Eksperter frygter bil- og CO2-stigning

BILAFGIFTER: Regeringens kombinerede afgiftsomlægning og road-pricing kan risikere at få flere biler på vejene og få CO2-udslippet til at stige, vurderer eksperter. SF er enig.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Det skal være dyrt at bruge bilen, men langt billigere at købe den. Det er regeringens grundtanke bag forslaget om at sænke bilernes registreringsafgift og indføre vejafgifter.  

Men tiltaget fra regeringens udkast til en investeringsplan, der skal sænke CO2-udslippet fra biltrafikken og mindske trængslen, risikerer ifølge to eksperter ikke at virke.

Trafikforsker Henrik Harder Hovgesen fra Aalborg Universitet advarer om, at politikerne kan risikere, at endnu flere køber biler.  

På femten år er antallet af biler ifølge Danmarks Statistik steget med ca. 450.000.

Fakta
Det skriver regeringen om sin omlægning af bilskattten:  

- Omlægningen skal bidrage til at fremme mobiliteten og reducere CO2-udledningen og miljøbelastningen.

- Omlægningen skal ikke medføre en samlet forøgelse af bilbeskatningen - derfor skal en kilometerbaseret kørselsafgift ledsages af en modsvarende reduktion af registreringsafgiften.

- Det skal ikke være muligt for myndighederne at følge borgernes færden - vi skal ikke have et overvågningssamfund.

- Omlægningen skal ske gradvist, så store fald i brugtvognspriserne undgås.

- Omlægningen skal gælde alle veje og samtidig anvendes til at regulere trængsel i de områder, hvor denne udgør et problem, og hvor den kollektive trafik er tilstrækkeligt veludbygget.

- Indførelsen skal ske på basis af erfaringer fra andre lande, så de teknologiske risici begrænses mest mulig.

 


Kilde: Regeringen

Køb en bil - men lad den stå
Statistikkerne viser også, at der er potentiale for, at mange flere anskaffer sig en bil. Hele 40 procent af familierne i Danmark har nemlig i dag ingen bil. For dem og alle andre bliver bilerne i fremtiden billigere i indkøb med afgiftsreformen, hvor regeringen foreslår, at registreringsafgiften halveres.

"Regeringen må så håbe, at folk køber deres første bil eller bil nummer to for at have den stående i garagen. Men på grund af manglende forskning er der ingen, der ved, om tiltaget vil betyde færre kørte kilometer og dermed mindre CO2-udslip," siger Henrik Harder Hovgesen.

Regeringen må så håbe, at folk køber deres første bil eller bil nummer to for at have den stående i garagen.

Henrik Harder Hovgesen
Trafikforsker

Han sætter også spørgsmålstegn ved, om prisen på at køre på vejen bliver høj nok. Han peger på risikoen for, at regeringens håb om en CO2-reduktion fra bilerne går fløjten, fordi folk har en tendens til at bruge bilerne mere, end de selv forventer, inden de køber bilen.

"Jeg vil også gerne se de politikere, som tør gøre det så dyrt at køre på vejene, at bilerne bare bliver stående i garagen i en grad, så de bliver brugt markant mindre og udleder mindre CO2 samlet set," siger Henrik Harder Hovgesen.


Folk reagerer ikke altid på højere priser
Professor Oli B. G. Madsen fra DTU - Center For Transport er enig.

"Det er helt oplagt, at folk anskaffer sig en bil eller en bil nummer to. Det er heller ikke sikkert, at folk reagerer på, at det bliver dyrere at køre i bilerne. Man har jo kunnet se på den høje benzinpris, som kun i beskedent omfang ændrede folks vaner," siger Oli B. G. Madsen, der medgiver, at det dog kun var få måneder, at benzinprisen var ekstremt høj.

Han har dog også en anden pointe. 

Afgiftsomlægningen og kørselsafgifterne er langtfra nok til at mindske CO2-udslippet væsentligt fra bilerne, mener han.

"Det, der batter noget, er, at man får bilerne til at køre på brændselsceller eller el. Hvis bilerne blot bliver mere benzinøkonomiske, og de måske holder sig lidt mere ude af bymidterne på grund af vejafgifter, så er det begrænset, hvilken CO2-reduktion man vil se," siger Oli B. G. Maden, der også peger på, at dyre p-afgifter ikke har holdt biler fra København.

SF: Behold registreringsafgift
Hos SF forudser man også, at regeringens forslag vil føre til flere biler - der samlet set vil køre flere kilometer.

"Vores problem med regeringens forslag er, at de vil sænke registreringsafgiften. Vi ønsker at bibeholde en høj registreringsafgift, især på de benzinslugende biler. Folk fokuserer mest på købsprisen og glemmer at regne udgifterne til at bruge bilen ind. Og når de først har bilen, så bruger de den også," siger Pia Olsen Dyhr.

Hun vil i stedet forsøge at få regeringen til at indføre en høj, men klog registreringsafgift.

"Hvis bilen kan køre 16 kilometer per liter, så skal registreringsafgiften sænkes 6000 kroner. Og for hver kilometer, den kører mindre per liter, skal bilen være 6000 kroner billigere," siger Pia Olsen Dyhr.

Også Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kritiserer regeringens forslag. Sidstnævnte kalder vejafgifterne for røde afgifter, og Dansk Folkeparti frygter, at de vil skabe social slagside og ramme udkantsområderne hårdest.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024