Lektor: Lav skat på elbiler har lille effekt på efterspørgsel

DEBAT: Lav beskatning på køb af elbiler og ingen afgifter på opladning er en dyr vej til at omstille transportsektoren. Det er nødvendigt at finde nye indtægtskilder for de nuværende miljøafgifter på biler, når elbilen overtager, skriver lektor ved AAU.

Af Niels Agerholm
Lektor ved Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet

Det er glædeligt, at Clever hele tiden udbygger deres net af ladestandere. Faktum er imidlertid ifølge Clevers eget kort, at der er mindre end 25 ladestationer i hele Jylland, der ikke ligger nær motorvejen.

Kigger vi på Vendsyssel, er der fem ladestandere, som ikke ligger nær/ved motorvejsnettet. Hele Lolland har en ladestander (ved motorvejsnettet). Tilsvarende tæthed har E.ON’s ladenetværk …  

Kø langs ladestandere
Problemet er jo, at selvom man kan lade hjemme, så er det en stor barriere for bilisterne, at man ikke kan være sikker på, at man kan få strøm, når man har brug for det.

En ladestander, som nås efter for eksempel 30 kilometers kørsel løser ikke problemet, for hvad gør man, hvis den bliver optaget, inden man når frem?

Er man indstillet på at vente 20 minutter? Jeg tror det næppe.

Færre miljøafgifter kræver nye indtægter
Lige så rigtigt er det, at der i øjeblikket ikke betales afgift for strøm til elbiler, når man har en ladestander hjemme.

Man skal blot huske, at de afgifter, som hentes ind via diverse miljøafgifter på bilkørsel – vel cirka 50 milliarder kroner om året i 2018 – også skal findes, når vi skifter over til elbiler.

Skal det ikke ske ved afgift på strømmen eller bilerne, ja, så skal pengene hentes et andet sted; skoler, hospitaler, ældrepleje og dårligere veje til vores elbiler.

Lav beskatning, men lav effekt for bilkøb
Man kan jo også kigge på salget af elbiler (ikke hybrid), og her er tallet for årets første 10 måneder kun nået op på cirka 1.300 biler.

Det betyder, at der fortsat sælges cirka 145 andre biler (benzin, diesel og hybrid), hver gang der sælges én elbil!

Selvom elbilsalget er noget nær fordoblet i forhold til sidste år, er der derfor fortsat intet, som tyder på, at en beskatning af elbiler så lav som 20 procent har nogen reel effekt på danskernes bilkøb.

Derfor er det næppe på billiggørelse af elbiler, vi bruger skatteborgernes penge bedst på elektrificering.

Vi må vente på, at prisen på elbilerne snart falder, uanset de danske skatter.

Skattenedsættelse giver en dyr omstilling
Jeg mener derfor, at det endnu en gang viser, at en kraftig skattenedsættelse på op imod en million elbiler ikke giver mening og er en vældig dyr måde at lave grøn omstilling på.

Når ovenstående er sagt, så kan direktør i Clever, Casper Kirketerp-Møller, som står for en betydelig del af den danske ladeinfrastruktur, sagtens have en pointe.

Det skyldes, at fritagelse af elbiler for afgift i de næste år, selvfølgelig vil give Clever og E.ON med flere et økonomisk råderum til at opsætte flere ladestandere – om de så bliver sat op i Vest- og Nordjylland med mere, er nok en anden sag.

Geografisk dækkende ladestruktur
Og så vil jeg gerne takke ja til en kop kaffe og en tur rundt sammen med Casper Kirketerp-Møller for at se på ladestandere i den del af Danmark, der ligger fjernt fra motorvejene, for jeg synes, at der er al mulig grund til at støtte op om, at vi får en bredt geografisk dækkende ladestruktur.

Forrige artikel Det Økologiske Råd: Regeringens klimaplan trænger til et eftersyn Det Økologiske Råd: Regeringens klimaplan trænger til et eftersyn Næste artikel Bilbranchen: Ny afgift skal udbrede grønne biler i Danmark Bilbranchen: Ny afgift skal udbrede grønne biler i Danmark
Regeringen vil forlænge postaftale midlertidigt

Regeringen vil forlænge postaftale midlertidigt

UDSKUDT: Regeringen vil forlænge den nuværende postaftale midlertidigt, selvom aftalen løber ud ved årets udgang. Blå partier og Radikale er utilfredse med, at der først nu er blevet indkaldt til drøftelser.