Debat

Godstransporten: Sådan skal en kilometerbaseret vejafgift se ud

DEBAT: Forhandlingerne af en kilometerbaseret vejafgift er undervejs netop nu. En CO2-differentieret afgift skal give penge til den grønne omstilling, der skal guides af et ekspertråd, foreslår fire af sektorens øverste chefer

En kilometerbaseret vejafgift skal være differentieret, og provenuet skal støtte den grønne omstilling, skriver chefer i 3F Transport, DSV Road, SLD og Frode Laursen.
En kilometerbaseret vejafgift skal være differentieret, og provenuet skal støtte den grønne omstilling, skriver chefer i 3F Transport, DSV Road, SLD og Frode Laursen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Simon H. Galsgaard, Jan Villadsen, Thomas Corneliussen og Jesper Kronborg
Hhv. executive vice president, DSV Road A/S, formand, 3F Transport, koncerndirektør, Frode Laursen og branchedirektør, SLD

I øjeblikket er klimaforhandlingerne på transportområdet i sin afgørende fase. Forhandlingerne drejer sig om regeringens udspil om elbiler, CO2-fortrængningskrav og en kilometerbaseret vejafgift for den tunge transport.

Som vi forstår det, forhandles der fortsat om, hvordan modellen for en kilometerbaseret vejafgift skal indrettes, og hvad provenuet fra en sådan afgift skal gå til. Vi har derfor tilladt os at sende et åbent brev med en fælles appel til regeringen og de øvrige politiske partier, der forhandler.

Afgiftsprovenuet skal tilbage til godstransporten
Vores appel er, at man under forhandlingerne bliver enige om at sikre, at provenuet fra vejafgiften går tilbage krone for krone til den grønne omstilling af godstransportsektoren og til infrastrukturforbedringer i Danmark.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det er vigtigt at understrege, at vores appel ikke er udtryk for en jubeloptimisme i retning af højere skatter og flere afgifter på et i forvejen presset erhverv. Det er i stedet udtryk for, at vi vedkender os det ansvar, som vores branche har for at bidrage til den grønne omstilling.

Branchen har brug for konkrete værktøjer, politisk handling og store investeringer for at kunne yde sit bidrag. Her kan kilometerbaserede vejafgifter og provenuet herfra være med til at skubbe på udviklingen af den grønne omstilling og dermed styrke den tunge transport. 

Vi foreslår, at provenuet blandt andet skal gå til at sænke afgiften på bæredygtige drivmidler, tilskud til mere bæredygtige tunge køretøjer og til grøn udbygning af infrastrukturen.

Simon H. Galsgaard, Jan Villadsen, Thomas Corneliussen og Jesper Kronborg
Hhv. executive vice president, DSV Road A/S, formand, 3F Transport, koncerndirektør, Frode Laursen og branchedirektør, SLD

Vi foreslår, at provenuet blandt andet skal gå til at sænke afgiften på bæredygtige drivmidler, tilskud til mere bæredygtige tunge køretøjer og til grøn udbygning af infrastrukturen.

Afgiften bør differentieres
Afgiften bør være CO2-differentieret, så ”grønnere” lastbiler betaler mindre i afgift end mere forurenende lastbiler, og så skal afgiften være transparent og opkrævningen foregå på en måde, der gør det nemt for den enkelte vognmand at se omkostningen og viderefakturere den til køberen af transporten.

De kilometerbaserede vejafgifter bør også tage højde for land-by-problematikken, så afgiften er lavere på landet end i byerne, hvor trængslen er større. På den måde tages der også hensyn til eksportvirksomheder i yderområderne. Samtidig skal vi undgå en forkert incitamentsstruktur med overflytning af varer fra lastbiler til mindre effektive varebiler. Derfor bør afgiften også omfatte varebiler under 3.500 kilo. 

Endelig vil vi opfordre regeringen til at nedsætte et Transportens Klimaforum bestående af repræsentanter fra både lønmodtager- og arbejdsgiversiden samt eksperter og forskere. Det skal have til opdrag at give løbende rådgivning og forslag til regeringen og Folketinget om klimaregulering og adfærdsændringer på transportmarkedet. 

Det skal ske med det sigte, at transportsektoren giver sit proportionale bidrag til at sikre regeringens klimamål om begrænsninger af udslip på CO2.

Herfra skal opfordringen derfor lyde til politikerne og de igangværende forhandlinger at blive enige om en ambitiøs og politisk bredt forankret plan for den tunge transports CO2-reduktion, der virkelig kan sætte turbo under branchens grønne omstilling, samtidig med der tages højde for virksomhedernes konkurrencemuligheder, vækst og jobskabelse i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Villadsen

Gruppeformand, Transportgruppen, 3F
(martec søfartsskole)

Jesper Kronborg

Branchedirektør, Dansk Erhverv Transport
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2007)

0:000:00