International Transport Danmark: Den nye regering skal prioritere disse tre områder højest

Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Den kommende regering står foran en række svære prioriteringer. Men én ting bør stå klart fra start: Hvis Danmark fortsat skal hænge sammen, kræver det en transportbranche, der kan levere hver dag.
Det lyder måske som en selvfølge. Men virkeligheden er, at danske vognmænd i stigende grad oplever, at branchens rammevilkår gør det unødigt besværligt at få den daglige drift til at hænge sammen. Det kalder på politisk handling.
Derfor er der tre dagsordener, som vi i International Transport Danmark kraftigt opfordrer den kommende regering til at prioritere.
Et skræmmeeksempel
Den kilometerbaserede vejafgift for lastbiler er et skræmmeeksempel på konsekvenserne, når et system bliver hastet igennem, før det er juridisk og praktisk holdbart.
Fra starten har vi advaret om, at bødemodellen for vejafgiftsovertrædelser er uproportional. Der skelnes ikke mellem fejl og bevidst snyd – og det har rejst alvorlig tvivl om modellens lovlighed i forhold til EU-retten.
Derfor har vi i International Transport Danmark været nødt til at handle.
I foråret 2025 klagede vi til EU-Kommissionen. I efteråret 2025 lagde vi sag an mod Transportministeriet og Skatteministeriet.
Vores stævning af ministerierne er midlertidigt sat i bero indtil 1. juni 2026, da Transportministeriet er ved at finde en løsning. Af samme grund har bødeudstedelsen været suspenderet siden midt december 2025.
Der er blevet taget vigtige skridt. Men der er endnu ikke fundet en løsning.
Den kommende regering skal derfor sikre, at der bliver etableret en ny, lovlig og proportional bødemodel, der afspejler forskellen på fejl og snyd og er i overensstemmelse med EU-retten.
Samtidig skal urimeligt udstedte bøder tilbagebetales. Vognmænd skal ikke betale for et system, der ikke har været i orden.
Forløbet understreger én ting: Når rammerne ikke er på plads fra starten, får det konsekvenser. Nu er der brug for, at den kommende regering får lukket sagen ordentligt.
Unødige regler og bureaukrati
Transportminister Thomas Danielsen (V) satte gang i et vigtigt arbejde på transportområdet: at rydde op i unødige regler og bureaukrati. Den retning skal fastholdes.
Sidste års afskaffelse af 25 timers p-reglen og kravet om hastighedskontrolattester er konkrete eksempler på, at det er muligt at forenkle regler uden at gå på kompromis med sikkerhed eller kontrol.
Chaufførmanglen er ikke en udfordring, der venter forude.
Administrerende direktør, International Transport Danmark
Men problemet er ikke de enkeltstående regler i sig selv. Problemet er summen af dem.
Lag på lag af dokumentationskrav, kontrolordninger og administrative byrder, der over tid er vokset til et niveau, hvor det går ud over vognmændenes effektivitet og konkurrenceevne.
Derfor bør den kommende regering have et klart fokus på at forbedre vognmænds rammevilkår. I en tid med geopolitisk uro er det uhyre vigtigt, at vi styrker Danmarks konkurrenceevne.
Det kræver en systematisk gennemgang af reglerne med fokus på at fjerne det, der ikke skaber reel værdi. Og det kræver, at man lytter til dem, der arbejder med reglerne i praksis – vognmændene.
Mangel på chauffører
For en del vognmandsvirksomheder er det blevet en del af hverdagen, at lastbiler må holde stille. Ikke fordi der mangler kunder eller opgaver, men fordi der mangler chauffører.
Det siger alt om alvoren. Chaufførmanglen er ikke en udfordring, der venter forude. Den er her nu. Og den vokser.
Samtidig står transportbranchen over for en demografisk bombe. En stor del af chaufførerne nærmer sig pensionsalderen, mens alt for få unge vælger branchen til. Det er en strukturel udfordring, der ikke løser sig selv.
I International Transport Danmark sætter vi selv initiativer i gang for at tiltrække flere til branchen. Men det ændrer ikke på branchens behov for politiske løsninger.
Den kommende regering må behandle arbejdskraftmanglen i transportbranchen som det, den er: en reel trussel mod både virksomhedernes drift og Danmarks konkurrenceevne.
Det kræver konkrete initiativer, der gør det lettere at rekruttere og fastholde chauffører. Det gælder uddannelse, tidlig tiltrækning af unge, fokus på brancheskiftere og de generelle arbejdsvilkår for chauffører i Danmark.
Transportbranchen er en forudsætning for, at vores land hænger sammen.
Administrerende direktør, International Transport Danmark
Det betyder forbedrede faciliteter for den danske chaufførstyrke. Ordentlige og hygiejniske sanitære forhold. Flere p-pladser. Og færre unødvendige dokumentationskrav.
For ét er sikkert: Det bliver ikke lettere at tiltrække arbejdskraft til branchen, når arbejdsmiljøet på danske rastepladser ofte ikke lever op til grundlæggende hygiejneforhold, og hverdagen samtidig bliver mere tung og bureaukratisk.
Transportbranchen er en forudsætning for, at vores land hænger sammen. Det er lastbilen, der leverer varerne, chaufføren, som holder hjulene i gang og vognmanden, der får logistikken til at fungere.
Det ansvar tager branchen på sig. Derfor er det helt centralt, at den kommende regering prioriterer transportbranchens rammevilkår.
At de sikrer fair og gennemtænkte regler. At de rydder op i unødigt bureaukrati. Og at de skaber konkurrencedygtige rammer, der gør det lettere og mere attraktivt at drive vognmandsvirksomhed i Danmark – også i fremtiden.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Disse myndigheder er vokset og skrumpet mest under SVM-regeringen
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen
- Ny rapport: Vejafgifter kan få trafikken til at falde markant
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Concito: Her er fem transportforslag til den kommende regering



















