når man kommer væk fra områderne nær motorvejene.”

Flere ladepunkter end i Norge
Situationen er nemlig den, at vi i Danmark har et af Europas mest finmaskede og dækkende ladenetværk, som i skrivende stund udvides og udbygges.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Sammenligner vi det offentlige ladenetværk med vores venners i Norge, har vi i Danmark fem gange så mange ladepunkter per opladelige bil.

Casper Kirketerp-Møller
Direktør, Clever

Her har elbilisterne i øjeblikket adgang til cirka 2.500 offentlige ladepunkter, altså udtag hvor elbilen kan oplade. Og med cirka 10.000 indregistrerede el- og opladningshybridbiler i Danmark er der et ladepunkt for hver fjerde elbil.

Sammenligner vi det offentlige ladenetværk med vores venners i Norge, har vi i Danmark fem gange så mange ladepunkter per opladelige bil. I Norge er der nemlig et offentligt ladepunkt til hver tyvende el- og plugin-hybridbil. Det vil Dansk Elbil Alliance gerne citeres for.

Danmark er pakket ind i ladestandere
Man skal lede længe, hvis man skal finde en elbil, som ikke kan køre 100 kilometer på en opladning. Og tegner man en cirkel med 50 kilometer i radius ud fra hver af Clevers hurtigladestandere, kan man se, at Danmark er ganske flot dækket ind.

Dertil kan man så lægge Clevers almindelige offentlige ladestandere og de andre udbyderes ladepunkter ind i ligningen, og nettet bliver så endnu mere finmasket (se kort her).

Hjemmeopladning styrker elnet
Dertil glemmer Agerholm at tage hjemmeopladningen med i sine udmeldinger.

Opladning hjemme er og vil også i fremtiden udgøre rygraden for infrastrukturen til elbilerne. Her foregår 85 procent af al opladning. Og det er der flere gode grunde til.

En er, at det ganske enkelt er nemt og bekvemt i en travl hverdag, når du vågner op til et fuldt batteri hver morgen.

En anden er, at hen over natten står bilen stille i længst tid, hvor belastningen af elnettet er lavest og strømmen billigst. En tredje er, at det er billigt og nemt at installere en hjemmeladeboks, så vi samlet set får flere ladepunkter for kronen.

En fjerde god grund er, at elbilerne i fremtiden kan være med til at balancere og stabilisere det landsdækkende elnet, så vi får en endnu mere driftssikker og pålidelig distribution af vores alle sammens el.

Det skal være attraktivt at oplade elbil
Kort fortalt er Agerholm kørt forkert – han har vendt kortet på hovedet. Det handler ikke om at vælte store summer af skattekroner ud i det offentlige ladenetværk.

Det er der godt styr på, og vi vil som markedsspiller inden for infrastrukturen til elbilerne fortsat investere massivt i at sikre nem og lige adgang til opladning, når man er på farten i det offentlige rum.

Det skal være attraktivt at vælge og oplade elbilen. For alle. Derfor skal vi sammen sikre langsigtede, stabile og gunstige rammevilkår for både elbilen og opladningen.

Uanset om man bor på landet, i parcelhus eller i etageejendom.

Ingen elafgift på opladning af elbiler
Læg derfor bæredygtige økonomiske incitamenter ind i lavemissions- og emissionsfrie biler, så det er attraktivt for de prisbevidste danskere at vælge elbilen og mindst lige så vigtigt:

Ingen elafgift på hjemmeopladningen til elbilerne, så der fortsat er god grund til at installere opladning i hjemmet – også på landet. På den måde får vi størst værdi for skattekronerne.

Afslutningsvist vil jeg gerne invitere Agerholm på en kop kaffe og en køretur på ren el, så han med egne øjne kan se, at opladningen til elbilen er godt repræsenteret i landskabet, når man er kørt af motorvejen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00